Italiensk børnebasketball begejstrer til SuperUddannelsesWeekend

Til den netop overståede SuperUddannelsesWeekend havde danske basketballtrænere for første gang mulighed for at stifte bekendtskab med italiensk basketballtræning for børn under 12 år. Der var masser af inspiration at hente.

Thomas Johansen fra Danmarks Basketball Forbund underviser 21 børne- og ungdomstrænere i italiensk minibasket i forbindelse med SuperUddannelsesWeekend 2018. Foto: Danmarks Basketball Forbund

SuperUddannelsesWeekend er en årligt tilbagevendende begivenhed for et stigende antal basketballtrænere rundt i det ganske land. I år havde 21 børne- og ungdomstrænere fundet vej til kurset ’Øvelsesinspiration fra italiensk minibasket’, der blev afholdt i Aarhus.

En af disse trænere var 35-årige Anders Holt Christensen fra Brønderslev Basketball Klub. Trods sin forholdsvis unge alder har han mere eller mindre været hjælpetræner eller træner i klubben on/off i 25 år. I dag har han ansvaret for træningen klubbens af seniorer, U17-holdet og U9-holdet.

”I Brønderslev Basketball Klub har vi altid arbejdet med den traditionelle tilgang med meget fokus på det tekniske i træningen – ballhandling, layups og skud – og lært børnene om reglerne. Derfor er det interessant at blive udsat for italienernes tilgang, som er helt anderledes,” udtaler Anders Holt Christensen.

Børnebasketball på italiensk fokuserer på at skabe gode oplevelser

Kort fortalt har italienernes tilgang til træning i børneårene mere fokus på at give børnene gode oplevelser med spillet, end at udvikle elitespillere på længere sigt. Derfor vægter italienerne i højere grad at træne spilforståelse og orientering på banen i stedet for de traditionelle – og måske lidt mere kedelige – teknikøvelser.

”Det giver rigtig god mening at fokusere mere på spilforståelse og orientering. Jeg kan jo se, at det er noget af det, som vores seniorer har allersværest ved, så det giver god mening at fokusere på det tidligt. Børnene skal jo nok lære at drible og skyde korrekt henad vejen,” fortæller Anders Holt Christensen.

Det skal ikke forstås sådan, at tekniktræningen i den italienske version af børnetræning er pakket væk. Den indarbejdes og repeteres i stedet i mindre skala under dække af forskellige øvelser, hvor børnene samtidig skal kigge op og forholde sig til med- og modspillere. På den måde repeteres øvelserne, uden egentlig at opleve det som repetition eller decideret tekniktræning.

Seniorspillere kan også have gavn af italienernes børnebasketøvelser

Anders Holt Christensen er ikke i tvivl om, at han kommer til at gribe træningen helt anderledes an på hans U9-hold den kommende sæson. Han har stort set haft den samme base af spillere de sidste to sæsoner, så de er også modne til at prøve noget andet.

”Jeg vil dedikere mig til konceptet fuldstændig, og jeg overvejer faktisk også, om jeg skal tage elementer af det med ind i min træning for seniorerne og U17-holdet, så de kan få en endnu bedre spilforståelse. Mange af øvelserne kan sagtens bruges på ældre spillere, hvor man kan sætte flere ord på,” siger Anders Holt Christensen.

Tanken om at inkludere børnebasket på italiensk til SuperUddannelsesWeekend opstod i forbindelse med, at DGI Basketball og Danmarks Basketball Forbund var på studietur til Italien tidligere på året, hvor italienerne imponerede den danske delegation med deres knowhow og resultater med at aktivere mange børn og unge med basketball.

Kort om SuperUddannelsesWeekend

  • SuperUddannelsesWeekend (også kendt som SUW) arrangeres i fællesskab af DGI Basketball og Danmarks Basketball Forbund, og finder sted første weekend i september
  • Formålet med weekenden er at samle en lang række kurser og uddannelser for trænere og dommere – nye som rutinerede – op til sæsonstart, så de er klædt på til den kommende sæson
  • SuperUddannelsesWeekend fandt sted 1.-2. september 2018 med et rekordhøjt antal deltagere  208 trænere og dommere fra hele landet var med
  • Uddannelse af trænere og dommere er vigtigt for at få flere til at spille basketball og motivere dem, der allerede spiller, til at fortsætte