Se opskriften på en effektiv spor-dag i MTB-klubben
Få gode råd til at få mest muligt ud af tiden, når I har spordage i din mountainbikeklub.
Det gælder om at være skarp på tidsplanen og lægge en klar, tydelig og præcis arbejdsplan, hvis du har ambitioner om at få noget fra hånden, når din mountainbike-klub holder spordag.
Sådan lyder anbefalingen fra MTB Randers, og MTB Randers er værd at lytte til. På få år er de nået længere end de fleste. De blev dannet i 2013, kåret til årets cykelklub i 2015 og årets forening i Østjylland i 2016.
Når MTB Randers beder medlemmerne om hjælp til spordage, bliver ikke meget overladt til tilfældighederne. Det er der ingen grund til.
Gælder om at være pivskarp på tidsplanen
"Det dur ikke at bede folk om at hjælpe to timer, og så bliver det fem timer. Chancen for, at personen du beder om hjælp kommer næste gang, er ikke stor. Det gælder derfor om at være pivskarp på tidsplanen," siger Frank Rasmussen fra MTB Randers.
Hvis du kan afgrænse den frivillige hjælp og gøre det kort, så er det nemmere at få folk til at hjælpe."
Frank Rasmussen, MTB Randers.
Har du derfor sagt, at arbejdet er færdigt klokken 12, så hold klokken 12 uanset hvor langt du er. MTB Randers efterlever denne regel og styrer det benhårdt. Det gør, at de frivillige ikke kører død i arbejdet og er med i lang tid, fortæller Frank Rasmussen.
Case: Så nemt kan det gå galt
”Vi havde et eksempel, hvor en mand fik til opgave at købe pølser til et arrangement.
Så ringer han og spørger; skal jeg købe røde eller brune pølser? Lidt efter ringer han igen og spørger; skal jeg købe ketchup, remulade, ristede løg og så videre. Det ender med, at vi skal tage stilling til alt, der skal laves, og så er det ikke en hjælp.
Det er et lille eksempel, hvor vi skulle have sagt udførligt, at du skal købe brune pølser og ikke andet.
Det er ikke alle, der kan finde ud af det selv. Vi er meget forskellige som mennesker, og det behøver ikke være et udtryk for, at den frivillige er uselvstændig. Det kan lige så godt være fordi, folk er bange for ikke at gøre det godt nok. Så kunsten er at gøre opgaven så enkel som muligt.”
Læg en plan for, hvem der gør hvad
MTB Randers er også skarpe på opgavebeskrivelsen. Hvis sporudvalget eksempelvis indkalder til arbejdsdag, og 15 mand melder sig er de på forhånd blevet inddelt i grupper og tildelt opgaver. Hver gruppe får sin egen tovholder, så der ikke er for mange kokke.
"Hvis folk selv skal finde ud af, hvordan de løser opgaven, kan de være i tvivl, om de gør det godt nok. Det handler om at gøre det så enkelt som muligt, så folk siger, at det kan jeg godt gøre igen. Det kan de meget bedre forholde sig til, og chancen for, at de rent faktisk når i mål med opgaven, er langt større," siger Frank Rasmussen.
Tilgangen gør, at MTB Randers ikke har svært ved at skaffe frivillige. Det gælder altså om at gøre det let, overskueligt og så enkelt som muligt, så folk siger, at det kan jeg godt gøre igen.