Staycation – cykelferie i Danmark

Staycation er blevet et populært feriealternativ i corona-perioden. Vi har bedt vores cykelkonsulenter komme med bud på fede cykelruter i Danmark.

De senere år er fænomenet 'staycation' – hvor man bliver hjemme og ikke rejser langt væk, når man har ferie – blevet mere og mere udbredt. Det kan både være i forhold til at feriere inden for Danmarks grænser, men det kan også være endnu mere lokalt, at du udforsker dit eget lokalområde.

Den globale pandemi med Covid-19 gør ferieformen endnu mere aktuel og har været med til at skubbe til udviklingen. Staycation kan måske virke som et antiklimaks for ferieplanerne, men Danmark rummer heldigvis masser af flotte naturlandskaber og kulturoplevelser, som er helt oplagte at udforske på cykel. Der er mere end 12.000 kilometer skiltede cykelruter og generelt korte afstande mellem oplevelserne. Og så er der den fordel, at staycation er en billig og miljøvenlig måde at holde ferie på.

Her på siden finder du et udpluk af de cykelture og ruter, som DGI Cyklings konsulenter selv ynder at tage på – det kan du bruge som inspiration til din egen cykelferie eller simpelthen kopiere ruterne 1:1. God fornøjelse og god tur!