Derfor bliver du træt, når du træner

Træthed er et sundhedstegn, selvom det måske ikke altid føles sådan. Få de vigtigste forklaringer her.

Kroppen er en imponerende størrelse – og rigtig meget spiller sammen. Derfor er der også mange årsager til træthed, og forskerne har endnu ikke afdækket dem alle.

Når du bliver træt, kan det skyldes noget ydre som varme og kulde. Du er måske tørstig og sulten. Det kan handle om din motivation. Men det er også en helt naturlig reaktion på den belastning, som du udsætter kroppen for.

Tre ting du skal vide om træthed

  1. Det er ikke farligt. Træthed er en vigtig og helt naturlig beskyttelsesmekanisme.
  2. Du skal presse dig selv til en vis grænse, for så kommer du i bedre form.
  3. Du behøver ikke indtage sukker, når du træner mindre end halvanden time i træk.

Kroppen er smart

Når du træner, kvitterer kroppen ved at flytte din grænse for, hvornår du bliver træt næste gang.

”Man kan faktisk sige, at træning handler om at blive træt. Du stresser dit system på en positiv måde ved at træne, og kroppen reagerer ved at forbedre sig, så den ikke bliver stresset af den træningsmængde næste gang,” fortæller Niels Ørtenblad professor, ph.d. på Institut for Idræt og Biomekanik på Syddansk Universitet.

For at undgå skader

Det giver rigtig god mening, at du bliver træt.

”Hvis du undrer dig over, at du ikke kan blive ved og ved med for eksempel at cykle eller løbe, så er det for at undgå at gøre skade på kroppen. Vi har en stopklods, inden vi kører helt tør. For hvis vi kører helt tør, så dør cellerne,” siger Niels Ørtenblad.

”Man kan godt opleve, at man efter træning får sådan en fornemmelse af influenza. Men man skal altså ikke være bange for at presse dig selv, når man træner. Det er under normale omstændigheder ikke farligt eller usundt. Man må gerne føle en vis træthed og så stadig arbejde videre.”

Det sker i dine muskler

  1. Dine muskler bliver tømt for energi, ligesom bilen, der løber tør for benzin. Dine muskler har et lager af fedt og kulhydrat (glykogen/sukker). Fedt har du uendelig meget af – også selvom du er tynd. Men dit lager af kulhydrat i musklerne kan blive tømt. Det er ikke farligt, for kroppen skal nok sige stop. Det sker sjældent, før du har trænet mere end halvanden time.
  2. Når du træner, så aktiveres dine muskler med signalstoffet calcium. Når det bliver sat fri i musklen, så er det en besked om, at musklen skal trække sig sammen f.eks. i en styrkeøvelse eller en løbebevægelse. Når det fjernes igen, så slapper musklen af. Når du træner og bliver træt, så skyldes det, at reguleringen af calcium i musklen bliver sløvet.
  3. Der sker en ophobning af mælkesyre i musklerne, når du træner intensivt. Det er et tegn på træthed, fordi niveauet af mælkesyre stiger, mens du træner. Men det er ikke, som man tidligere mente, mælkesyren, der gør dig træt. Det er stadig korrekt at sige, at man syrer til, men det er ikke det, der gør dig træt.

God træning!