Nakskov 49ers får drengene væk fra gaden og ind i hallen
Hvad gør man, når man ikke har et sted at spille basket? Man starter sin egen forening. På ti måneder har ny basketklub drevet af unge under 18 fået over 40 medlemmer.
Rapmusikken fra højtaleren i hal 2 i Nakskov Idrætscenter kan knap høres mellem de dumpe bank fra basketboldene, der bliver slået i gulvet. 15 store teenagedrenge dribler først stille og roligt over halgulvet med boldene foran sig, inden de afslutter opvarmningen med flere spurter.
Der er fuld fart på aftenens træning i Nakskov 49ers, og det afspejler meget godt den udvikling, klubben har gennemgået på kun et år. Fra nystartet forening til i dag 40 medlemmer, hvoraf næsten alle – inklusiv bestyrelsen – er under 18 år.
Det hele startede i en stille biologitime i januar 2023 på Nakskov Gymnasium og HF, hvor dengang 16-årige Anes Halilovic og hans HF-klassekammerater egentlig skulle koncentrere sig om deres gruppearbejde. I stedet udveksler de beskeder med hinanden. Flere af dem har leget med tanken om at starte deres egen basketballklub. Noget Nakskov ikke har haft i flere år. Men det var blevet ved tanken. Ind til denne dag.
"Drengene havde flere gange joket med at starte deres egen klub, men de var aldrig kommet videre. Den dag kom vi til at tale om det igen, for de andre var trætte af, at de ikke havde et sted, de kunne spille. Der var koldt og mørkt uden for, så det var ikke så fedt at spille udendørs på det tidspunkt. Så vi blev enige om at give det et forsøg. Vi skrev lidt på Messenger og Snapchat til vores venner, og hurtigt var vi ti, som gerne ville være med til at stable en klub på benene," fortæller Anes Halilovic.
Basket mellem blokkene
Interessen for basketball stammer fra gymnasievennernes opvækst i Riddersborgparken, et alment boligområde i Nakskov som for godt ti år siden blev revet ned og gennemgik en omfattende renoveringsproces. I dag hedder området Søhusene og rummer mere end 100 rækkehuse, men basketinteressen er hængt ved.
"Der var ingen klub i Nakskov. Hvis man ville spille basket, skulle man til Attila i Nykøbing Falster, og det tager godt en time med offentlig transport. Jeg trænede med derinde et par gange, men det var umuligt at få til at passe ind i hverdagene, for de havde også sene træningstider," siger Nihad Osmanovic lettere forpustet mellem et stop i en af træningsøvelserne.
Nihad Osmanovic (med bolden) forsøgte at spille basket i Nykøbing Falster, men de sene træningstider var svære at få til at passe med offentlig transport. Foto: Bo Nymann.
Ti dage efter Messenger-beskederne i biologitimen sad ti teenagedrenge sammen til klubbens stiftende generalforsamling i cafeteriaet i Nakskov Idrætscenter. Det var 31. januar 2023. Nakskov 49ers var født, med Anes Halilovic som formand og Nihad Osmanovic som næstformand. De fleste basketklubber har engelsk-klingende navne – Bakken Bears, Svendborg Rabbits som eksempel – så det skulle drengenes klub også have. Og hvad mere passende end ’49ers’, når nu man bor i 4900 Nakskov.
At Anes Halilovic fik formandsposten var ikke nogen tilfældighed. Han var den eneste af kammeraterne, der havde erfaring med foreningsarbejde. Han var elevrådsformand på sin folkeskole og har tidligere siddet i bestyrelsen for Dansk-Bosnisk Kulturforening, og så er han politisk aktiv.
"Jeg vidste lidt om, hvordan foreninger fungerer, hvordan man sætter en bestyrelse sammen, at der skal være nogle vedtægter og så videre. Så det var ret naturligt, at jeg påtog mig formandsposten. Jeg kiggede lidt på DGIs vedtægtsgenerator, og så fik vi faktisk hurtigt det formelle på plads," siger han.
Anes Halilovic var den eneste af drengene med foreningserfaring - derfor var det naturligt, at han fik formandsrollen. Foto: Bo Nymann.
Træningstider en udfordring
Den første nød, der skulle knækkes, var at skaffe haltid i Nakskov Idrætscenter. Det var svært at få ledige tider midt i sæsonen.
"Nakskov er jo en håndboldby, så vi måtte kæmpe lidt for det,” siger Anes Halilovic med et smil.
