Følg otte cykelmotionisters kamp mod toppen

I maj og juni sender dk4 programserien Cykeludfordringen, hvor otte almindelige danskere udfordres til at cykle op ad en spansk bjergtop. DGI og Bevæg dig for livet – Cykling er partnere i programmet.

I Cykeludfordringen får otte helt almindelige danskere ti uger til at træne sig op til at cykle op på toppen af et af Spaniens længste bjerge, Alto de Aitana. Programmet skal inspirere flere danskere til at bruge cyklen som motionsform. Foto: Pressefoto

Cykeludfordringen er et tv-program, som giver otte helt almindelige danskere en kæmpe udfordring. De får kun ti uger til at træne sig op til at cykle op på toppen af et af Spaniens længste bjerge, Alto de Aitana. 19 kilometers ondskab med en gennemsnitlig stigningsprocent på seks.

Læs også: Motionscykling til motionscykelløb - ja tak

Der er castet otte meget forskellige deltagere, hvoraf livet har bidt nogle af dem mere i haserne end andre. Dem kan du læse mere om her. Ingen af deltagerne har prøvet at klikke ind i pedalerne på de hurtige racercykler før, og angsten er hos de fleste svær at skjule.

Præmissen for programmet er at inspirere den danske befolkning til at tage et aktivt valg om at bruge cykling som motionsform. Cykeltræner Rikke Laursen har derfor, i samarbejde med et hold eksperter, designet træningsprogrammet, så det kan vise i reportageform, hvor langt man faktisk kan komme, selvom man stadig skal passe job og familieliv ved siden af.

Flere skal op på cyklen

Bevæg dig for livet – Cykling har valgt at være partner med dk4 om Cykeludfordringen. Og det er ikke helt tilfældigt. Visionen i Bevæg dig for livet er nemlig, at der skal være flere idrætsaktive danskere i fremtiden. Og mange af dem må jo gerne cykle.

Læs også: Guide til cykelvalget: Skal din racer være carbon eller alu?

"Vi har indgået et samarbejde om Cykeludfordringen, fordi programmet viser, hvor super fedt det er at cykle, og hvor nemt man egentligt kan komme i gang," siger Ulrich Gorm Albrechtsen, programleder for Bevæg dig for livet – Cykling.

"Deltagerne oplever – ligesom danskerne i bred forstand – at når man er ny på cykel, så kan man rent faktisk blive relativt god på forholdsvis kort tid. Måske endda så god, at man ender med at finde sig selv på vej op ad et bjerg. Men det vil programmerne blandt andet vise," uddyber han.

Sammenhold og fællesskab i fokus

Programmet viser også, hvordan deltagerne finder hinanden i et fællesskab med cyklen som centrum samtidig med, at de finder formen. Med cykling kan man få et hul i slangen eller et defekt gear, og derfor kan det være rart og betryggende at køre flere sammen.

Læs også: Cykeltøj for dummies: Det skal du bruge

"Vi er virkeligt glade for at se i programmet, hvor meget det sociale fylder for alle dem, der cykler. Alle erfaringer viser, at folk, der dyrker motion sammen, bliver ved i længere tid og har det sjovere, mens de gør det. I Cykeludfordringen er det ikke bare hver mand – eller kvinde – for sig selv. Det er hele flokken, der skal stå sammen, som det er det på et cykelhold," slutter Ulrich Gorm Albrechtsen.

Der er premiere på Cykeludfordringen tirsdag den 7. maj klokken 21:30 på dk4.