Benny trækker mandfolk med i naturen

Benny Brostrøm er ikke kun det sociale omdrejningspunkt og drivkraften i Vindinge IF MTB. Med sin passion for mountainbike og sit ligefremme væsen formår han at hive mange andre op af sofaen og med ud på cyklen.

Benny Brostrøm er det sociale omdrejningspunkt i Vindinge IF MTB. I 2019 tog han initiativ til at oprette et Mandfolk på MTB-hold, der har kørt med succes i to år. Foto: Bo Nymann

Små snefnug danser vilkårligt henover den grå og kolde vinterhimmel, mens sneen knaser under hjulene på de fem sæt MTB-dæk, der i behørig corona-afstand triller efter hinanden i kolonne gennem sporet i Hedeland, et stort naturområde mellem Roskilde, Tune og Hedehusene.

Søerne i det gamle grusgravsområde er frosset fuldstændig til, og flere steder kan man ane spor efter skøjter på isen. Vindens susen afbrydes kun af et par hyl fra cyklernes skivebremser, når de fem mountainbikere forcerer en nedkørsel eller manøvrerer forbi en svær passage på det stivfrosne underlag.

Hvis man tror, at frost og sne ville afskrække mountainbikere fra en tur på sporet, så tager man fejl. Forholdene denne forfrosne februardag er noget nær ideelle for årstiden, forklarer Benny Brostrøm, der i sin gule fleecejakke fører gruppen an.

"Køreforholdene er faktisk perfekte, fordi frosten gør jorden hård og kompakt. Dermed ødelægger vi ikke sporet, som vi kunne have gjort på en regnvåd efterårsdag. Og der er kun få steder med is, fordi sneen har ligget der så længe. Så det er på mange måder optimale betingelser for vinterkørsel," siger han.

_MG_0318_benny_mtb - overbliksfoto 1.JPG

Benny Brostrøm og et par af hans mtb-kammerater på tur gennem Hedeland. Foto: Bo Nymann. 

Træning blev til leg

DGI Mountainbike har sat den 62-årige politimand, familiefar og MTB-instruktør i Vindinge IF stævne i Hedeland, området der på mange måder har været centrum for Benny Brostrøms store passion for mountainbike gennem 25 år.

Han ligner langt fra den typiske midaldrende mand på en cykel, de såkaldte MAMILs (middle-aged-men-in-lycra, red.). Et gråsprængt fuldskæg pryder ansigtet under hjelmen, og tøjstilen afslører, at han har taget MTB-miljøets afslappede look til sig: Et par lange og løse shorts i grå-sorte nuancer dækker benene sammen med et par benvarmere. Overkroppen er pakket ind i flere lag med den gule fleecejakke yderst samt en halsedisse. Hænderne er denne dag gemt væk i et par store luffer.

_MG_0682_benny_mtb.JPG

Benny Brostrøm har kørt mtb siden midt 90'erne. Han opdagede hurtigt, at det var en sjov måde at få trænet på. Foto: Bo Nymann. 

Interessen for mountainbike startede dog længe før, at sporten fik det folkelige gennembrud, som de seneste fem-ti år har budt på. Især under corona, hvor mountainbike har oplevet en eksplosiv interesse.

I midten af 90’erne var Benny Brostrøm kriminalassistent hos Glostrup Politi, og han cyklede frem og tilbage mellem hjemmet i Roskilde og politigården i Albertslund. Cirka 17 kilometer hver vej, som blev klaret på racercykel om sommeren og MTB om vinteren.

"Jeg opdagede ret hurtigt, at jeg også kunne bruge MTB’en til at træne og lege på. Dengang var min søn en lille dreng, og jeg lavede selv et barnesæde til ham, så han kunne sidde på MTB’en, mens jeg kørte rundt i Hedeland. Det var mest grusveje dengang, ikke spor som man kender i dag, men vi havde det sjovt sammen. Det var en perfekt måde at få motion på," fortæller han.

Meditation på cyklen

Benny Brostrøm er i dag efterforsker for Forsvarets Auditørkorps, men i 80’erne var han sergent i flyvevåbnet, inden han i 1987 blev optaget på Politiskolen, der dengang lå på Amager. Det var i den forbindelse, han for alvor blev bidt af træning og motion.

"Som knægt spillede jeg fodbold og var generelt meget aktiv. Men jeg fik en åbenbaring, da jeg trænede til optagelsesprøven i politiet. Det blev pludselig dejligt at træne, en form for befrielse, og i dag er det et ’must’ for mig. Får jeg ikke trænet, går jeg rundt med en masse indebrændt energi. Men jeg vil hellere op på mountainbiken end sidde på en spinningcykel," siger Benny Brostrøm.

