DGI Basketball på tur: Henter inspiration i Slovenien
Fra 12.-14. maj var idrætsledelsen fra DGI Basketball i Slovenien for at hente inspiration fra den europæiske basketballstormagt.
Hvert år tager idrætsledelsen i DGI Basketball på strategitur i udlandet over en weekend. Dels for at arbejde målrettet, intenst og fokuseret med den strategi, som skal sikre en fortsat positiv udvikling af dansk basketball. Dels for at blive inspireret af andre landes måde at arbejde med basketball på.
I år gik turen til Slovenien – et lille land med kun lidt over to millioner indbyggere. Selvom Slovenien ikke fylder meget af størrelse, er de alligevel en europæisk stormagt inden for basketball. Deres landshold for herrer er fast inventar ved EM og VM, og landets store stjerne, Goran Dragic, er en stor faktor i NBA.
Slovenien har cirka 8.000 registrerede basketballspillere (til sammenligning har Danmark knap 13.000 spillere) og basketball er en populær aktivitet i det smukke, grønne og bjergrige land. Landets profil giver derfor gode muligheder for en sammenligning til danske forhold.
Slovenerne arbejder i samme retning som dansk basketball
Første stop på turen var hos Košarkarska zveza Slovenije (Sloveniens Basketball Forbund), hvor idrætsledelsen hørte mere om, hvordan slovenerne arbejder med rekruttering og fastholdelse, men også berørte emner som turnering, uddannelse, træner og klubudvikling.
"Det var virkelig interessant at høre, hvordan en stor basketballnation som Slovenien arbejder med mange af de samme fokusområder, som vi selv gør. Det bekræfter mig i, at vi arbejder i den rigtige retning i Danmark. Der var selvfølgelig også nye input, som vi tager med hjem," udtaler Thomas Johansen, breddechef hos Danmarks Basketball Forbund.
Især i forhold til skolesamarbejder, som slovenerne anser som en af deres helt store rekrutteringssucceser, er der store ligheder. Der er tilsvarende sammenligningsgrundlag i forhold til at integrere basketball gennem idræts- og satellitklubber i lighed med BørneBasketFondens arbejde med børnebasketklubber.
Behov for to idrætsorganisationer i samspil for at løfte idrætten
Idrætsledelsen slog også vejen forbi en U15-pigetræning hos en af de lokale klubber, ŽKD Ježica. Træneren for holdet var Mojca Markovic, som arbejder for sportsorganisationen Športna unija Slovenije (SUS). Dette er en græsrodsidrætsorganisation, der på mange måder kan anses som en pendant til DGI.
"Det var helt formidabelt at høre, hvordan den lokale pigebasketballklub er vokset til 300 medlemmer. Mojca har den dér gnist, som vi også oplever i det danske foreningsliv. Dette fremgik tydeligt både på banen i trænerrollen, men også udenfor banen, hvor det stod klart, at Mojca ikke nødvendigvis var enig i alle forbundets dispositioner. Så fik hun i stedet opbakning fra SUS," fortæller Mads Bojsen, basketballkonsulent hos DGI.
Det bekræftede idrætsledelsen i, at der er behov for mere end 'bare' ét forbund i forhold til at løfte en idrætsgren samt ikke mindst, at en målrettet indsats for at få flere piger i basketball kan og vil lykkes, hvis man søsætter de rigtige initiativer.
Det skal være mere attraktivt at spille basketball for de voksne motionister
Lørdagen blev brugt på at udarbejde et nyt kommissorium for idrætsledelsen i DGI Basketball. Dagen blev også brugt på at klarlægge rammerne for et nyt voksenmotionistprojekt, som idrætsledelsen har søgt og fået bevilliget midler til at gennemføre af DGI's udviklingspulje.
"Voksenmotionister er et område, som vokser i dansk basketball. Derfor ønsker vi at understøtte væksten for netop denne målgruppe, så det bliver endnu mere tilgængeligt at spille basketball," påpeger Mads Bojsen.
Arbejdet for at få flere voksenmotionister i dansk basketball er i øvrigt en direkte afspejling af DGI Basketballs arbejde for at understøtte dansk idræts fælles vision ved navn Bevæg dig for livet.
Idrætsledelsen blev inspireret af slovenernes fokus på trænere
På sidstedagen besøgte idrætsledelsen den meget traditionsrige klub, Union Olimpija. Her oplevede ledelsen på tætteste hold nogle af de forskelle og ligheder, der er på børnebasket mellem de to lande.
"Generelt var der mange ligheder i reglerne og kampafvikling mellem Danmark og Slovenien, men også forskelle som igen giver stof til eftertanke," siger Thomas Johansen.
Efter at have set kampe mødtes idrætsledelsen med en af de ungdomsansvarlige i klubben. Han fortalte om, hvordan Union Olimpija arbejder med rekruttering og fastholdelse, og ikke mindst hvordan klubben målrettet arbejder med trænerudvikling.
"Det var meget inspirerende at høre om dette område, da antallet af trænere også en væsentlig udfordring, som vi arbejder med i de danske basketballklubber. For Union Olimpija er trænerudvikling og et konstant fokus på at gøre egne spillere til nye trænere helt centralt, mens de arbejder målrettet med at gøre de eksisterende trænere endnu bedre," fortæller Mads Bojsen.
Fakta om slovensk basketball
- Slovenien har cirka 8.000 registrerede basketballspillere
- For at blive fuldtidstræner, kræver det som minimum en bachelor i Idræt fra universitetet
- Kommunen i Ljubljana betaler 20.000 euro om året til hver af de 10 trænere i kommunen, som arbejder på fuld tid med basketball, fx som trænere, trænerudviklere og i skoleprojekter
- I Slovenien spiller man Grand Prix-stævner, som vi kender det fra Danmark – man spiller cirka 18 stævner om året (3 kampe pr. stævne) med op- og nedrykning efter 3 stævner
- Sloveniens Basketball Forbund arrangerer hvert år skoleturnering for de tre ældste årgange
- Union Olimpija (og flere andre klubber) har satellitklubber på flere lokale skoler, hvor der bliver trænet lige efter skoletid, som vi kender det fra de danske børnebasketklubber
- Union Olimpija er mere aggressive i deres rekruttering af talenter, end vi kender det fra Danmark – det her helt normalt at prikke særligt høje eller talentfulde spillere, eller tage kontakt til forældrene, for at få dem til klubben