Fantastisk nyhed: Bordtennis må nu spilles under særlige vilkår

DGI, DIF og Firmaidrætten har udstukket retningslinjer for åbning af al idræt, og det betyder, at der kan spilles bordtennis igen.

Nu må der endelig spilles bordtennis indendørs igen efter en lang coronapause. Foto: Kristian Vindal Jørgensen

Det er tre måneder siden, at al indendørs bordtennis blev lukket ned, og det er derfor med stor glæde, at bordtennis igen kan spilles indendørs. 

Retningslinjerne er udarbejdet af DGI, DÌF og Firmaidrætten og tager udgangspunkt i Kulturministeriets ”Retningslinjer for genåbning af idræts- og foreningsliv udendørs og indendørs”.

Forudsætningen for at gå i gang med bordtennis igen er, at I som forening har sikret, at rammerne er på plads, inden aktiviteterne sættes i gang.

For en god ordens skyld gør vi også opmærksom på, at retningslinjerne nedenfor ikke tilsidesætter sundhedsmyndighedernes og Rigspolitiets anvisninger, ligesom øvrig lovgivning er gældende. Vi har alle stadig et fælles ansvar for, at spredningen af coronasmitte fortsat kan holdes under kontrol, og for at vi alle kan dyrke idræt forsvarligt.

Anbefalinger til bordtennis

  • Hvis det er muligt, holdes to meters afstand, mens der spilles bordtennis. Bordtennis med tættere kontakt end to meter kan dog gennemføres, hvis man har stor opmærksomhed på sundhedsmyndighedernes anbefalinger – særligt hygiejne og kontaktsmitte – og i øvrigt følger nedenstående retningslinjer.
  • Minimér andelen af tid med kropskontakt, særligt ansigt-til-ansigt-kontakt. Forudsat at der er ekstra stor opmærksomhed på de øvrige anbefalinger - særligt ved hygiejne og forebyggelse af kontaktsmitte. Se nærmere definitioner nedenfor.
  • Der må bruges fælles bordtennisbolde. Bolde, borde og øvrige kontaktpunkter skal rengøres ofte. Det gælder både før og efter aktivitet samt så hyppigt som muligt under aktiviteten.
  • Det anbefales, at der så vidt muligt benyttes egne bordtennisbat. Hvis dette ikke er muligt, skal der være særskilt opmærksomhed på rengøring af fælles kontaktflader.
  • Det gældende forsamlingsforbud skal altid respekteres (per 8. juni 50 personer). Der må godt være flere end forsamlingsforbuddet til stede på én idrætsfacilitet - dog kun så længe, der er tale om forskellige aktiviteter og grupper, der hver især holder sig inden´for forsamlingsforbuddet.
  • Hvis der er flere grupper til stede i/på den samme idrætsfacilitet, skal man sikre, at der er tilstrækkelig afstand mellem grupperne, så de ikke udgør én samlet gruppe. Anbefalingen er, at der er mindst 2 meter mellem hver bane. Det er muligt at inddele store baner/haller i mindre zoner. Her anvendes kegler, toppe, snor, skillevægge eller anden tydelig markering, der klart afgrænser banen/zonen. Banestørrelser og aktivitetsareal er forskellige i de respektive idrætter, hvorfor forsamlingstætheden kan variere fra idræt til idræt. Forsamlingstætheden må dog ikke komme under 4 kvm pr person.
  • Der må afvikles konkurrence- og turneringsvirksomhed, hvis forsamlingsforbud og de generelle sundhedsmæssige anbefalinger kan efterleves på forsvarlig vis.
  • Ved konkurrence- og turneringsvirksomhed skal de generelle retningslinjer om inddeling i grupper og zoner følges. Der må ikke afvikles enkeltstående stævner, hvor flere personer på samlet mere end det gældende forsamlingsforbud (50 personer) mødes på tværs, da forsamlingsforbuddet således ikke holdes i hævd.
  • Der bør være enten personale eller frivillige til stede under aktiviteterne, der har til opgave at forebygge opbygning af tætte forsamlinger.
  • Der skal være en træner eller frivillig til stede per gruppe, når der er tale om aktiviteter for børn og unge.
  • Deltagerne til aktiviteterne skal straks ved ankomst til idrætsfaciliteten placere sig i den gruppe, som de deltager i under aktiviteten. Grupperne må ikke flettes, og deltagere må ikke skifte mellem forskellige grupper under aktiviteten.
  • Der må gerne arrangeres sociale aktiviteter i forbindelse med de idrætslige aktiviteter, men der skal være skærpet opmærksomhed på, at grupperne fra de idrætslige aktiviteter ikke flettes med hinanden, og at forsamlingsforbuddet og afstandskravene efterleves. Ved sociale aktiviteter bør der være personale eller frivillige til stede, der har til opgave at sikre, at grupperne ikke flettes og at forsamlingsforbuddet og afstandskravene overholdes.
  • Der kan åbnes for bade- og omklædningsfaciliteter samt toiletter, hvis sundhedsmyndighedernes anvisninger til rengøring kan overholdes, og hvis de kan indrettes således, at kødannelse undgås. Endvidere opfordres faciliteter, foreninger og andre aktører til at finde gode lokale løsninger vedrørende rengøring og opsyn med omklædningsrum.
  • Klubhuse og lignende kan holdes åbent. Ved åbning af caféer og kantiner skal der være særlig opmærksomhed på at overholde Sundhedsstyrelsens anbefalinger. Det vil være ejeren af den enkelte facilitet, som konkret beslutter, hvorvidt der tillades adgang til toiletter og klubhuse og eventuelt nærmere retningslinjer herfor.
  • Hyppig og grundig rengøring af fælles kontaktpunkter skal som minimum ske en gang dagligt og oftere ved mange berøringer.

Særlige retningslinjer for sommerskoler, sommeraktiviteter og camps

Sommerskoler, sommeraktiviteter og camps må gerne afvikles, og der vil blive udarbejdet særlige retningslinjer herfor.

Generelle anbefalinger og retningslinjer

Husk at overholde forsamlingsforbuddet – grænsen er aktuelt på 50 personer.

Grundelementerne for forebyggelse af smittespredning, som alle bør efterleve, er i prioriteret rækkefølge:

  • Isolation af personer med symptomer.
  • Hygiejne med fokus på hosteetikette, håndhygiejne og kontaktpunkter.
  • Kontaktreduktion med fokus på afstand, hyppighed, varighed og barrierer.

Hvis man ikke har mulighed for at overholde alle elementerne, så bør de øvrige intensiveres.

  • Vær særlig opmærksom på håndhygiejne – brug håndsprit, hvis der ikke er mulighed for at vaske hænder med vand og sæbe. Der skal altid være vådservietter eller håndsprit (70-85%) tilgængeligt.
  • Host eller nys sker i albuen eller i et papirlommetørklæde.
  • Man skal holde sig hjemme, hvis man har symptomer som feber, hoste eller muskelømhed – og gå straks hjem selv ved milde symptomer.
  • Vær opmærksom på de særlige risikogrupper som defineret af Sundhedsstyrelsen.
  • Der skal sættes informationsplakater op på relevante steder på idrætsanlæggene.
  • Vi opfordrer til, at der lokalt er en god og konstruktiv dialog mellem kommuner, faciliteter og foreninger om en hensigtsmæssig indretning til brugen af idrætsanlæggene.

Links