Flere træningshold for kvinder ser dagens lys

Dette forår er DGI og en lang række klubber og ildsjæle landet over klar med initiativer og træningshold for kvinder inden for landevejscykling.

Fællesskab, motion, hygge, glæde og grin. Sådan lyder overskriften, når HoldQ fra Holbæk Cykelsport inviterer kvinder til informationsaften her i marts måned, inden årets landevejssæson for alvor går i gang. Og initiativet i Holbæk er bare et af en stribe arrangementer for cykelinteresserede kvinder.

Læs også: 5 bud: Her er forskellen på kvinder og mænd på racercyklen

Køge Bike Ladies tog et tilsvarende initiativ tilbage i 2017. Der troppede over 40 kvinder op til den første informationsaften. I dag er der knap 80 aktive kvinder på holdet og ca. 50 til træning, når vejret er godt. Selv tog jeg sidste år, sammen med tidligere eliterytter Hanne Malmberg, initiativ til at oprette et kvindecykelhold - Team Change. Vi har kørt en enkel sæson og starter snart op igen efter vinterpausen.

Med andre ord: Det ulmer, syder og bobler med kvinder i smart lycra på lækre cykler rundt omkring i landet.

Find et kvindehold nær dig

På dette kort kan du finde en oversigt over både nuværende og kommende træningshold for kvinder rundt om i landet:

For en måned siden havde DGI inviteret holdkaptajner fra 8 forskellige kvindecykelgrupper til et møde i Roskilde. Formålet var egentlig bare at tale sammen og finde ud af, om vi havde noget til fælles.

Det havde vi. Glæden ved at cykle og glæden ved at cykle sammen med andre kvinder. Der er ikke nogen, der har noget imod mændene, dem kører vi også gerne med. Der var bare for de fleste noget helt særligt ved at cykle med andre kvinder. Fællesskabet er anderledes. Der er langt mindre konkurrence. Ikke at forstå som færre ambitioner, men mindre konkurrence. Der bliver hygget og snakket, men også kørt stærkt.

En del kvinder er usikre på om de kan følge med, huske at klikke ud og skifte slange, hvis de punkterer. Den usikkerhed må ikke holde nogen tilbage, for jeg oplever igen og igen at alle springer til og hjælper når nye melder sig på banen. Og formen kommer lynhurtigt, hvis bare man træner lidt.

Nå, men der sad vi 14 kvinder en aften i januar og delte vores passion for og erfaringer med at drive cykelhold for kvinder. Efter to timer stod det klart, at potentialet og fællesmængden var enorm. Vi oprettede straks en Facebookgruppe for kvindelige holdkaptajner. Her deler vi vores forskellige arrangementer med hinanden, og vi har en ambition om at deltage i nogle fælles løb i 2019 på tværs af klubber og teams.

Og hvis denne aften tilnærmelsesvis er repræsentativ for, hvad der sker på cykelfronten blandt kvinder, så ser det altså lovende ud. Det er jo ikke nyt, at kvinder cykler, men der er ved at komme en bredde og en volumen, som varsler en ny æra.

Læs også: To nye cykelkvinder: Derfor var cykelskole perfekt for os

Den anden dag bladrede jeg i den store cykelbog ”På mestrenes asfalt” skrevet af tidligere DR vært Reimer Bo og reporter på DR TV Niels Christian Jung. En lækker bog, gode artikler og fede fotos. Skrevet af cykelentusiaster målrettet cykelmotionister. Jeg kastede mig over kapitlerne om Mallorca, fordi jeg selv skal der ned her til maj, og jeg svælgede i afsnittet om Toscana og den fedeste rute fra Lucca til Pisa og så retur.

Pludselig stoppede jeg op. Hov, bogen handlede jo næsten kun om mænd! Der var et enkelt fint kapitel om Ulla Tørnæs og hendes ture til Paris med Rynkeby og et om en kvindelig kollega fra DR. Men resten var skrevet af mænd og til mænd.

Det er jo også helt fair. Men jeg lurer på, om det samme vil gøre sig gældende, hvis Reimer & Co skal skrive en tilsvarende bog om nogle år. For der er for alvor grøde i kvinderne, cykelsporten og fællesskabet.

Tjek bare dette kort over arrangementer i den kommende tid – og det er bare lige dem jeg kender til.

Vi ses på landevejen, de damer!