Rekordmange basketcamps i sommeren 2020
Takket være den store indsats fra flittige frivillige og foreninger har der i år været afholdt det største antal basketballcamps landet over nogensinde.
Tæt på sommerferien gav regeringen bolden op til foreninger og klubber i hele landet, der fik grønt lys til at afholde sommerferieaktiviteter og igen tage haller og centre i brug. Siden da har klubber, trænere og frivillige været i gang med at stable sommerens basketcamps på benene.
I løbet af ferien er i alt 45 camps blevet afviklet og over 1800 børn har deltaget på landsplan. Sammenlignet med 2019, har der været 300 flere deltagende børn i år.
For basketball og idrætskonsulent i Storkøbenhavn, Mads Bojsen, har sommerens store campaktivitet skabt forundring.
”Jeg er dybt imponeret over, at klubber og foreninger landet over med så kort varsel har kunne stable så mange camps i så høj kvalitet på benene. At så mange børn har benyttet sig af sommerens tilbud, det er jo helt fantastisk,” fortæller han.
Desuden er der i år dukket flere områder op på basketball-landkortet. Steder, der ikke tidligere har udbudt camps, har i år fået camps op at køre. Det gælder blandt andet for Roskilde samt flere steder på Fyn.
En win-win-situation
Nationalt spiller omkring 9000 danske børn og unge basketball - og at 1800 har været på camp denne sommer er stort, mener Mads Bojsen. For mange af de deltagende børn har det været første gang, de har grebet basketbolden, og det er en sejr for basketball som sport i Danmark.
”Det er godt for begge parter, når vi arrangerer camps i fællesskab - en win-win-situation. Klubberne får en masse administrativ hjælp samt hjælp til at udbrede kendskabet til campen, og DGI Basketball er med til at få en masse børn i gang med at spille basket,” uddyber Mads Bojsen.
Hos foreningerne har de afholdte camps båret frugt. Mange børn og unge har efterfølgende meldt sig ind i foreninger og klubber landet over og er i den grad kommet i gang med basketball.
Bedre teknik og nye venskaber
For børnene kan disse camps meget mere end bare en almindelig baskettræning. Her får de unikke muligheder for at blive trænet af dygtige og kompetente trænere samt forbedre deres teknikker.
”På det hold jeg normalt spiller på, er der kun én træner. Her på campen er der flere, så man føler, de bedre kan kigge efter småfejl som ”du laver skridt der” eller ”du skal lige sætte højre fod først”,” fortæller Mikkel på 14 år, der var på MJ Camp i Åbyhøj i Aarhus. Her var landsholdsspilleren Maria Jespersen en del af trænerteamet. På campen har børnene desuden lært nye løbe- og hoppeteknikker.
Udover at kunne fordybe sig i basket, får børnene gode muligheder for at få nye venner. Mange børn, som kommer, kender kun et par stykker, og derfor kan nye venskaber hurtigt blomstre op.
”Det er nyt for mig, at komme på denne her camp, hvor der ikke er så mange man kender. Men det er også rart, for så lærer man en masse nye at kende, og det er vildt hyggeligt,” siger Laura på 14 år, der også var på MJ Campen.
Det er ikke slut for i år. I efterårsferien afholdes flere camps landet over. Find en camp nær dig her.