Danske baskettrænere lærte af italienske verdensmestre

Der var masser af inspiration at hente, da 14 danske baskettrænere fra 10.-13. maj sammen med DGI Basketball og Danmarks Basketball Forbund var på studietur til Italien for at hente tips og tricks til arbejdet med børnespillere under 12 år.

Italienerne er verdensmestre, når det kommer til at aktivere børn med sjov, udfordrende og lærerig baskettræning. Det betyder, at mere end 160.000 italienske børn under 12 år spiller basketball. Foto: Danmarks Basketball Forbund

Italien har formentlig ikke verdens bedste omdømme i forhold til at skabe faste rammer, bæredygtig struktur og kontrolleret udvikling. Når det kommer til at aktivere børn med at spille basket – i særdeleshed minibasket – er der dog ingen slinger i valsen. Her er italienerne nærmest verdensmestre.

”Mere end 160.000 italienske børn under 12 år spiller minibasket. Det italienske forbund har arbejdet målrettet og videnskabeligt med udviklingen af konceptet, som er baseret på videnskabelig evidens og fagfolk som pædagoger, psykologer, fysiologer med flere. Det kan vi lære meget af,” udtaler Thomas Johansen, breddechef hos Danmarks Basketball Forbund.

Interessant er det, at italienerne ikke har så meget fokus på at gøre børnene til verdens bedste, men snarere at møde børnene, hvor de er i forhold til at give dem oplevelser med basketball og hjælpe dem til at blive verdens bedste mennesker.

Danske baskettrænere skal huske, at det hele ikke skal gå op i tekniktræning

Et af de helt store samtaleemner på turen var italienernes fokus på andre ting end teknik. De er meget mere optagede af, at børnene lærer ting som tid/rum-forståelse (space/time), opmærksomhed (anticipation), (spil)forståelse (cognitive function) og evnen til at tage beslutninger selv (autonomy/decision-making).

”Vi hørte på intet tidspunkt nogle af de italienske trænere råbe ’se op’ eller ’spil Luigi – han er fri’. Det skal spilleren finde ud af og beslutte selv. Efter øvelserne snakkede trænerne med børnene, om hvorfor de havde taget de valg, de gjorde. Det var dog med det formål, at børnene selv reflekterede over bedre løsningsforslag i stedet for at blive dikteret af træneren,” siger Thomas Johansen.

Det betyder selvfølgelig ikke, at vi skal aflyse al tekniktræning i de danske haller, men det er måske mere en påmindelse om, at der også er andre ting, som træneren skal huske at lære børnene. Her bliver basketball et redskab til at skabe et mere reflekteret og motorisk veludviklet menneske, som forhåbentlig kan udvikle sig til at blive den bedste udgave af sig selv.

Italienerne giver deres spillere mange forskelligartede øvelser ved at skabe kaos

Et andet væsentligt punkt i italienernes minibasketkoncept er, at børnene hele tiden skal være i bevægelse under træningen. Her er der ikke noget med lange rækker og ventetider, og kræver øvelsen færre spillere, som giver ventetid, sørger italienerne som minimum altid for, at spillerne laver dribleøvelser.

”Jeg tror, at de italienske trænere mindre bange for kaos. Det er medvirkende til, at spillerne hele tiden bevæger sig, dribler eller skyder – både som led i at styrke deres motoriske færdigheder, men også som et led i hele tiden at have fokus på at kunne orientere sig i kaos, og holde styr på både dribling og hvornår det bliver min tur,” påpeger Thomas Johansen.

Ved at opbygge træningen på denne måde, får børnene rigtig mange skud, driblinger og forsvarsbevægelser i løbet af bare en enkelt træningstime, og det er endda på trods af, at det er aldrig hovedfokus for træningen. Tankevækkende.

Italiensk minibaskettræning er delt op i lige store tredjedele

Italienerne er meget faste i forhold til minibasketkonceptet, men en interessant observation i alle de træninger, som den danske delegation overværede, var, at børnene til trods var meget deltagende, aktive og glade, når de blev trænet efter modellen i konceptet.

Træningen er altid delt op i lige store tredjedele; activation phase (opvarmning), central phase (øvelser med fokus på fx time-space) og final phase (kamplignende øvelser).

I første fase er fokus, at alle børnene bevæger sig. Høj intensitet og simple øvelser, der øges i kompleksitet uden fejlretning eller for mange afbrydelser. For de 5-6-årige var de fleste af øvelserne uden bold og gerne bygget op omkring en historie, fx Find Nemo.

I den centrale fase er der fokus på et tema, som alle øvelser er bygget op omkring. Temaet kan eksempelvis være opmærksomhed (anticipation). De første øvelser er simple, hvorefter kompleksiteten øges gradvist, fx ved at øge antallet af spillere eller opmærksomhedspunkter.

I den sidste tredjedel af træningen sættes spilles i gang med en øvelse, der udvikler sig til en kamplignende situation. Børnene får altid lov til at gøre angrebene færdige med en afslutning, og det forsvarende hold får også altid mulighed for at gennemføre et angreb på den anden kurv.

Dansk-italiensk samarbejde om børnebasket fortsætter

Begejstringen over italienernes arbejde med børnebasket hos de danske trænere var ikke til at tage fejl af, hvorfor DGI Basketball og Danmarks Basketball Forbund arbejder på at oversætte den italienske grundbog i minibasket, så den bliver en fast integreret del af trænerkurserne i dansk basketball.

”Allerede til efteråret arbejder vi på at afholde et eller flere kurser med fokus på at dele viden om de mange, gode og anderledes træningsøvelser til basketballspillere under 12 år. Vi forventer at kunne afholde italienske minibasketøvelser allerede i forbindelse med SuperUddannelsesWeekend til september,” fortæller Thomas Johansen.

Forhåbentligt kan det også lykkes at få nogle af de italienske minibaskettrænere til Danmark for at afholde clinics til vinter eller forår 2019. Det forpligtende samarbejde mellem DGI Basketball, Danmarks Basketball Forbund og det italienske basketballforbund  Federazione Italiana Pallacanestro  med fokus på børn under 12 år fortsætter ufortrødent.