Cykelklubber oplever medlemsboom

Et stigende antal danskere svinger sig i sadlen, når de skal have pulsen op. Cykelklubberne har fået markant flere medlemmer, viser DGI’s medlemstal.

Cykling er så populært, at cykelklubberne har fået 26 % flere medlemmer i 2015 (arkivfoto) Foto: Martin Paldan

Cykelklubberne ræser frem i medlemstal. Flere og flere danskere stiger nemlig på den tohjulede, når de skal motionere.  

Helt præcist har der i 2015 været en stigning på 5539 medlemmer i cykelklubberne i DGI, godt 26 % flere end året før.

At cykle i en klub motiverer

En af de nye ryttere er Bibi Berg, der i 2015 meldte sig ind i cykelklubben CK Aarhus, efter at have cyklet et år på egen hånd.

”Selvom det var fedt at cykle selv, så tænkte jeg ret hurtigt, at der manglede noget – eller nogen – til at motivere mig,” siger Bibi Berg.

”Min længste tur alene var 50 kilometer – og så var jeg smadret. På min tredje tur i klubben cyklede vi over 60, og jeg var totalt ovenpå. Nu kan jeg cykle 150 kilometer,” fortæller den 32-årige fotograf fra Aarhus.

Det er sjovere og du får mere ud af træningen

Bibi Berg mærkede hurtigt en forskel i både ben og træningsglæde, da hun startede i CK Aarhus. Og klubben har da også stort fokus på at klæde nye ryttere rigtigt på fra start, forklarer træneren for klubbens begynderhold, der kaldes Akademiet.

”Folk får lidt af en ahaoplevelse, når de mærker forskellen på at cykle selv og i en klub. Det er meget sjovere og man får langt mere ud af træningen, når man trækker i flok,” siger træner Kim H. Mikkelsen.

Han er ikke i tvivl om, hvad der tænder de nye cykelmotionister.

”Ved at give den nye rytter en uddannelse i sikkerhed, signalgivning, færdselsregler og hvordan vi hjælper hinanden i et felt af ryttere, får de en positiv oplevelse. I modsætning til at komme med de erfarne ryttere, hvor de bliver sat af ved første bakkeopkørsel,” forklarer han.

Cykelklubben CK Aarhus har selv haft en medlemsvækst på over ti procent og kan derved tydeligt mærke, at cykling bliver mere og mere populært.

Du bliver bedre, når du dyrker din idræt sammen med andre

Det stigende medlemstal i klubberne kommer i halen på en større satsning hos DGI Cykling.

Siden 2014 har DGI i samarbejde med Nordea-fonden dels arbejdet målrettet med at tiltrække nye cykelmotionister gennem cykelskoler og træningsforløb, dels at få de selvorganiserede cyklister ind i foreningerne.

”En undersøgelse viste, at mange cyklister dyrker idrætten selv. Dem vil vi gerne gøre noget for og skabe et organiseret fællesskab. For det forpligter på en helt anden måde at dyrke idræt sammen, du kan præstere bedre og du udvikler dig,” forklarer Ulrich Gorm Albrechtsen, der er idrætskonsulent i DGI.