MTB med forsamlingsloft: Sådan kan I planlægge en tur i juleferien
Udendørs idræt som mountainbike er blandt de aktiviteter, du trods alt stadig kan nyde. Her er lidt inspiration til, hvordan du kan få luftet cyklen med vennerne og stadig overholde forsamlingsloftet.
Mens indendørs idræt og idrætscentre foreløbig er lukket helt ned i hele landet, kan outdoor-folket som os mountainbikere heldigvis fortsat dyrke vores fritidsinteresse med de generelle forholdsregler omkring afstand, afspritning og så videre.
Der er dog fortsat et forsamlingsloft på aktuelt 10 personer (pr. 21. december), der skal overholdes af hensyn til den udbredte smitte med covid-19, så I kan altså ikke samles hele klubben eller alle vennerne til en tur på sporet her henover julen og nytåret.
Men der er i hvert fald to lette metoder til at sikre dig, at jeres tur overholder forsamlingsloftet:
1. Opret ture i Facebook-begivenheder
I Facebook kan du og din klub let arrangere træning og ture, således I let kan holde styr på tilmeldingen og hvem der tropper op.
Solbjerg IF MTB har arrangeret corona-sikre træninger og ture via klubbens Facebook-side i lang tid, og DGI Cykling har fået lov til at kopiere deres opskrift her:
Ture med Facebook-begivenheder
Nedenstående er tænkt som inspiration til andre klubber - mtb som landevej - og ikke en færdig løsning:
- Når en tur slås op
- Tilføj billede, tid, sted og dagens program
- Dernæst kopieres de 7 regler fra hjemmesiden https://mtb.solbjerg-if.dk/corona-info/ til teksten i begivenheden
- På dagen
Optæl antal deltagere. Fordel medlemmer i lige store grupper mellem instruktører. Hver gruppe starter forskudt med 15 minutter. Skriv gruppeopdelingen klart i begivenheden, så ingen er i tvivl. F.eks.:
Gruppe 1 – start 19.00
Instruktør: Troels
Deltager 1, deltager 2 etc.
Gruppe 2 – start 19.15
Instruktør: Anders
Deltager 10, deltager 11 etc.
- Når I er samlet, men inden I kører
- Lav en optælling og evt. opdeling eller afvisning hvis deltagerantallet overskrider 10
- Alle skal være tilmeldt via Facebook (vi skal kunne dokumentere, hvem der har kørt med på en given tur)
- Er alle friske? Medlemmer, der er syge, skal sendes hjem!
- Informér medlemmerne følgende:
- Der skal holdes afstand (min. 1 meter)
- Afstanden skal øges på transportstykker eller hvis pulsen kommer stiger
- Ved stop skal afstanden fastholdes
- Der er ingen kage eller snolder
- Medlemmer har ansvar for eget udstyr (eksempelvis slange og pumpe)
- Kør hjem straks turen/træningen er slut
- Turen bør starte hurtigst muligst
- Under turen
- Påpeg hvis afstanden mellem deltagerne skal øges
- Er nogen blevet syge eller sløje undervejs, skal de hjemsendes
- Efter turen
- Evaluer: Blev regler overholdt? Hvad kan gøres bedre? Del dine oplevelser med dine med-instruktører
- Husk stadig at skrive ”tak for turen” med et billede på Facebook
2. Brug Meetups i Singletracker
Dyrker du ikke MTB i en klub, er der selvfølgelig mange andre måder du let kan arrangere ture med dine MTB-kammerater og stadig overholde forsamlingsloftet. Et eksempel er app’en Singletracker.
Singletracker har med sin Meetup-funktion en simpel mulighed for at komme afsted på sporet med andre ligesindede. Du kan enten selv oprette ’meetups’ på alle spor i app’en, eller du kan tilmelde dig andre brugeres ’meetups’. På den måde kan I ligesom med Facebook-begivenheder nemt styre tilmeldingen:
I Singletracker kan du nemt arrangere Meetups med vennerne eller klubkammeraterne, så I stadig kan overholde forsamlingsloftet.
App’en har også den fordel, at du med gps-trackeren kan holde øje med, om der er andre mountainbikere forude, så I kan undgå at klumpe sammen og komme i karambolage med forsamlingsloftet.
God tur på sporet!