Peter og Frans samler på vintage racercykler: Gammel kærlighed ruster ikke
For Peter og Frans er det en sport at samle på vintage racercykler. De gamle stålcykler har en særlig æstetik og er lavet i en høj teknisk kvalitet, synes de.
Artikel og video er udarbejdet af DBA Guide.
Gammel kærlighed ruster ikke. Sådan er det i hvert fald for Peter og Frans, hvis venskab går 52 år tilbage. De to mødte hinanden ved Sortedamssøen i København. Peter var ved at søsætte sin legetøjsbåd, og pludselig stod Frans ved hans side og ville være med. Det fik han lov til, og de to har været venner lige siden.
Pudsigt nok blev der ved drengenes første møde taget et billede. På nøjagtig samme dag, 50 år senere, ville Peter og Frans hylde deres venskab ved at genskabe billedet.
Peter og Frans har været venner i fem årtier. Og deres passion for gamle racercykler er næsten lige så gammel. Foto: DBA Guide.
Men selvom det var en båd, der blev starten på Peter og Frans' venskab, er det i gamle jernheste, de fandt en fælles interesse. En interesse de har passet og plejet lige siden. De to ’cykeltosser’ kører nemlig ikke på andet end toptunede vintage-racercykler.
Hemmelig kælder fuld af cykler
Cyklerne opbevarer Peter og Frans i deres hemmelige kælder, der godt kan betragtes som lidt af et skatkammer – i hvert fald, hvis man er en cykelnørd og går op i stel.
I skatkammeret gemmer sig et hav racercykler i alskens mærker, former og farver. Faktisk har Peter og Frans så mange cykler, at de helst ikke vil røbe for deres koner, hvor mange jernheste, de egentlig har stående i cykelkælderen.
"Min kone ved, jeg har en rød cykel, men hun ved ikke, hvor mange røde cykler jeg har," siger Frans grinende.
En rød Colnago - én af mange røde cykler i den hemmelige cykelkælder. Foto: DBA Guide.
Samler kun på retro-cykler
Peter og Frans’ kælder er proppet til randen med cykler. Men det er ikke cykler, du kan købe hos din lokale cykelhandler. De to cykelentusiaster opstøver nemlig primært cykler fra 70’erne og 80’erne. I deres samling gemmer sig alt fra italienske Colnago og Gios-cykler til engelske Ernie Clements Falcon.
Men hvorfor er det lige de vintage-racercykler, Peter og Frans har kastet deres kærlighed på, undrer du dig måske. Jovist har de gamle cykler en særlig æstetik, men det er mere end det, fortæller de.
"Der er noget over de gamle stålcykler. Både rammerne og komponenterne er af en usædvanlig høj teknisk kvalitet. De blev lavet så godt som muligt til nogle standarder, vi ikke ser i dag," fortæller Frans.
Maskiner og cykelreservedele fylder godt i den hemmelige kælder. Peter og Frans istandsætter nemlig selv cyklerne. Foto: DBA Guide.
De to herrer har fundet flere af deres racercykler på Den Blå Avis. Ofte har de lidt skrammer hist og her, men cyklerne er hurtig toptunede, når de har været en tur forbi Frans og Peters kyndige hænder.
Koner må ikke komme samtidig
Peter og Frans har erfaret, at det ikke er en god idé at tage deres koner med på cykeltur. Og det er der en simpel forklaring på. Hvis konerne kører langsommere, er Peter og Frans nemlig overbevist om, at de ville vælte.
Desuden vil Peter og Frans nødig risikere, at deres koner finder ud af, hvor mange cykler de egentlig har kastet penge efter. Til at løse den udfordring, har Peter og Frans lavet en lille aftale: Kommer Frans’ kone på besøg i deres fælles cykelkælder, tilhører størstedelen af cyklerne Peter – og omvendt, hvis Peters kone stikker hovedet forbi.
"Vores hustruer skal helst ikke komme samtidig. Det forsøger vi at undgå," siger Frans.
Peter og Frans vil nødig risikere, at deres koner finder ud af, hvor mange cykler de egentlig har kastet penge efter. Foto: DBA Guide.
En rød Gios betyder noget særligt
I cykelkælderen står også en rød Gios-racer, der har en særlig plads i Peters hjerte. Cyklen har tilhørt Peters lillebror, der døde for to år siden. Hver gang Peter cykler på den, bliver han dog ikke trist, men mindes i stedet alle de gode stunder, han har haft sammen med sin lillebror på deres mange cykelture.
Peter kan endda huske den dag, broren købte det røde lyn. Cyklen har siden været på en del eventyr. Den har blandt andet transporteret lillebroren – i følgeskab med Peter – hele vejen fra Danmark til Østrig.
Og som en hæder til sin lillebror satte Peter sig for at istandsætte den gamle cykel. Det er dog ikke, som når vi andre motionister giver kæden en klat olie. Næhh nej, cyklen er både blevet glasblæst og malet. Og nu kører den som en drøm, fortæller Peter.
Peter med sin lillebrors røde Gios, som blandt andet har transporteret lillebroren hele vejen fra Danmark til Østrig i følgeskab med Peter. Foto: DBA Guide.
Artiklen er udarbejdet af DBA Guide og er redigeret og sat op af DGI Cykling. Videoen er vist med tilladelse fra DBA Guide.