Landsmesterskaber for ungdom
Ta' med til en weekend med fuld fart på bat, bold og bord, når minipuslinge og juniorspillere er samlet til DGI's landsmesterskaber i bordtennis.
Deltag i en weekend fyldt med sjove oplevelser og masser af fællesskab. Du kan både spille holdturnering, single, double og mixdouble, og alle uanset spillestyrke kan være med.
Holdturneringen spilles efter cup-systemet. Drenge har 3 spillere og piger har 2 spillere.
Doublerækkerne afvikler vi i puljer med 3-4 par, hvorefter der spilles cup.
I singlerækkerne spiller vi efter forskellige systemer:
- Puslinge piger/drenge og yngre piger/drenge spiller hele tiden i forskellige puljer, så alle kommer til at spille mange kampe.
- Drenge/piger samt juniorer spiller single i puljer. De to bedste fra hver pulje går videre til A-slutspillet. Resten går videre til B slutspillet, som spilles først, hvorefter de to bedste spillere herfra overføres til A-slutspillet.
Forbered dig på en weekend med fuld fart på i starten af april.
Vi glæder os til at byde dig velkommen.