Lokalt nærvær gør indoor cycling til en bragende succes

Niels Peter Nørgaard og Anette Sørensen cykler i Mejdal-Halgård Fitness ved Holstebro. Det giver god træning og nye venner - og så støtter det lokalsamfundet.

Det kan være svært at få plads holdene i Mejdal-Halgård. Til gengæld er der altid god stemning og fed træning, når det lykkes. Foto: Ida Liebach Rasmussen

I Mejdal-Halgård Fitness er de sprunget på cyklen. Foreningen kickstartede deres indoor cycling-tilbud med "nytårs-spin" 31. december 2015, og siden da er medlemmerne strømmet til:

Holstebro-forstaderne Mejdal og Halgård har omkring 3.000 indbyggere, og flere end 350 af dem er nu at finde på foreningens mange cykel-hold. Og det er noget der rykker.

"Som instruktør er det jo helt fantastisk. Der er en intim atmosfære, men vi har alligevel god plads, og deltagerne kommer for at træne, brænde kalorier af og for samværet. Det lokale islæt gør, at vi lærer hinanden godt at kende, og det er virkelig en force," siger Preben Hein, som er en af de frivillige instruktører. 

Lokalt nærvær gør forskellen

Og for medlemmerne er det netop foreningstanken og den lokale forankring, der gør forskellen.

"Jeg træner der, fordi det er lokalt. Før tog det tre timer, fra jeg tog afsted, til jeg var hjemme. Nu tager det den halve tid, og det er lige så godt. Og så kommer jeg der op og møder de lokale i stedet for at være et sted, hvor jeg ingen kender," siger Anette Sørensen som har skiftet fitnesscentrets spinninghold ud med indoor cycling i foreningen. Hun fortsætter: 

"Mine børn er blevet store nu, så jeg møder ikke en masse mennesker i hallen med dem mere. Så her kan jeg komme op at gå til noget, jeg selv kan lide, og så møder jeg nogle nye mennesker."

For fitness-freaks og foreningsfolk

I foreningen har de fra starten fokuseret på kvalitet i træningen, og derfor cykler holdet på gode, men brugte cykler, og alle deltagere kan enten leje et pulsbælte eller medbringe deres eget, så de kan følge deres træning via systemet iQniter.

Instruktøren kan bruge systemet til at planlægge sine timer, og undervejs kan deltagerne følge blandt andet puls- og forbrænding på storskærmen. Og har man sit eget pulsbælte, kan man få tilsendt rapporter fra træningen og følge sin udvikling.

"Det er det sidste nye indenfor spinningsystemer, og som udgangspunkt er instruktøren indpisker og motivator, men på en god dag kan man køre lidt over niveau og det kan man se via systemet. Jeg har kørt med det de seneste otte år, og stort set alle tager det til sig," siger Preben Hein.

Jeg er stor tilhænger af lokal frivillighed, så det her er en form for opbakning til, at der i Mejdal-Halgård kommer nogle bedre muligheder for alle i området

Niels Peter Nørgaard, medlem af Mejdal-Halgård Fitness

Så selv den inkarnerede fitness-freak med hang til self tracking kan få lysten stillet i Mejdal-Halgård Fitness. Men mindre kan også gøre det. Mange deltager simpelthen for at støtte op om et aktivt lokalsamfund.

"Jeg har aldrig været særlig gode venner med fitnesscentre; hverken stemningen eller kulturen. Og så er jeg stor tilhænger af lokal frivillighed, så det her er en form for opbakning til, at der i Mejdal-Halgård kommer nogle bedre muligheder for alle i området," siger Niels Peter Nørgaard, som er blandt foreningens nye medlemmer.

Han fortæller, at han tidligere har prøvet indoor cycling et par gange som supplement til håndboldtræningen, men at han nu gerne forsøger at få plads på to hold om ugen.

Fuldt bookede hold

Så der er ingen tvivl om, at indoor cycling er kommet for at blive i Mejdal-Halgård Fitness. Faktisk er efterspørgslen så stor, at mange medlemmer sidder på spring, når holdplanen bliver lagt ud.

"Det er stadig en overraskelse, at det er så stor en succes. Alle hold de næste to uger blev fuldt booket indenfor fire minutter. Og det er stort set ligegyldigt, hvor mange hold vi udbyder, så bliver de fuldt booket," fortæller Preben Hein.

Så den store succes er derfor også en udfordring for foreningen.

"Lige nu er det da svært at få plads. Det er lige med at holde øje med, hvornår tiderne bliver lagt på," siger Anette Sørensen. Hun suppleres af Niels Peter Nørgaard:

"Jeg har to piger på 6 og 8 år, så jeg skal helst have tiderne der starter klokken 20-20.15. Det kan godt gøre det lidt sværere, men det ville jo ikke være anderledes i et fitnesscenter," siger han.

Derfor er der også et nyt bookingsystem på vej i foreningen, hvor deltagerne kan stå lidt mere i kø. Og på sigt skal der bygges en ny fløj til hallen, så der bliver plads til endnu flere cykler.

"Så det skal nok komme, og det er helt sikkert værd at vente på. Og indtil da er folk heldigvis gode til at sende en besked til dem på ventelisten, hvis de melder fra, så man har mulighed for at få pladsen," slutter Anette Sørensen.