Rekordmange deltog under årets SUW

Med formålet at udvikle bedre trænere og dommere til dansk basketball, blev adskillige basketballkurser vanen tro afholdt i første weekend i september.

Arkivfoto: Dygtigere trænere og dommere er vigtige inden for basketball Foto: Kian Mejdal

Rekordmange kursister deltog på årets SuperUddannelsesWeekend, som blev afholdt første weekend i september. Imponerede 283 deltagere fordelt på 24 kurser sætter en tyk streg under, at basketball er i en rivende udvikling.

Basketball-udøverne fortjener det bedste

På de mange SUW-kurser, der arrangeres i samarbejde mellem DGI Basketball og Danmarks Basketball Forbund – DBBF og de lokale basketballklubber, har trænere, ledere og dommere inden for basketball fået muligheden for at videreuddanne sig indenfor basketball, fortæller Mads Bojsen, der er basketballkonsulent hos DGI.

Ifølge Mads Bojsen er det vigtigt for basketball i Danmark, at der er gode samt kompetente trænere ude i klubberne og dommere til kampene. Ikke mindst for de yngste, indskyder han, hvor trænerne i klubberne ofte er det første møde børnene og de unge gør sig med sporten:

”De vigtigste trænere er i mine øjne dem, der træner de yngste, og dem der først lige er startet til basketball. De har ansvaret for at give børnene nogle trygge rammer og en god start på mødet med basketballen, hvilket er altafgørende for deres fortsatte deltagelse i sporten. Dette kan kurserne blandt andet bidrage til,” fortæller Mads Bojsen.

Stigende interesse blandt både klubber og enkeltpersoner

Mads Bojsen glæder sig over, at SUW endnu engang har slået nye rekorder. Her roser både klubberne og de frivillige for at have fået øjnene op for, hvor vigtigt det er hele tiden at udvikle sine ledelses- og trænerkompetencer indenfor basketball:

”Det er udelukkende frivillige, som deltager på de mange kurser. De deltager, fordi de brænder så inderligt for dét, de laver, og fordi de ønsker at gøre en forskel ude i klubberne. De bidrager med et godt hjerte.”

Mads Bojsen

Netværk og læring på programmet

SUW har i år budt på et væld af tilbud for de interesserede, hvor kursisterne i år blandt andet har haft mulighed for at møde den tidligere herrelandsholdstræner og nuværende cheftræner i Horsens, Erez Bittermann. Det har også været muligt at lade sig inspirere af et særligt italiensk børnetræner-kursus i Hvidovre.

”Vi er hele tiden opmærksomme på at tilbyde nye, spændende og lærerige kurser inden for basketball. Vi afholder derfor hele året rundt mange træner- og dommerkurser over hele landet i samarbejde med DBBF. Det er ikke kun under SuperUddannelsesWeekenden, at vi tilbyder kurser og uddannelser,” fortæller Mads Bojsen, der opfordrer til, at interesserede jævnligt holder øje med tilbuddene på blandt andre DGI´s hjemmeside.

Foruden undervisningen på selve kurserne, oplever Mads Bojsen, at mange kursister finder værdi i det udvidede netværk, som de får som følge af kurserne. Her er deltagerne gode til at finde inspiration og sparring i hinanden, fortæller han, hvor flere har hjulpet hinanden med alt fra arrangering af træningskampe til udveksling af erfaringer med specifikke problemstillinger og træningsøvelser ude i klubberne.

”Kurserne bidrager med andre ord bredt til udviklingen af basketball i Danmark, hvor vi allerede nu ser frem til kommende kurser - og ikke mindst næste års SUW den 2.-4. september 2022,” afslutter Mads Bojsen.