5 tips: Få det bedste ud af din hjælpeinstruktør

Hjælpeinstruktøren er trænerens forlængede arm. Sådan får du det bedste ud af samarbejdet.

Et godt samarbejde mellem instruktør og hjælpeinstruktør øger som regel også deltagernes tilfredshed. Foto: arkivfoto

Det er instruktøren, som står i spidsen for holdet. Er du heldig, har du en eller flere hjælpere.

At have en hjælpeinstruktør er nemlig en gave. Har du og din hjælper et godt samarbejde, kan I komme tættere på deltagerne og skabe mere tryghed.

Det siger Morten Hyldelund, idrætskonsulent i svømning. Han har mere end 20 trænererfaring som alt fra hjælpeinstruktør for begyndere i svømning til cheftræner for konkurrencesvømmerne i Kvik Kastrup. Han har også en 1-årig elitetræneruddannelse og er kandidat i HR fra CBS.

Han giver her 5 tips til at sikre det bedst mulige samarbejde mellem instruktør og hjælpeinstruktør. 

#1 Din forlængede arm

Vær glad for, at du har en hjælpeinstruktør – det giver nemlig en bedre undervisning af børnene. Hjælperen er din forlængede arm og hjælper børnene med at lære det, du instruerer dem i. Man kan sige, at hjælperen er med til at sikre, at børnene forstår de øvelser, du sætter i gang som instruktør. Hjælperen hjælper også børnene med at føle sig trygge og med at give dem en god oplevelse til træningen.

#2 Afstem forventningerne

Det er vigtigt, at du og din hjælpeinstruktør snakker om, hvordan træningen skal forløbe, og hvem der er ansvarlig for hvad. Der skal være en forventningsafstemning. Husk på, at I er et team, så hjælperen skal vide, hvad hun skal være opmærksom på. Hjælperen skal f.eks. kunne se, hvilke børn der har brug for at få øvelsen forklaret en ekstra gang, eller hvor der er brug for en hjælpende hånd.

#3 Hjælp din hjælper

Det er jo ikke altid, at du kender din hjælper på forhånd, så sørg for, at I lærer hinanden lidt at kende, så I er et team. Du skal også sørge for, at din hjælpeinstruktør bliver en aktiv del af undervisningen. F.eks. ved at sige helt præcist, hvad dine forventninger er. På den måde bliver det nemmere for hjælpeinstruktøren at falde ind i rollen.

 #4 Sæt et mål

Som instruktør har du en vigtig rolle med at forklare, hvad formålet er med dagens træningstime. Jo tydeligere, dit mål er, jo nemmere bliver det for hjælpeinstruktøren at hjælpe. Hvis dit mål f.eks. er, at børnene til svømmetræningen bliver trygge ved at få hovedet under vand, så sig til hjælperen i vandet, at hun skal være klar til at støtte børnene.

#5 Hjælpere gør en kæmpe forskel

Mange hjælpeinstruktører er måske blot 12-14 år, når de starter, men det gør en kæmpe forskel både for dig som instruktør og for børnene, at de er der. Rigtig mange starter som hjælpere, og det giver dem nogle gode erfaringer med det at stå i spidsen for et hold og være en rollemodel for de små. Det kan også være, de kan tage et hjælpeinstruktør kursus. Og så finder hjælpeinstruktøren ud af, om det at blive instruktør, er noget for dem.

Se videoen med Emil og Kristoffer, der syntes, det var megafedt at være på DGI's hjælpeinstruktør kursus