Han er ellers uddannet både fitnessinstruktør og spinninginstruktør via DGI, ligesom han træner et spinninghold i Vindinge IF et par gange om ugen. Han har også dyrket forskellige former for kampsport i mere end 30 år, men naturen og MTB-cyklen giver ham noget specielt, som andre motionsformer ikke kan.

"MTB er som meditation for mig. Du har ikke tid til at spekulere over noget fra arbejdet, eller om konen nu er sur. Når du kører MTB, skal du være til stede. Fokusere på sporet foran dig. Du kan ikke køre rundt i dine egne tanker. På den måde lukker du alt andet ude."

_O1_8365_benny_mtb - i fart 3.JPG

På MTB kan Benny Brostrøm koble af og lukke alt andet ude. Foto: Bo Nymann.

Ville dele glæden ved MTB

Det er dén glæde ved sporten, som fik Benny Brostrøm involveret i Vindinge IFs MTB-afdeling. Det startede med en undren over, at han spottede så mange MTB-cykler ved den lokale bager og købmand, men han mødte sjældent nogen på MTB i Hedeland og i lokalområdet.

"Jeg tænkte, at alle de her folk skulle have øjnene op for, hvor fedt det faktisk er køre på den og få brugt den rigtigt i stedet for, at cyklerne stod og samlede støv i skuret eller garagen," siger han med et glimt i øjet.

Derfor begyndte Benny Brostrøm at arrangere private, guidede ture rundt i Hedeland. Turene blev hurtigt efterspurgte, og derfor opfordrede bestyrelsen i Vindinge IF ham til at starte en MTB-afdeling i foreningen. Den udfordring greb han med det samme. Det var i 2012. I dag er de cirka 70 medlemmer og fem instruktører.

Bliver hængende på holdet

I 2019 satte Benny Brostrøm sig så for at stable et Mandfolk på MTB-hold på benene. Inden da havde han flere gange oplevet at få henvendelser fra mænd og kvinder, der var bekymret for farten, om de kunne følge med på sporet.

Han fornemmede et potentiale blandt de mænd, der fylder godt i skoven eller som på grund af skavanker og form ikke kan se sig selv på en fodboldbane eller med en badmintonketcher i hånden. I samarbejde med DGI Midt- og Vestsjælland fik klubben derfor oprettet et Mandfolk på MTB-hold.

"Alle kan jo cykle. Men selvom du kan cykle, kan du ikke nødvendigvis køre på MTB. Der er rigtig meget teknik i det. Hvis du vil løbe, så er det i princippet bare at snøre løbeskoene og så afsted. Men det er også lidt kedeligt. Der tror jeg, at MTB har en anden tiltrækning, og konceptet med Mandfolk på MTB tror jeg tiltaler rigtig mange mænd, der måske nok har lyst til at dyrke idræt, men som mangler motivation og folk de kan spejle sig i," mener Benny Brostrøm.

1.april 2019 startede Vindinge IF sit Mandfolk på MTB-hold. Der dukkede 15 stykker op. Nogle få faldt fra undervejs, men langt flere kom til.

"Målet var egentlig, at de skulle blive dygtige nok til at blive sluset ud på de andre hold i klubben. Men mange af dem ville gerne blive hængende på holdet. De kom hovedsagligt for det sociale, viste det sig. Så 2019-holdet kørte faktisk bare videre i 2020 som selvstændigt hold," siger Benny Brostrøm.

Sagt om Benny Brostrøm:

Lone Bak, tidligere næstformand i Vindinge IFs Motionsudvalg, siger sådan om Benny:

- Du kan altid regne med Benny. Hvis et hold mangler en instruktør, så er det ham man går til. Han stiller altid op, når der mangler nogen. Så han er et rigtig foreningsmenneske, men han er også en god træner, for han er god til at udvikle sig selv og sine hold via træningen og de ugentlige ture. Og så kan han både rumme nybegynderen og den rutinerede mtb’er.

- Han har også et veludviklet blik for det sociale. Hos Benny er der altid plads til en grillpølse og en øl efter træning. Og så er han bare nem at snakke med, også fordi han er meget hjælpsom. Hvis der er en cykel, der er gået i stykker, så siger han bare ’kom lige med over til min garage, mon ikke jeg har en dims, der duer’. Så han er den store drivkraft i mtb-afdelingen. Jeg tvivler på, om vi overhovedet ville have en mtb-afdeling uden ham.

