Cykelklub i forvandling: Fra 27 ulykker til 0

Det er slut med 112-opkald og brækkede knogler i Roskilde Cykel Motion, efter klubben sendte 28 mand på DGI Kaptajnskursus og satte fokus på sikkerhed.

Rytterne fra Roskilde Cykel Motion kører mere sikkert, efter 28 af klubbens medlemmer har været på DGI Kaptajnskursus Foto: Roskilde Cykel Motion

I 2013-sæsonen havde rytterne i Roskilde Cykel Motion syv uheld, hvor ambulance måtte tilkaldes og yderligere 20 alvorlige uheld. Klubben besluttede at tage hånd om problemet, og 28 af klubbens 230 ryttere var på DGI Kaptajnskursus. Det gav gevinst.

”Året efter vi var på kaptajnskursus havde vi ét uheld, og i 2015-sæsonen havde vi overhovedet ingen ulykker blandt vores ryttere,” siger Sven Erik Andersen, der er formand i Roskilde Cykel Motion.

”27 uheld i 2013 var jo fuldstændig vanvittigt mange, og vi måtte gøre noget. Kaptajnskurset kickstartede en kulturændring i vores klub, og sikkerheden er nu noget, vi snakker om, fokuserer på og hele tiden evaluerer,” fortsætter han.

Jeg vil faktisk sige, at det er på grund af det kursus, at vi ikke længere har styrt.

Ejvind Hansen, motionsrytter

Hovedårsager til styrt

Før Roskilde Cykel Motions ryttere tog på DGI Kaptajnskursus havde de en workshop, hvor de snakkede om, hvorfor de havde så mange styrt. Formand Svend Erik Andersen fortæller, at to hovedårsager blev defineret:

Fjumreulykker: ”Vi havde alt for mange fjumreulykker, når der skulle drikkes vand, rodes med tøj og så videre.”

Overlap: ”Vi kørte med for meget overlap. Specielt i sidevinden lå vi for tæt. Nu har vi en regel om, at forhjulet aldrig må overlappe den forankørendes baghjul.”

Kursus får æren for sikker kørsel

På DGI’s Kaptajnskursus lærer du på én dag, hvordan du sammen med dine cykelkammerater reducerer antal af uheld og styrt. Kurset tager udgangspunkt i Go’ stil på landevejen.

Med hele 28 deltagere fik Roskilde Cykel Motion skræddersyet et kursus. Én af deltagerne var motionsrytter Ejvind Hansen, der kun har ros til overs for forløbet.

”Jeg vil faktisk sige, at det er på grund af det kursus, at vi ikke længere har styrt. Det var simpelthen så godt, og vi snakker løbende om, hvad vi lærte den dag,” siger 68-årige Ejvind Hansen, der har cykelmotioneret i 20 år.

Alligevel kunne han lære nyt.

”Først fik vi alt teorien, og bagefter prøvede vi de forskellige teknikker og regler af i praksis, og pludselig var det svært bare at cykle. Der var simpelthen så mange nye ting at tænke på, og det vidner jo om, at man var blevet klogere,” siger Ejvind Hansen.

Ny kultur i klubben

Før kurset var rytterne i Roskilde Cykel Motion ikke dårligere cykelryttere, end så mange andre. Men klubben manglede en kultur omkring sikkerhed og en omgangstone, hvor det var okay at give andre gode råd og måske rette lidt på deres køreteknik. Det er anderledes nu.

”Når vi er ude at køre sammen i klubben snakker vi tit om, om vi har lavet nogle fejl og om, hvordan vi kan køre mere sikkert,” fortæller Ejvind Hansen og bliver suppleret af formanden.

”Nye medlemmer i klubben bliver med det samme mødt af vores fokus på sikkerhed, og det er de rigtigt glade for. Specielt dem, der er nye i en forening. Vi har specifikke regler, som alle følger, og derfor har vi set den store positive effekt,” siger Svend Erik Andersen.

I 2015 var der i alt 210 cykelmotionister, der deltog på DGI Kaptajnskursus.