Er du opmærksom på belægningen på dit bordtennisbat?

Alle bordtennisspillere har et bordtennisbat. Som regel et dyrt et. Men vidste du, at det ikke er tilfældigt, hvilken belægning du vælger?

Rigtig mange bordtennisspillere går op i deres bordtennisbat og det kan lynhurtigt blive meget nørdet, når man dykker ned i battets univers. For det er et kæmpe univers, men de færreste kan finde hoved og hale i, hvordan det hele hænger sammen.

Giang Trung er uddannet ingeniør og har derigennem lært om sammensætningen af forskellige materialer. Derudover har han en stor interesse for bordtennisbat, og så er han administrator på den internationale hjemmeside, TableTennisDaily, hvor han anmelder de nyeste bat og giver gode råd til spillere fra hele verden.

Sammen med ham prøver vi her at give et lille indblik i og ikke mindst overblik over belægninger på et bordtennisbat.

Knopperne vender indad eller udad

En belægning kan enten vende med knopperne indad eller udad, men det er mest normalt, at de vender indad. Det er dét, man kalder for backside. En backside-belægning består af et overgummi og en svamp indenunder.

Så er der de belægninger, hvor knopperne vender udad. Det kaldes bare for knopper. En knopspiller er oftest en mere defensivt orienteret bordtennisspiller. Knopperne kan både være korte og lange og med eller uden svamp indenunder.

Der er et helt univers af forskellige knopper, og de kan fås i næsten alle længder og i forskellige diametre. Alle med hver sin egenskab.

Udøverens evner spiller ind

Svampen kan både variere i tykkelse og hårdhed. Når man køber en belægning, vælger man typisk, hvor tyk den skal være. 

"De tykke svampe er oftest hurtigere, end de tynde er. Svampene kan også fås i forskellige hårdheder, hvor de hårde svampe også gør bordtennisbattet hurtigere," siger Giang Trung.

På overgummiet skelner man på, hvorvidt belægningen er klistret eller ej, og hvor meget skru der er i.

"Skru er en svær størrelse. Det er svært at sætte tal på, hvor meget skru der er i en belægning, da det også afhænger af, hvor god spilleren er til at generere skru. Skruen kommer jo fra en bevægelse, men friktionen i gummiet og en kombination af battræet og belægningernes hårdhed har også noget at sige," udtaler Giang Trung.

Kontakttid med bolden er afgørende

Går man ned i detaljen, snakker man om kontakttid med bolden. Den tid man har kontakt med bolden, er også den tid, man kan generere skru.

"Det vil sige, at hvis man har et blødt battræ og bløde belægninger, så vil bolden synke længere ind, når man rammer den. Det er lidt ligesom, når man hopper på en blød madras. Så synker man også længere ned, end hvis den er hård. Er den derimod hård, vil man hurtigere springe op igen uden så meget kontakttid," fortsætter han.

Giang Trung mener imidlertid, at man bliver nødt til at se hårdheden af battet som en helhed mellem battræet og belægningen.

Det handler om den føling, man har med battet, og hvad man søger af egenskaber. Der findes ikke nogen grundregel for, hvad der passer sammen.

Giang Trung

Tænk over katapulteffekten

Belægninger fra Kina som for eksempel mærkerne DHS og Friendship er oftest klistret og hårde. De mere traditionelle europæiske belægninger, fx Butterflys Tenergy, har en mere ru overflade med en svamp, der kan give det, man kalder katapulteffekt.

"Hvis man er let øvet, skal man måske have en lidt tyndere svamp uden en katapulteffekt. Vil man undgå katapulteffekten, kan man gå efter en lidt hårdere belægning. Det kunne være en Kina-belægning, Andro Duro eller en af de lidt ældre belægninger som Butterflys Sriver, og så bør man vælge dem med en lidt tyndere svamp. Måske 1,7 mm eller 1,9 mm," foreslår Giang Trung.

Er man derimod en mere øvet spiller, er det meget individuelt, hvilke belægninger man foretrækker.

"Valget af belægning hænger meget sammen med, hvad man kan lide, og hvilken spillestil man har. Butterfly har ramt en bestemt føling med deres Tenergy-serie, hvor de er gået efter en god katapulteffekt. Tibhar er også ved at ramme plet med deres Evolution-belægninger. Donic er også ved at komme frem med deres Bluefire og Stiga med deres Genesis. Men det er stadigvæk Butterfly, som er de mest populære," siger Giang Trung.

Der er ingen grundregel for, hvad der passer sammen

Og lige som man troede, at man var ved at have overblik, fortæller Giang Trung, at der også er forskel på, hvilke battræ og belægninger der passer sammen.

"Der er meget forskellige meninger om, hvad der passer sammen. Det handler om den føling, man har med battet, og hvad man søger af egenskaber. Der findes ikke nogen grundregel for, hvad der passer sammen," påpeger han.

Blandt andet har kombinationen af ens belægninger og battræ tilsammen betydning for ens boldbane, men belægningen har den største indflydelse. Boldbanen er den bane, som bolden får, når man skyder til bolden. Jo mere skru der er i belægningen, jo højere boldbane vil man få.

"Spiller man tæt inde ved bordet, vil man nok gerne have en boldbane, der er mere kurvet, så man lettere kan skyde over nettet, hvorimod man gerne vil have en lidt fladere boldkurve, hvis man spiller længere væk fra bordet," fortæller Giang Trung.

Det er en god idé at prøve sig frem

Hvis du gerne vil have mere hjælp til at finde ud af, hvilket bat du skal have, kan du enten ringe eller tage ind forbi Danmarks største bordtennisbutik, Bordtennisexperterne, som ligger i Aarhus.

Her kan man prøve mange forskellige bordtennisbat, men man kan også komme langt ved at prøve sine klubkammeraters bat til en træning hjemme i klubben. Det kan være både sjovt og lærerigt i sig selv at skifte for en kort bemærkning.