Efteråret byder på et væld af basketballcamps

Med fripladser vil DGI Basketball gøre det muligt for flere børn at tage del i fællesskabet på basketballbanen på efterårets camps.

På basketballcamp udvikles basketfærdigheder såvel som venskaber. Arkivfoto. Foto: Bent Nielsen

Når efteråret trænger sig på, tændes lyset i hallerne og orange basketbolde indtager halgulvet. I år er ingen undtagelse.

Efterårsferien byder i år på mere end 15 forskellige basketcamps landet over, og det glæder basketballkoordinator i DGI Basketball, Lene Jørgensen.

”At tage på en basketballcamp er en god mulighed for at afprøve sportsgrenen, få gode basketminder og mindst lige så vigtigt en god mulighed for at få nye venskaber. Også på tværs af klubber,” forklarer hun.

Basketball er for alle

Netop nye venskaber, fællesskaber og sjov med basketbolden er blandt andet hvad DGI Basketball ønsker at alle børn og unge skal opleve. Derfor tilbyder DGI Basketball og puljen 'Foreningsliv for alle' fripladser, så flere kan få del i gode fællesskaber og minder på og uden for basketballbanen.

”Det er vigtigt, at basketball er for alle. Derfor er vi i DGI Basketball begejstret for at kunne hjælpe med fripladser. Der er ikke et eneste barn, der ikke skal gå til idræt, fordi deres forældre ikke har midlerne,” fortæller basketballkonsulent Mads Bojsen.

I løbet af sommeren har DGI Basketball udbudt i alt 84 fripladser til deltagere på sommerens camps. Med de mange fripladser, har børn i svært stillede familier fået muligheden for at komme på basketcamp.

Efterårsferien er ingen undtagelse, og også her er det muligt at søge om fripladser for unge op til 25 år, hvor økonomisk støtte er en afgørende betingelse for at kunne deltage.

Intet talent skal gå til spilde

For Vivienne Løvendal har fripladser betydet, at hendes søn Julian har haft mulighed for at udfolde sit basket talent til fulde.

”Julian er så glad. Jeres hjælp har betydet ALT, vi har ikke råd til ferie eller noget som helst. Han har talent for basket, det må bare ikke gå til spilde,” siger hun.

Familien Løvendal er derfor begejstret for de fripladser, der udbydes på de forskellige basketballcamps.

En efterårsferie fyldt med basketball

Takket være de mange frivillige og trænere i klubberne er efterårsferien spækket med et væld af forskellige basketcamps landet over, hvor endnu flere børn og unge kan få fyldt rygsækken med basketballtricks, gode minder, og nye venskaber.

Find en oversigt over de kommende basketballcamps i nedenstående tabel, og tilmeld dig.