Chanan Colman: Selvtillid, hårdt arbejde og glæde vendte min karriere

Chanan Colman spiller i Hapoel Holon i den israelske Basketball Super League, og er en af de største spillere, dansk basket har opfostret. Da han var ung, var han usikker og bange for at spille, men med hårdt arbejde vendte han det hele.

Chanan Colman var efter eget udsagn som begynder den dårligste på sit hold. Selvtillid, hårdt arbejde og masser af selvtræning har dog siden banet vejen for en stor basketballkarriere. Foto: Privatfoto

Dansk, israelsk og amerikansk. Tre forskellige nationaliteter, og en god sandsynlighed for basket i blodårene. Den danske comboguard Chanan Colman er en af de bedste basketspillere Danmark kan byde på, og spiller også til daglig i den anerkendte israelske liga, som er en af de stærkeste i Europa. Hans far var amerikansk, mor er israelsk og så er han opvokset og født i Danmark.

Til at starte med spillede han fodbold, men i en alder af 9 år tog hans mor ham under armen og fortalte ham, at han skulle prøve basket, da det var en af hans fars idrætsgrene. Derfor valgte Chanan at smutte til træning og give det et skud. Det har han ikke fortrudt.

”Jeg fik en kærlighed og glæde for sporten efter nogle år. Den er så action-packed. Du bliver udfordret i begge ender af banen, og kan ikke tage en pause midt i en kamp – du er nødt til at være på hele tiden. Det fangede hurtigt min opmærksomhed, fordi jeg kom fra fodbold, hvor faser af spillet er meget stillestående,” udtaler Chanan Colman.

Du kan kæmpe dig op, selvom du ikke er særlig god

Da han startede til basket var han ikke en af de bedste. Tværtimod.

”Jeg var bange for at spille basket i starten og var uden tvivl den dårligste på mit hold. Jeg var den, der fik bolden på midten, greb den med to hænder og med et underhåndskast afleverede videre til en, der var bedre end mig selv. Jeg havde ingen selvtillid og var ikke særlig komfortabel inde på banen,” fortæller Chanan Colman.

Faktisk stoppede han i et halvt år i en alder af 11-12 år, men da han vendte tilbage og snørede skoene i hallen, var det med en fornyet selvtillid og komfort.

”Selvtillid, hårdt arbejde og mange selvtræningstimer i hallen gjorde, at jeg på ét år gik fra at være en af de dårligste til at være en af de klart bedste på holdet. 1-2 år senere blev jeg kåret til Nordens bedste i min årgang, og hvis jeg kunne gøre det på det tidspunkt, så kan alle. Det kræver en masse selvdisciplin, men det bliver sjovere og nemmere, når du giver den en skalle,” påpeger Chanan Colman.

Alle unge basketballspillere skal sigte efter NBA

Som ung var den store drengedrøm for Chanan Colman NBA, ligesom mange andre unge basketspillere. Ifølge ham er det vigtigt for udviklingen at stile højt og sætte sig det ultimative mål.

”Når jeg så basketball i fjernsynet og gik ud og trænede, så var det med NBA i tankerne og som mål. Det er vigtigt at stræbe så højt som muligt. Skulle det nu ske, at du ikke når din drøm, så har du givet dig selv de bedste muligheder for en basketballkarriere, et udlandsophold eller lignende, samtidig med du får en række redskaber, som kommer til at hjælpe dig fremover i livet,” siger Chanan Colman.

Selvom Chanan Colman ikke spiller i NBA, fik hans hold sidste år lov at komme på træningstur til USA. Her mødte de Los Angeles Lakers med Kobe Bryant i front – en stor drøm for Chanan og resten af holdet.

”De er stå store og stadigvæk så mobile. Det var meget imponerende, og så har de helt andre omgivelser. Jeg har altid drømt om NBA, så at få lov og møde nogle af de bedste og føle, at jeg kunne være med, var en kæmpe drengedrøm, der gik i opfyldelse,” udtaler Chanan Colman.

Du skal sørge for, at du får noget ud af selvtræningerne

Det kræver mange selvtræningstimer i hallen, hvis du gerne vil blive rigtig god. Men det kræver ikke bare selvtræning – du skal også få det maksimale ud af timerne.

”Det er vigtigt at få en masse ud af timerne i hallen. En måde at sikre det på er, hvis du kan finde en i klubben, som du føler kan guide dig. Find en at sparre med, træne 1-on-1 med, fordi det er tit, at andre kan få noget ud af dig. Så find nogen du ser op til, og sug alt du kan fra dem, og så lav en plan, som du kan gå efter,” fortæller Chanan Colman.

For Chanan Colman har basket betydet rigtig meget i hans liv  også selvom det giver visse udfordringer.

”Sporten bliver en kæmpe del af din identitet og din personlighed. Hvert år vælger jeg at tage væk fra venner og familie i 9-10 måneder, og det er svært, men jeg gør det kun, fordi jeg har en kæmpe kærlighed til sporten, og fordi det giver nogle ’highs’, som man ikke får andre steder,” pointerer Chanan Colman.

Hans overvejelser om at vende tilbage til dansk basket, er dog også til stede.

”Jeg har overvejet i en årrække at tage tilbage til dansk basket – mest fordi mine venner og familie er derhjemme. Hvis der var de samme midler og omgivelser som hernede, var jeg slet ikke i tvivl, men det er der bare ikke. Jeg føler, at jeg har en del gode år i mig endnu, og det kunne være sjovt at spille dem i Danmark foran familie og venner,” slutter Chanan Colman.