Hærvejsløbet kommer på frimærke
Hærvejsløbet har efterhånden fået sat sit aftryk i den danske cykelverden. I 2016 belønnes DGI’s store cykelvent med at blive udgivet på frimærke af Post Danmark.
For blot to et halvt år siden blev det første Hærvejsløb afviklet med i alt 850 deltagere. I sommeren 2015 deltog i alt 3.200 cykelglade motionister, og i 2016 vil 4.500 deltagere suse op gennem Jylland ved Hærvejsløbet.
Dermed er Hærvejsløbet godt i gang med at udvikle sig til Danmarks største cykelevent, og den præstation bliver DGI nu belønnet for. Post Danmark har nemlig udvalgt Hærvejsløbet til at pryde et af fire frimærker i kategorien Folkesport.
For os er det en meget stor ære at komme på frimærke.
Magnus Korsgaard Nielsen, Hærvejsløbets løbsleder
Hærvejsløbets løbsleder, Magnus Korsgaard Nielsen fra DGI, er forståeligt nok glad for nyheden.
”At det er en foreningsbåren event, der får denne ære, er vi rigtig glade for. Det er et vidnesbyrd om den unikke placering, foreningslivet har i Danmark. For os er det en meget stor ære at komme på frimærke. Det viser, at vi som arrangør har formået på ganske kort tid at etablere en cykelevent, som folk lægger mærke til,” siger han.
Samtidig skynder løbslederen sig at sende roserne videre til de hundredvis af frivillige, der gør løbet muligt.
Kom med til Hærvejsløbet
Hærvejsløbets MTB-løb er allerede udsolgt, men du kan stadig nå at tilmelde dig landevejsudgaven. Vælg mellem distancerne:
- 270 km. med start i Flensborg
- 160 km. med start i Vejen
- 50 km. med start i Funder
Alle distancer har mål i et festklædt Viborg.
”Uden frivillige, intet Hærvejsløb. Det er helt sikkert på grund af foreningerne og de mange frivillige, der stiller op, at vi er nået så langt, som vi er. Vi kan jo se fra deltagernes evalueringer, at det er de frivilliges indsats, der bliver lagt mest mærke til,” siger Magnus Korsgaard Nielsen.
Hærvejsløbet er stort og populært
Hærvejsløbet er valgt i kategorien Folkesport, og designchef i PostNord Frimærker, Martin Pingel, forklarer, at Hærvejsløbet er udvalgt på baggrund af at være stort og populært.
”Sport er en vigtig del af den danske kultur. Over hele landet findes der små og store sportsbegivenheder, som hvert år tiltrækker tusindvis af deltagere. Frimærkerne med Folkesport viser fire af de større og mest populære sportsevents i Danmark: Lillebælt Halvmarathon, Fyen Rundt, Christiansborg Rundt og Hærvejsløbet,” fortæller Martin Pingel.
Frimærkerne er designet af PostNord Frimærker og er tegnet af Bertil Skov. Frimærkerne kommer i handlen 31. marts 2016 og sælges frem til 31. december 2016.