MTB-løb - nu også for børn!

Det bliver mere og mere populært at tage børnene med på MTB-tur i skoven, og nu arrangerer DGI Nordjylland en løbsrække målrettet de mindste.

Tag børnene med på MTB-tur og få gode fælles oplevelser Foto: Martin Paldan

Bare fordi, du skal ud og køre MTB, behøver det ikke betyde, at du ikke samtidig kan være sammen med dine børn.

DGI’s cykelklubber oplever, at flere og flere tager børnene med i skoven, og den ellers egocentrerede motionsform bliver forvandlet til en familieidræt.

Når vi tager på MTB-tur, tager vi samtidig på familieudflugt, og det betyder rigtig meget for mig.

Lars Rønn, MTB-rytter

For at give børnene – og deres forældre – en god oplevelse med MTB arrangerer DGI Nordjylland i løbet af sommeren 2015 fire løb for de mindste mountainbikere.  

De fire MTB-løb for børn

MTB-glade børn fra hele Danmark er velkomne til løbene i Nordjylland – her oversigt over løbene:

  • Saltum den 9. maj
  • Cycling Nord den 13. juni
  • Rold Skov MTB den 12. september
  • CCH – Hjørring den 10. oktober

Drenge og piger kører blandet i aldersklasserne U7/U9/U11 og U13. I hver aldersklasse er det muligt at tilmelde sig en øvet klasse eller en begynderklasse. Alle deltagere vil modtage en medalje og kunne printe et diplom ud efter løbet.

MTB på børnenes præmisser  

Du tænker måske, at det vil være for voldsomt og farligt for dine børn at komme med på MTB-tur, men der er intet at være bange for. Det fortæller Lars Rønn, der de sidste fem år har haft sine to sønner på nu 10 og 12 år med i skoven.

”Børnene skal bare have lov til at køre på deres præmisser. Det skal være i deres tempo, og der skal være plads til leg,” siger Lars Rønn.

”Børnene får et sug i maven og masser af spænding. De synes bare, det er helt vildt sjovt.”

Fantastiske familieture

Lars Rønn har selv kørt MTB i 10 år, og han er lykkelig over, at det nu er noget han gør sammen med sine sønner.

”Når vi tager på MTB-tur, tager vi samtidig på familieudflugt, og det betyder rigtig meget for mig. Vi er fælles om noget, og vi er sammen som familie. Det kan jeg rigtig godt lide,” siger Lars Rønn.

Lars Rønn og hans børn er aktive i CCH – CykleClubben Hjørring, der er arrangør af det fjerde løb i rækken.

Alle MTB-glade børn kan være med

Har dit barn lyst til at køre MTB, kan det være med til DGI-løbene i Nordjylland. Uanset om det er nybegynder, øvet, kører i en klub eller ej.

”Fokus er på en god og positiv oplevelse, hvor alle har en sjov dag, og hvor god stemning og sportsånd deltagerne og forældrene i mellem er vigtig,” siger hovedarrangør Mikkel Lybæch fra DGI Nordjylland.

Ruterne vil være relativt korte og letkørte, så børnene passerer målområdet mange gange – både fordi det er motiverende, og fordi det så er nemmere at hjælpe dem ved defekt, eller hvis der har været et lille styrt.

Til løbene vil der være tidtagning, målportal og samme set-up, som når de voksne kører løb.