Guide: Sådan vælger du den rette MTB
Cross-country. Trail. Enduro. Der findes mange forskellige typer mountainbikes, så inden du investerer flere tusinde kroner i en ny cykel, er det vigtigt at gøre dig klart, hvilke egenskaber de forskellige cykler har, og hvilket terræn du foretrækker at køre i.
Hvilken mountainbike er den bedste? Det spørgsmål støder jeg ofte på både af venner og bekendte, men jeg ser det også jævnligt på diverse forums på sociale medier. Og svaret er vidt forskelligt afhængigt af, hvem du spørger. Ofte svarer folk ud fra, hvad de selv synes, er mest rigtigt, og hvad der er bedst for dem.
Problemet er bare, at vi som mountainbikere ikke er ens, og vi vægter forskellige køreegenskaber som værende det vigtigste. Og lad mig slå det fast med det samme, der findes ingen perfekt cykel, som bare er fantastiske til det hele. Det er et spørgsmål om kompromis, og det rigtige valg til dig afhænger af, hvad du synes er vigtigt. Så her kommer en lille guide.
Herunder er der tre forskellige slags MTB’er. Du kan læse om deres stærke og svage sider og derved finde frem til, hvad der måske passer dig bedst:
XC (Cross-country)
Dette er stadig den mest populære mountainbike i Danmark, og går man bare få år tilbage, så fandtes der nærmest ikke andet end XC cykler i de danske skove. De har ofte 100 mm vandring, altså hvor meget affjedringen kan give sig, og findes både som “hardtail” (kun affjedring i forgaffel) og “fuldt affjedret” (affjedring i for- og baggaffel).
De fuldt affjedrede – altså dem med affjedring både for og bag – er i dag meget normale og ofte også det bedste valg. Desværre koster de også lidt mere, ligesom der er mere cykelpleje. Cyklen er populær blandt de MTB’ere, som kan lide at køre XC løb, og dem der kan lide, når det bliver fysisk hårdt. Cyklen kommer oftest som 29” hjulstørrelse.
Er du en stor, solid person, som vejer lidt mere end gennemsnittet, så vil en XC cykel faktisk ofte ikke være det bedste valg. Dens “hurtighed” vil være ligegyldig, hvis du alligevel har lidt for meget på sidebenene, og da den er let bygget, vil den ofte gå i stykker.
Trail
Denne type mountainbike vinder stort frem i de danske skove, og med god grund. Cyklen er sjov og legesyg, og den vil gerne køre stærkt ned af bakkerne og på de tekniske sektioner. Den er så ikke helt lige så hurtig, når du skal op igen, eller når det er fladt. Men for mange af de mountainbikere som vælger en trailbike, er dette heller ikke så vigtigt. For dem handler MTB mere om at komme ud og hygge sig, mens man også får lidt motion.
Cyklen er komfortabel, og dens geometri og køreegenskaber gør dem ideelle at lære teknik på. En trailbike har typisk mellem 120 og 145 mm vandring, og der findes et stort udvalg i både 27,5“ og 29” hjulstørrelse.
Da cyklen er lavet til mere teknisk kørsel, er den også kraftigere bygget end en XC cykel, hvilket gør den mere holdbar og stærk. Dette er især godt, hvis du er en lidt tungere person.
Enduro
Dette er storebror til trail-cyklen. Den har både mere vandring (150-170 mm.) i affjedringen, samt den er kraftigere bygget, så den kan modstå endnu vildere kørsel. Cyklen egner sig bedst til udlandet, hvor du kan finde længere og vildere nedkørsler. De bliver også meget brugt i bikeparks rundt om i verdenen. Faktisk egner de sig perfekt til steder som Harzen i Tyskland og Vallåsen i Sverige, som begge er områder der bliver besøgt af mange danske mountainbikere.
Dog er enduro-cyklen slet ikke unormal at se i de danske skove. Der findes mange danske mountainbikere som primært kører de tekniske spor og diverse små downhill-baner som findes rundt omkring. Og her kommer cyklen helt til sin ret.
Dropperpost - et must-have
Dropperpost er i dag et normalt syn på alle slags mountainbikes. Heldigvis! Denne “teleskop-sadelpind” gør, at du med et tryk på en knap kan få sadlen i den ønskede højde, mens du stadig cykler.
I det ene øjeblik kan du sidde med et tråd som en landevejsrytter, og i det næste øjeblik kan du have sadlen i en position som på en downhill-cykel, hvor den ikke er i vejen. Dropperposten bruges i dag i stor stil af selv XC-folket, som er meget vægt-fokuseret.
Jeg anbefaler derfor klart, at du kører med dropperpost, hvis du gerne vil udvikle din teknik og køre med større sikkerhed. Jo mere svært og teknisk du kører, jo mere kommer dropperpost til sin ret.
Hvad kører jeg selv på?
Jeg er i den heldige situation, at jeg faktisk har tre mountainbikes; en XC, en trail og en enduro. Jeg bruger dog klart mest min XC-cykel hjemme i Danmark. Min XC er en smule anderledes end de fleste andre XC-cykler, og det er en god blanding af en XC og en trail.
De bliver kaldt lidt af hvert, så som “down country” og “new school XC bike”. I virkeligheden er det en XC, som har lånt geometrien fra en trial-bike, men den er stadig let og med 100-120 mm vandring. Den er god til mig, og passer til den måde jeg cykler på. Men om det er den rigtige til dig er umuligt at sige. Der må du prøve at mærke efter, for så at finde frem til hvad du synes er fedest ved mountainbike. Stil dig derfor de her spørgsmål, når du skal ud og købe ny cykel.
- Hvilket behov skal min MTB kunne dække?
- Er det det tekniske, fysiske eller en blanding, som er det fedeste?
- Hvad er der af MTB spor i mit lokalområde?