Basketball buldrer afsted i Danmark for 8. år i træk

De nyeste medlemstal fra DGI viser atter en gang stigning i medlemmer, der spiller basketball. I 2021 var der en medlemsfremgang på 1.237 basketspillere. Hvad skyldes væksten?

Der er masser af basketspil i de danske haller. Foto: DGI Basketball

Basketball i Danmark fortsætter sin flotte medlemsudvikling med en stigning på 7 % i forhold til året før. For nu 8. år i streg ses en medlemstilvækst. Bag de flotte tal, gemmer sig en masse flot arbejde.

Børn og unges trives i basketball

Især blandt børn og unge, opleves en massiv medlemsfremgang. Men hvad er det, som gør basketball så populær blandt børn og unge?

”Vi kan se, at foreningerne arbejder godt med at sikre børn og unges trivsel. Dette lykkes de med, fordi de har fokus på at give succesoplevelser,” udtaler Emil Tarp, konsulent ved DGI Basketball.

"Når man har med børn og unge at gøre, er det vigtigt, man går fra en træning og føler, man har lykkedes med de ting, der trænes. Så kommer de nemlig igen. Det er vigtigt, at vi stimulerer den enkeltes niveau, så alle oplever succes til træning," pointerer Emil Tarp.

Dygtige frivillige knokler

Når man ser, at så mange børn og unge får succesoplevelser, så er det en stor ros til de mange timers ihærdig flid som diverse trænere giver til foreningerne.

”Vi er meget privilegerede med at have en masse dygtige frivillige rundt omkring i landet. De formår at udbyde træning for alle. Der er en rummelighed blandt foreninger og trænere som gør, at vi virkelig mener, at basket er for alle. Den her rummelighed er unik, og noget vi fortsat skal pleje,” fortæller Emil.

Medlemstalsgraf.png

Sammen står vi stærkere

Udover en masse dygtige foreninger og trænere, så kan en del af succesen spores tilbage til samarbejdet mellem dansk basketballs treenighed; BørneBasketFonden, Danmarks Basketball Forbund og DGI Basketball.

”Vi er rigtig dygtige til at spare og komplementere for hinanden på tværs af organisationerne. Det er en kæmpe fordel for foreningerne at have dygtige og kompetente rådgivere og vejledere til alle udfordringer, man støder på,” fortæller Emil.

Når man ser en fremgang blandt børn og unge, der spiller basketball i Danmark, så har BørneBasketFonden en stor andel. Med diverse aktiviteter og tiltag målrettet børn og unge, er det lykkes at understøtte endnu flere i deres lyst til at spille.

BørneBasketFonden har for nyligt modtaget en donation, der skal være med til at lave flere streetbaner. Formålet med at lave flere baner er, at man i højere grad giver børn og unge mulighed for at spille basketball. Det giver god mulighed for foreninger at benytte streetbanerne til deres foreningstilbud. På streetbanerne er der mulighed for at træne individuelt eller spille små spil, f.eks. 3 mod 3. Dette har vist sig at være særligt populært.

Streetbaner kan noget helt specielt. Det er som om, at det er nemmere at blive invitereret med ind og spille med eller invitere andre ind i spillet. Det er bare en del af kulturen omkring streetbaner.

Emil

Succesen skal fortsætte

Med en masse målrettede indsatser har basketball i Danmark haft et stort udbytte. Men der skal ikke hviles på laurbærrene.

”Det går overordnet set godt med basketball i Danmark. Men derfor er det stadig vigtigt, vi fortsætter med at udvikle os her i organisationen og i foreningerne, så vi hele tiden bliver dygtigere og mere relevante,” udtaler Emil.

”Selvom vi har rigtig mange medlemmer, har vi altid plads til flere, der vil ride med på bølgen. Vi har en masse basketballklubber i hele landet, og vi skal hele tiden hjælpe potentielle spillere med at komme i kontakt med klubberne. De ligger oftest nærmere end man lige regner med,” fortæller Emil.

Dyk ned i medlemstallene.