Han kunne dog trække på sit netværk, for han har arbejdet i idrætscentrets cafeteria og kender halinspektøren. Via ham fik drengene i løbet af foråret skaffet nogle træningstider.
I efteråret 2023 har klubben træning tirsdage 19-20.30, fredage 18-19.30 og lørdage 12.30-15. Men især lørdagstræningen har været svær at gennemføre, fordi mange medlemmer tit har planer med familien, ungdomsarbejde eller andre pligter.
"Vi vil gerne have træningstider i hverdagene og helst ikke for sent på aftenen. Ellers har vi svært ved at få børn og de helt unge drenge med," siger Anes Halilovic.
Ikke vant til foreningslivet
Klubben har aktuelt lidt over 40 medlemmer – heraf er godt 15-17 stykker på klubbens U18-drengehold, mens godt 25 er på U14-holdet. Men der er potentiale til mange flere, mener formanden.
"Hvis vi kan få alle basketinteresserede i vores netværk med over i klubben, så kan vi sagtens få over 60, måske 70 medlemmer. Og det er bare folk på vores egen alder. Så har vi de voksne, lidt ældre spillere fra 30 og opad, der også har vist interesse for os, men som vi ikke rigtig har et tilbud til i dag. Det kunne være fedt at stable noget på benene for den gruppe også," siger Anes Halilovic.
Mange af Nakskov 49ers medlemmer har ikke været en del af foreningslivet før og skulle vænne sig til en fast træningsstruktur. Foto: Bo Nymann.
Enkelte medlemmer er også sivet ud af klubben eller balancerer på kanten af fællesskabet.
"Flere har haft svært ved at vænne sig til en fast træningsstruktur, hvor man skal møde op til træning hver tirsdag og fredag. Når vi spillede streetbasket, var det meget løst organiseret. Man kom bare og var med, hvis man havde tid og lyst. Her prøver vi at få lidt mere struktur på," siger Anes Halilovic.
Mange af Nakskov 49ers medlemmer har heller ikke været en del af foreningslivet før, fortæller han.
"Der har ikke været en basketklub i Nakskov i flere år. Så de har ikke haft et sted at gå hen. Og deres forældre er måske ikke nogen, der har insisteret på, at de skulle gå til fodbold eller håndbold. Så de kender ikke rigtig til foreningslivet. Det er vi ved at lære dem nu. Og vi er også selv ved at lære, hvordan man er en rigtig forening."
Fokus på holdånd og fællesskab
Én af de ting, klubben prioriterer højt, er et lavt kontingent. Aktuelt koster det 400 kr. for et halvt års medlemskab. Ligesom det er muligt at betale kontingentet over flere rater.
”Vi undersøgte, hvad andre basketklubber tager i kontingent. Det laveste, vi kunne finde, var 500 kr. for en halvsæson, og det ville vi matche. Vi vil gerne favne flest mulige i vores klub, og der skal kontingentet ikke være en barriere,” siger Anes Halilovic.
Det første leveår har klubben også haft stor fokus på at skabe et godt fællesskab på tværs af de to hold.
"Mange har ikke været i en forening før. Det er heller ikke alle, der kender hinanden i klubben. Så vi skal først have skabt den der fællesskabsfølelse, en holdånd. Det har vi prioriteret at skabe bl.a. med de fælles lørdagstræninger og arrangementer. Vi forsøger også at stable en træningslejr på benene," siger Anes Halilovic.
Det er en stor udfordring for klubben at skaffe trænere, særligt til de yngste. Derfor varetager de ældste drenge pt. træningen for de yngste. Foto: Bo Nymann.
Aktuelt er udfordringen at skaffe en træner til klubbens yngste hold. Baskettrænere hænger ikke på træerne på Lolland, forklarer formanden, så sammen med næstformand Nihad Osmanovic og en tredjemand fungerer han som træner på U14-holdet.
"Jeg kendte faktisk ikke så meget til basket, inden vi startede klubben. Så jeg har brugt DGI’s Trænerguide rigtig meget i starten til at finde øvelser og sætte en træning sammen."
Men hvis du egentlig ikke selv gik så meget op i basket før, hvorfor ville du så være med til at hjælpe med at stable klubben på benene?
"For mig handler det meget om processen i at skabe noget for hele gruppen, for alle vores venner og kammerater. Det synes jeg er fedt. Jo flere vi kan trække ned i hallen, jo flere får vi væk fra gaden, så de ikke laver ballade."