Videoguide: Skift af pulleyhjul

Pulleyhjulene skal skiftes med jævne mellemrum, efterhånden som tænderne og lejerne slides ned. I videoen guider vi dig til, hvordan du gør.

Det er let at overse cyklens pulleyhjul, men du må endelig ikke glemme dem. Selvom du har skiftet både kæde, klinger og kassette, kan pulleyhjulene stadig være skyld i, at dine gear ikke kører, som de skal.

Det er kæden, der slider pulleyhjulene, efterhånden som du cykler mere og mere. Jo mere slidt kæden er, jo mere vil den også slide på pulleyhjulene, og det hele bliver kun værre, når du cykler i dårligt vejr, eller hvis du er dårlig til at rengøre din cykel.

I sidste ende kan tænderne være nærmest helt slidt ned, eller lejerne kan være færdige. Fra ny er lejerne kantede og ikke runde, så det kan du kigge på, hvis du er i tvivl. Du kan også prøve at vrikke pulleyhjulene let fra side til side for at mærke lejerne.

De skal kunne give sig en lille smule, men hvis de nærmest sidder løst, er lejerne så slidte, at det hæmmer gearskiftet, og du bør derfor skifte dem ud.

Udstyr til skift af pulleyhjul

Du skal bruge...

  • 3mm unbrakonøgle
  • Nye pulleyhjul

Vær opmærksom på, at de nye pulleyhjul passer til din bagskifter. Som hovedregel passer Shimano pulleyhjul til Shimano geargrupper, SRAM til SRAM og Campagnolo til Campagnolo. Vi anbefaler, at du ikke mikser mellem de tre mærker.

Der findes dog også pulleyhjul fra andre mærker, hvor det som regel fremgår af indpakningen, hvilket gearsystem de passer til. Gå efter nye pulleyhjul med det samme antal tænder som på de gamle.

Sådan gør du

  1. Vi anbefaler, at du skifter ét pulleyhjul ad gangen og starter med det nederste. Tag godt fat og skru mod uret for at løsne skruen. Når skruen har sluppet gevindet, kan du tage den ud med fingrene og derefter fjerne pulleyhjulet.
  2. Nu kan du sætte det nye nederste pulleyhjul i. Sommetider står der for eksempel upper eller lower på pulleyhjulene. Gør der ikke det, kan du som regel kende det nederste på, at tænderne er lavere og mere buede end på det øverste, hvor tænderne er højere og med skarpere kanter. Sommetider kaldes det øverste også for ’guide pulley’. Sæt nu det nye pulleyhjul på plads og hold det med hånden, mens du sætter skruen i og spænder.
  3. Nu er du klar til at skifte det øverste pulleyhjul. Her sidder skruen på bagsiden, men princippet er det samme. Skru mod uret for at løsne skruen. Når du har løsnet den helt, kan du tage den ud med fingeren og fjerne pulleyhjulet.
  4. Tag nu dit nye øvre pulleyhjul, sæt det på plads og hold det med hånden, mens du sætter skruen i og spænder. Så er du kørende med nye pulleyhjul.