Få flere internationale medlemmer i din forening
Bordtennisklubben Sisu/MBK i Aarhus kan noget særligt i forhold til at tiltrække og fastholde internationale medlemmer. Faktisk har cirka 30 ud af de omkring 260 medlemmer en anden baggrund end dansk.
’Hello’, ’Alles gut’ og ’Alo’. Sådan lyder det ofte i bordtennisklubben Sisu/MBK midt i Aarhus. Klubben har nemlig ekstraordinært mange internationale medlemmer, som gennem klubben bliver introduceret til det danske foreningsliv, men som også sætter deres præg på træninger og aktiviteter.
Klubben har ikke en klokkeklar opskrift på successen, men de har et råd til dig, som gerne vil have flere internationale medlemmer i din forening. Det kan du høre i videoen ovenover.
De seneste fem år har Sisu/MBK oplevet en medlemsfremgang på omkring 100 medlemmer, og af de nu cirka 260 medlemmer er 10-15 procent internationale.
I bordtennis er sproget ikke en hindring
Trænerne arbejder med de internationale, som de gør med de øvrige medlemmer, men de er opmærksomme på at gennemgå træningen både på dansk og engelsk, så alle kan følge med.
”Både trænere og ledere i klubben tager sig god tid til at lære de internationale lidt at kende og give dem en god oplevelse med træningen i en dansk klub,” siger Kasper Friis, tidligere seniorformand i Sisu/MBK.
Og det bliver bakket op af de internationale spillere i klubben.
”Klubben gør det nemmere for mig at blive integreret i det danske samfund, for her handler det om bordtennis, smash og topspin. Mit sprog og min kultur er ikke en barriere. Jeg har hørt folk skifte til engelsk og endda til tysk, når det var nødvendigt for mig,” fortæller Ann-Kristin Kölln fra Tyskland.
Arrangementer i Sisu/MBK gavner medlemstallet
Flere af de internationale medlemmer har fundet klubben online eller gennem venner og kollegaer, men Sisu/MBK er også proaktive og selv ude at hverve nye medlemmer.
De laver blandt andet bordtennisarrangementer på Dokk1, hvor der i forvejen kommer mange internationale forbi, og forskellige klubdage hvor man kan komme forbi klubbens lokaler og prøve spillet og atmosfæren af.
”Nogle kommer blot for at skyde bolde over nettet og have en hyggelig dag, men vores erfaring er, at der også er nogle, som rent faktisk bliver hængende og som bliver medlemmer hos os,” forklarer Kasper Friis.