Sådan kommer du godt i gang med MTB
Her giver vi dig en række gode tips, så du får en stærk start med MTB og kan finde ud af, om det er noget for dig.
“Hvis du overvejer at prøve MTB, så gør det! Kombinationen af at dyrke en virkelig sjov form for motion og være i naturen bliver ikke bedre.”
Sådan lyder det fra Peter Meinert, der er konsulent i DGI Cykling og tidligere professionel cykelrytter.
Og heldigvis kan du sagtens komme godt fra start på sporet. Her giver Peter Meinert dig gode tips til de første ture.
Lån, lej eller køb en cykel
“Hvis du er i tvivl, om MTB er noget for dig, så lån eller lej en cykel i en kortere periode eller over en weekend,” siger han og kommer med følgende tip:
Lån: Det bedste er selvfølgelig, hvis du kender en, som kører MTB og som måske ovenikøbet har en ekstra cykel, du kan låne for at prøve det af.
Lej: Der er flere forskellige cykelbutikker og udlejningsforretninger, hvor du kan leje en MTB. Flere MTB-foreninger og DGI-kontorer har også lånecykler, som nye medlemmer kan låne eller leje i en periode.
Køb: Er du ikke i tvivl, så køb en cykel. En god begynder-MTB kan fås for cirka 5-7.000 kroner hos cykelhandleren. Du kan også købe brugt, men har du ingen kendskab til cykler, så få lige hjælp af en, der kan hjælpe dig. Der er nemlig ofte slid på MTB-cykler, så det kan være en fordel at købe nyt.
Udstyr til begynderen
Du behøver ikke alt muligt dyrt udstyr for at prøve MTB, der er dog et par ting, du skal have med for at få en god start.
Hjelm: Et must på MTB. Kør aldrig uden.
Sko: Du kan godt starte med at køre i kondisko på flade pedaler, men kommer du i gang, er det en god investering at købe MTB-sko, som har en stivere sål. Så kan du fortsætte med at køre med almindelige pedaler, flats eller sætte klamper på skoene og køre med klikpedaler.
Handsker: Det er en god ide at køre med lange handsker, da man ellers kan få en del ridser fra grene og krat.
Øvrig beklædning og udstyr: Du kan sagtens starte med at køre i almindelig sportstøj, gerne rimelig tætsiddende, så du ikke hænger fast i grene og krat. Din første investering bør dog være cykelbukser med pude - det vil øge komforten væsentligt. Husk også drikkedunk, ekstra slange, minipumpe og dækjern.
Når udstyret er på plads
Med cykel og det basale udstyr på plads er det bare med at komme afsted. Og det kan med fordel være sammen med en, du kender.
“Det gør oplevelsen sjovere, og du har også kort vej til hjælp og vejledning. Du kan også kontakte den lokale forening/klub og høre, om de har et begynderhold. Hos DGI har vi også ofte begynderkurser, hvor du kan få en god start på cyklen,” siger Peter Meinert.
Starter du selv, opfordrer han til at køre på brede grusstier for at lære cyklen at kende. Her kan du blive fortrolig med gear, bremser og fart. Når du fornemmer, at du ved, hvordan cyklen reagerer, kan du starte ud med at køre stille og roligt på de blå spor.