Basket camp giver piger blod på tanden

Da BMI Bloodhounds Camp 2015 fandt sted i efterårsferien, deltog både øvede basket-spillere og nybegyndere. Fire piger, der ikke tidligere har spillet basket i fritiden, blev bidt af idrætten og udelukker ikke at ville begynde til basket.

Basketball er ikke kun en idræt for drenge. På BMI Bloodhounds Camp 2015 deltog blandt andet fire piger, der ikke tidligere har spillet basket. Arkivfoto

Beder-Malling Idrætsforening og DGI inviterede i efterårsferien til basket camp for 7-15-årige, hvor fire lokale piger havde fundet vejen til hallen. Ingen af dem havde tidligere spillet basket i fritiden, men det var ikke en hindring for at de kunne deltage.

De to 10-årige piger, Caroline og Isabella, havde lyst til at være aktive i efterårsferien, og var tilfældigvis faldet over basket campen i BMI.

12-årige Dina og hendes jævnaldrende veninde, Rikke, havde spillet basket i idrætstimerne i skolen, og synes det var sjovt, og derefter var de blevet tilmeldt campen.

Selv om pigerne ikke kendte andre end hinanden på forhånd, blev de ikke skræmt væk den første dag.

”Vi blev taget rigtig godt imod. Der var ikke mange, der kendte hinanden i forvejen. Mange kom alene eller i grupper på to-tre personer den første dag, men hurtigt blev vi én stor gruppe, hvor alle talte med alle. Det er dejligt,” fortæller Caroline og bliver bakket op af de tre øvrige piger.

Dygtige trænere giver gode oplevelser

De fire nybegynderpiger er ikke blevet afskrækket af at være på camp, og det er i høj grad trænernes skyld.

”Vi følte os gode, selv om det var noget helt nyt, vi havde kastet os ud i. Trænerne var gode til at give ros, snakke med os og hjælpe os og vise, hvordan øvelserne skulle laves korrekt, hvis vi gjorde noget forkert,” fortæller pigerne.

Der skal være plads til det sociale

Christian Veie, træner i BMI

Det var ikke tilfældige trænere, der var fundet til at varetage campen. BMI’s 1. divisionstrænere, Christian Veie og Alan Madsen, samt tre 1. divisionsspillere, Marius Kirkholt, Lasse Thorup og Søren Harbo, underviste de unge basketspillere.

Med fem kompetente trænere, var det muligt at opdele spillerne på forskellige måder. Opdelingen betød blandt andet, at de fire piger, der egentligt skulle spille på store kurve, spillede mod nogle yngre drenge på små kurve for at få succesoplevelser. Det var ikke noget, der generede pigerne.

”Vi fik noget ud af at træne med drengene. Blandt andet lærte vi forskellige teknikker med bolden, og hvordan vi nemmest kunne komme op til kurven,” lyder det i kor fra pigerne.

Tager hånd om hinanden

Selv om spillerne var opdelt efter niveau det meste af tiden, var det prioriteret at opvarmning, styrketræning og udstrækning foregik i fællesskab. Der var ikke ro på halgulvet, mens trænerne havde behov for at lade batterierne op til næste træningspas. Pauserne lå på samme tidspunkt for alle, og dermed kunne de yngre spillere udfordre de ældre – eller omvendt – i eksempelvis skudkonkurrence.

Det har været vigtigt for trænerne at give plads til alle på campen.

”I BMI tager man hånd om hinanden uanset hvilket niveau, man spiller på. Andre steder kan spillere blive frosset ude, hvis de ikke er gode nok, men her finder vi en plads til dem. Der skal være plads til det sociale – og det er på alt fra camps til eliteniveau,” fastslår Christian Veie, der i løbet af sin karriere har været tilknyttet mange forskellige klubber.

De fire piger følte sig velkomne, og var ikke i tvivl om, hvad der var det bedste ved campen:

”Det bedste var helt klart sammenholdet!” lyder det enstemmigt fra pigerne, inden de som slutbemærkning fortæller, at de i fremtiden sagtens kunne se sig selv gå til basket.

BMI Bloodhounds Camp 2015

Omkring 40 forventningsfulde børn i alderen 7-15 år tilbragte efterårsferiens tre første dage på basket camp i BMI.

Både drenge og piger havde fundet vej til campen, og niveauet blandt deltagerne spændte fra nybegyndere til spillere omkring U14-landsholdet.

Formålet med BMI Bloodhounds Camp, der er en årlig tilbagevendende succes, er dels at kunne udbyde aktivitet, når mange andre idrætsgrene holder ferie lige som skolerne, og dels at tiltrække nye spillere, som skal kunne afprøve idrætten intensivt i løbet af tre dage.