Vis mere Vis mindre

Grillpølser og røverhistorier

Sidste år stablede klubben endnu et Mandfolk-hold på benene, og denne gang dukkede 20 op til første træning, udelukkende via opslag i lokale Facebook-grupper og prikken på skulderen blandt medlemmernes netværk. På den måde er der flere medlemmer, som kommer længere væk eksempelvis Ølstykke, Greve og kommuner i Nordsjælland.

"Folk er gode til at tage en ven eller kammerat med. Nogle var i så god form, at de med nogle få tekniktimer blev så gode, at de røg videre til andre hold. Men langt de fleste blev hængende trods corona," siger Benny Brostrøm.

MTB-afdelingen i Vindinge IF har ikke eget klubhus. I stedet har klubben en aftale med Hedeland MTB Tours om, at klubben må bruge virksomhedens lokaler som start- og opsamlingssted, og eksempelvis kunne grille pølser efter træning i sommerhalvåret.

"Det er perfekt, for så har vi et sted, hvor vi kan stå og sparke dæk og fortælle røverhistorier," siger Benny Brostrøm med et grin.

I september 2020 blev Benny Brostrøm kåret til Årets Ildsjæl i DGI Midt- og Vestsjælland på baggrund af sit store arbejde i klubben og med Mandfolk på MTB. Han er dog ikke meget for at fremhæve sig selv. I stedet peger han på, at udvikling og hurtige fremskridt er en af grundene til, at mange nybegyndere bliver bidt af MTB.

"Vi starter ikke bare med at køre ud på sporet. Vi starter på grusveje, og så skruer vi gradvist op for niveauet. Folk skal først lære teknikken, lave balance-øvelser. På den måde bliver de ret hurtigt bedre og får nogle succesoplevelser. Og så er MTB også en form for skjult intervaltræning. Det er meget op og ned i tempo, så folk kan ofte mærke en fysisk fremgang allerede efter fem-seks gange. Men det er også vigtigt, at farten ikke er højere, end deltagerne kan snakke sammen undervejs," siger han.

_MG_0475_benny_mtb - Per Thomasen.JPG

Per Thomasen er en af de mænd, som Benny Brostrøm har hevet ud af sofaen og med op på jernhesten. Foto: Bo Nymann.

Sagt om Benny Brostrøm:

Per Thomasen, medlem af Mandfolk på MTB-holdet siden 2019, siger sådan om Benny og deltagelsen på Mandfolk på MTB-holdet:

- Selvom jeg egentlig følte, at min fysik var ok, så kunne jeg godt mærke, at jeg skulle have strammet elastikken. Benny og klubben formår at hive os hængerøve op af sofaen, og kombinationen af at få dyrket noget motion, have det sjovt og samtidig være ude i naturen, det er ret unikt. Det gør, at jeg bliver ved. Og nu har jeg tabt mig ti kilogram og fået normaliseret blodtrykket.

- Jeg har også lokket min kone med, ligesom min svoger og et par gode venner også er blevet aktive med mtb i klubben. Og det er skyldes Benny og det gode sammenhold, der er i klubben. Man ved, at der altid er nogen hernede, som man kan køre med, og det var det, der gjorde, at jeg kom op af sofaen.

Vis mere Vis mindre

Corona udfordrer fællesskabet

Udfordringen er nu, hvordan Benny Brostrøm og klubben kan få videreført kulturen fra de foregående år, så medlemmerne ikke falder fra. Under vinterens corona-nedlukning har han løbende inviteret Mandfolkene og andre medlemmer med på ture via klubbens Facebook-gruppe, under hensyn til skiftende forsamlingsloft.

På den måde har han og klubben forsøgt at holde medlemmerne i gang og bevare sammenholdet, men Benny Brostrøm er spændt på, hvor mange der møder op til Mandfolkenes ugentlig søndagstræning og klubbens fælles træningsture tirsdage og lørdage, når restriktionerne for foreningslivet bliver løsnet.

"Det er vigtigt at holde gang i folk, så vi ikke skal starte helt forfra, når vi engang kan åbne op igen i klubben. Der vil måske være nogen, som falder fra. Men så må vi se, om vi kan få dem aktiveret igen. Modsat andre idrætter så har vi MTB’ere trods alt haft muligheden for at dyrke vores idræt," siger Benny Brostrøm fortrøstningsfuldt.