Basketball stormer frem i hovedstaden

Børnebasket København blev stiftet i 2015. I dag har de 300 medlemmer, og to nye afdelinger er på vej.

Østerbro Silversharks i de blå trøjer er et af ni hold under Børnebasket København. Her ses de til Amager Mini Cup. Foto: Jens Erik Nielsen

En onsdag eftermiddag i 2015 står klarere for Jens Erik Nielsen end de fleste. Foran ham står en håndfuld glade børn på Østerbro til første basketballtræning under Børnebasket København. Han anede ikke, hvordan det skulle gå.

I dag – fem år senere – har Børnebasket København ni afdelinger og to mere på vej. En god håndfuld driblende børn foran Jens Erik er blevet til 300 medlemmer, som alle er børn og unge under 15 år.

Uberørt territorie

Jens Erik, der er formand og daglig leder hos Børnebasket København, så i 2015 et stort behov for basketball i hovedstaden.

”Der eksisterede ikke ungdomsbasket på Østerbro, inden vi gik i gang. Det var absurd, men det gavnede os, da markedet var stort. Afstanden til faciliteten var den helt store barriere, og hovedårsagen til, vi startede,” siger Jens Erik Nielsen og tilføjer:

”Tidligere har børn og unge fra Østerbro taget til Frederiksberg, Nørrebro eller Gentofte for at spille, hvilket kan være en lang cykeltur for børn. Vi har haft meget fokus på, at det ikke må være afstanden til faciliteten, der er barrieren for at spille basket,” siger Jens Erik Nielsen.

Tilgængeligt for alle

Formanden fortæller, at Børnebasket København fokuserer meget på at flytte tilbuddene ud til børnene, så de er tilgængelige for alle.

”Det er ikke realistisk, at en 0. klasses elev på Østerbro starter til basket på Nørrebro eller i Gentofte. Basketball skal være tilgængeligt for alle,” siger Jens Erik Nielsen.

Ud over geografien er det også vigtigt, at ambitionsniveauet heller ikke er en barriere.

”Hvis en 5. klasses elev eksempelvis ønsker at gå til basket en-to gange om ugen, så skal det være muligt. Du behøver ikke at tage af sted tre-fire gange om ugen. Alle skal kunne være med uanset niveau og ambitioner,” siger Jens Erik Nielsen.

Østerbro Silversharks’ basketdrenge fejrer en sejr til Amager Mini Cup. Foto: Jens Erik NielsenØsterbro Silversharks’ basketdrenge fejrer en sejr til Amager Mini Cup. Foto: Jens Erik Nielsen

Hverdagen skal hænge sammen for familierne

For formanden er det også vigtigt at gøre det lokalt for forældrene.

”Alle forældre vil gerne have, at deres børn er aktive, men det er ikke alle, der kan få det til at hænge sammen i hverdagen. Vi skal gøre det så nemt og lokalt for forældrene som muligt,” siger Jens Erik Nielsen og tilføjer:

”Børn skal kunne gå direkte fra skolen til fritidsklubben og til baskettræning – alt sammen på samme skole. På den måde fjerner vi transport frem og tilbage flere gange om dagen,” siger Jens Erik Nielsen.

Jens Erik Nielsen og Børnebasket København er altid på udkig efter nye områder og haller, hvor der er behov for basket. For det fortjener børnene.

Fakta om Børnebasket København

  • Stiftet i marts 2015 – første klub under BørneBasketFonden
  • Fra 0 til +300 medlemmer på fem år
  • Kun børn og unge under 15 år
  • Syv afdelinger i byområder, hvor der tidligere ikke har været basketballtilbud: Kbh K, Østerbro, Vesterbro, Sydhavnen, Ørestaden, Indre Amager, og Valby.
  • To nye afdelinger på vej i Valby og Lundehus
  • Børnebasket København tilbyder holdene Sølvgade Silversharks, Østerbro Warriors, Vesterbro Vikings, Amager Gators, Ørestaden Seagulls, Villa Vas og Sydhavnen Seahawks

Vis mere Vis mindre