57 mænd jager hinanden gennem 65 km natur
Cykelmotionister mikser motion og hygge med naturoplevelser og viden om stederne på en cykeltur rundt på Als via Asserballe, Egens, Mjang og Nygård
Gruset knaser lystigt mod dækkene og snakken går livligt i den lange slange af mænd, der ruller gennem Sønderskoven uden for Sønderborg på deres cykler.
De 57 mænd i senioralderen er netop startet fra universitets- og koncerthuset Alsion i Sønderborg for at cykle 65 km rundt på Als fra morgenens havgus ved Alssund gennem den kølige skov til soloplyste landsbyer som Mjang og Egens.
Et par af mændene tager turen på slidte havelåger med fem gear, mange ruller på citybikes i deres jeans, og nogle få er iklædt tredny cykeltøj og kører på nyere mtb-cykler.
Alle er de mødt op for at opleve naturen og kulturen på Als set fra en saddel.
Peder er med for hyggens skyld
I den store gruppe af cykelmotionister er bl.a. Peder Stærk fra Herning.
Sammen med et par andre deltagere kørte han fra Herning klokken syv for at være klar til start i Sønderborg klokken 9.
"Vi har en arbejdskollega, der har lokket os med for tredje år i træk. Men jeg er med for hyggens skyld, jeg er ikke i form," ler han.
Peder Stærk pumpede først luft i sin cykel aftenen inden, men han glæder sig til turen på de 65 km Als rundt.
"Jeg får jo snakket med nogle andre mennesker, og så er turen tilrettelagt fint for sådan nogle halvtykke mænd som mig," smiler han.
Den her cykeltur bliver det ikke sidste gang, jeg er med på de her ture
Karl Tolstrup fra Randbøldal
Turen inspirerer Karl til at opsøge egnshistorier
På en ældre, sort cykel aser Karl Tostrup fra Randbøldal afsted i modvinden på cykelstien i åbent land.
Kæden springer af tre gange, men lige så hurtigt er den på igen.
"Jeg er tidligere kollega med den ene turleder Børge Lund. Han har tit fortalt mig om sine ture, men det har ikke passet mig før nu - og efter den her tur bliver det ikke sidste gang, jeg er med," siger han med tryk på ordet ikke.
Karl Rolstrup går meget op i lokal- og egnshistorie. Efter turen Als rundt er han blevet tændt på at cykle rundt på Sydsjælland for at tage billeder af de steder, noget af hans familie stammer fra.
"Hvorfor ikke bo hos familien og cykle ud derfra.. og siden komme hjem og fortælle dem om, det jeg har set i løbet af dagen?," sioger han om den inspiration, som Als-turen har givet ham.
Gode historier pepper cykeltur op
Cykelturen Als Rundt bærer mange lyde i sig: Dækkenes sang mod asfalten, den knasende grussti, de spredte samtaler med sidemanden og latter, når en vits genfortælles til dem, der kører bagved.
Men mandecykelturen rummer ikke alene motion og snak. Der er indlagt stop undervejs med fortællinger, i Mjang med de gamle bindingsværksgårde, Asserballe Præstegård, festpladsen ved Nygård, Danfos, staldene ved Egens.
Tonen lægges allerede inden afgang fra Sønderborg. Byens tidligere borgmester og nu 86-årige, A.P Hansen fortæller levende om forarbejdet bag Alsion, der rummer både Syddansk Universitet og et koncerthus.
Hans slutreplik til de 57 mænd lyder næsten som en salut til andre byers politikere:
"Giver vi ingen visioner og perpektiver, når vi ingen steder som by."
Et besøg i Herman Bangs fødegård
65 km giver god motion, uanset om du er i cykeltrikot eller jeans. Det er de 57 mænd enige om på deres tur Als rundt.
Men de nyder også de oplevelser af naturen som den er farvet i lysegrønt sådan en forårsdag i maj.
Og de nyder at lægge ører til lidt kultur i form af fortællinger som den de fik i Asserballe Præstegård eller ved Danfos på Nordals.
I Asserballe inviterer kirkeorganist Jenny Skovmand mændene inden for klar til at fortælle historier om forfatteren Herman Bangs liv i netop dét hus, han var født i og hvor han levede sine første seks år.
"Handlingen i hans berømte bog Tine foregik ved og i præstegården. Flere af figurerne i bogen modellerede han efter sine forældre ligesom pigen Tine boede på skolen ved kirken en kort løbetur fra skolen," lød hendes ord, der fik flere af cykelmændene til at ville genlæse bogen.
Kort efter sadler de 57 mænd op igen for at rulle ivrigt videre mod nye hjørner af Als.