Tidligere landsholdsanfører i basketball giver tilbage i aarhusiansk breddeklub

Nicolai Iversen har netop stoppet en lang og glorværdig karriere efter 20 sæsoner på højeste niveau. Nu skal han være cheftræner i breddeklubben Lystrup Lions ved Aarhus. Hans målsætning er at give tilbage til nutidens børne- og ungdomsspillere.

Nicolai Iversen har allerede stiftet bekendtskab med træningen hos Lystrup Lions i forbindelse med en clinic for klubbens trænere. Foto: Anne-Sophie Lynggaard

Knap havde 38-årige Nicolai Iversen lagt karrieren og anførerbindet på hylden hos guldholdet, Bakken Bears, før han blev præsenteret som ny cheftræner hos Lystrup Lions. Her bliver hverdagen med europæisk basket og DM-finaler skiftet ud med træning af breddespillere – især med vægt på klubbens børne- og ungdomshold.

”Jeg vil gerne give noget tilbage til sporten. Dengang jeg var barn, var der også nogen, der gav mig en masse, så for mig giver det god mening at involvere mig i breddearbejdet. Forhåbentlig kan jeg være med til at påvirke rigtig mange mennesker på en positiv måde,” udtaler Nicolai Iversen.

Det er dog langt fra første gang, at den tidligere landsholdsanfører står overfor at skulle træne børn og unge. Han har været meget involveret i arbejdet med at skabe Bakken Bears Camp, som efterhånden er en af landets største, og var også inde omkring Svendborg Shooting Camp, da han spillede hos Svendborg Rabbits.

3 gode råd til basketballtrænere fra Nicolai Iversen

  1. Det er vigtigt at vide, hvorfor du er træner. Gør det så godt, du kan – uanset dine evner – og gør det for fællesskabets skyld. Det er meget svært at være træner i en breddeklub for din egen skyld.
  2. Fokusér altid på at forstærke de gode ting hos spillerne og på holdet. Hvis du forstærker positiv adfærd eller positive handlinger, giver du mulighed for at spilleren eller holdet kan vokse.
  3. Vær en god rollemodel og deltag så aktivt som muligt i træningen. Hvis spillerne skal løbe eller hoppe, så vær med, hvis det giver mening og vis, at du selv har nogle egenfærdigheder. Det klæder en træner at have mentalt og fysisk knowhow.

Vigtigst at udvikle børn og unge i en positiv retning

I sit nye erhverv ønsker Nicolai Iversen først og fremmest at skabe en masse fede oplevelser med basketball for medlemmerne hos Lystrup Lions. På længere sigt skal flere børn og unge gerne starte i klubben. Det hele går imidlertid ikke op i basketball.

”For mig er det mest vigtigt, at vi er med til at forme og udvikle vores børn og unge i en positiv retning. Man lærer ikke at være et godt menneske af at spille på landsholdet. Det lærer man gennem opvæksten, når man er en del af et positivt miljø og et aktivt fællesskab,” fortæller Nicolai Iversen.

Han er helt bevidst i forhold til, at han kan bruge sin status som mangeårig udenlandsprofessionel, landsholdsspiller og DM-vinder til at præge børn og unge i en positiv retning. Det giver dem en gulerod at se, at det kan lade sig gøre at blive til noget, hvis man øver sig nok og søger den rette vejledning, mener han.

Man vokser hurtigere som spiller, hvis man spiller i en klub

Derfor håber han også, at medlemsvæksten blandt børn og unge i dansk basketball fortsætter med pil opad, så endnu flere starter med at spiller i en klub. Det er fint at spille uorganiseret på gaden, men det giver en helt anden dimension at træne fast på et hold.

”Man vokser simpelthen hurtigere som spiller, hvis man spiller i en klub. Træneren byder ind med noget know-how og nogle værktøjer, så udviklingen sker hurtigere, end hvad man selv skulle finde ud af det, og så lærer man også noget af at spille mod andre, der er ældre eller yngre. Det er en god rejse,” påpeger Nicolai Iversen.

I første omgang kan medlemmerne – nuværende som kommende – hos Lystrup Lions se frem til en spændende rejse med den tidligere landsholdsanfører, der har flere idéer til, hvordan basketball kan bredes ud til endnu flere – alt fra basketball for børn og unge i udsatte boligområder til en basketballversion af Lykkeliga.

Kort om Nicolai Iversen

Nicolai Iversen startede sin basketballkarriere hos HEI Basketball, før han skiftede til Aabyhøj Basketball. Herefter gik turen til hold i USA, Tyskland, Ungarn, Schweiz og Spanien.

I Danmark har Nicolai Iversen spillet for Bakken Bears over tre omgange. Han nåede at spille 443 kampe og score 4.322 point for klubben. Han er dermed den Bears-spiller, der har spillet tredje flest kampe og scoret næstflest point i Bears-trøjen.

Tidligere i karrieren har han været anfører på det danske herrelandshold i basketball, ligesom han også har spillet en enkelt sæson hos Svendborg Rabbits.

Nicolai Iversen har vundet vundet otte DM-titler og er blevet pokalmester fire gange.