Guide: Skal du vælge skive- eller fælgbremser?

Mange professionelle cykelhold bruger i dag skivebremser, og de bliver mere og mere almindelige på landevejen. Med denne guide forsøger vi at gøre dig klogere på, om du bør hoppe med på bølgen.

Med skivebremser får du mere bremsekraft end med fælgbremser. Men det er langt nemmere at skifte bremsekabel til en fælgbremse - som på cyklen her - end skifte eksempelvis hydraulikvæske til dine skivebremser. Foto: Niels Husted

For bare få år siden var det utænkeligt at udskifte sine velfungerende fælgbremser på racercyklen til fordel for skivebremser, som man kender fra mountainbikes. For hvorfor ændre på noget, der fungerer fint, som det er?

Læs også: Guide til cykelvalget: Skal din racer være carbon eller alu?

Ikke desto mindre er omkring hver anden solgte racercykel i dag udstyret med skivebremser, og inden længe vil kun et fåtal sælges med traditionelle fælgbremser. Det forudser to af de største udstyrsproducenter, Shimano og SRAM.

Så hvad bør du vælge, hvis du overvejer at investere i en ny racercykel? Det vil vi forsøge at gøre dig lidt klogere på her.

Fungerer på vidt forskellige måder

Du kender garanteret den traditionelle fælgbremse fra din normale citybike: Når du trækker bremsen, rammer to bremseklodser hver sin side af fælgen, og derved standser cyklen. En skivebremse er derimod ikke afhængig af en bremseflade. I stedet sidder der en skive monteret direkte på hjulnavet, som klodserne i bremsekaliberen bremser ind på. Det er samme teknologi, som man bruger på næsten alle moderne biler.

Der er også forskel på, hvordan du aktiverer bremserne. Trækker du i bremsegrebet til en fælgbremse, vil bremsekablet spændes, og det får bremsekaliberen til at trække sig sammen om fælgen. Moderne skivebremser er derimod ofte hydrauliske. Når du trækker i bremsen på styret, vil en hydraulisk væske presses sammen, og det får stemplerne i bremsekaliberen til at udvide sig og ramme bremseskiven.

Læs også: Cykeltøj for dummies: Det skal du bruge

Hydraulikken i skivebremser betyder, at de er sværere at servicere, men til gengæld bør du opleve meget få problemer, hvis først systemet er sat rigtigt op. Bremseklodserne på fælgbremser skal derimod udskiftes med jævne mellemrum, fordi de slides ned, når du bremser.

Skivebremsens fortræffeligheder

Først og fremmest giver skivebremser mere bremsekraft end fælgbremser. Det kræver simpelt hen mindre kraft i fingrene at opnå samme bremselængde med skivebremser som med fælgbremser. Dernæst vil du have en langt bedre føling med nedbremsningen. Det vil sige, at du har en bedre føling med, præcis hvor meget eller hvor lidt det er nødvendigt at bremse et givent sted. Det er en kæmpe fordel på især lange nedkørsler eller tekniske rundstrækninger med mange sving.

Og i modsætning til fælgbremser vil du have glæde af disse fordele uanset vejret. Fælgbremser præsterer ikke lige godt i regn- og tørvejr, da bremseklodser ikke er ligeså effektive på en drivvåd fælg. Det problem har du ikke med skivebremser, hvor du har samme gode bremsekraft i regnvejr. Uden fælgbremsen på cyklen er der også mere plads til bredere hjul og dæk, som er meget populære i øjeblikket.

Sætter du fart og bremseevne i første række, vil du have klart mest glæde af en cykel med skivebremser. Det samme gør sig gældende, hvis du enten er en forholdsvis tung rytter eller ofte tager cyklen med sydpå i bjergene, hvor du vil have glæde af den forbedrede bremsekraft.

Læs også: 3 tips til intervaltræning: Få diamanter i benene

Fælgbremser går du aldrig galt med

Det kan godt være, at du med skivebremser har en teknologisk fordel og kan bremse hårdere end med fælgbremser, men i sidste ende er det vejgrebet, der sætter grænsen for, hvor hårdt du kan bremse. Hvis du bremser så hårdt, at dækket mister grebet med vejen, og hjulet skrider, er du lige vidt. Der skal faktisk overraskende lidt kraft til, før baghjulet låser og begynder at skride, og det kan du sagtens opnå med en moderne fælgbremse.

Cykler med skivebremser er også tungere end cykler med fælgbremser. Der er faktisk ikke den store vægtforskel på selve bremsesystemerne, men hjul, stel og forgaffel skal designes specifikt til skivebremser, og det koster på vægten. Typisk vil der være tale om omkring 500 grams forskel på en hel cykel.

Selvom fælgbremser er en ’old school’ teknologi, er det mere simpelt at arbejde med. Det er langt nemmere at skifte bremsekabel til en fælgbremse, end skifte hydraulikvæske til dine skivebremser. Så har du hænderne skruet nogenlunde rigtigt på, vil du kunne udføre de fleste reparationer selv. Desuden kører de fleste, i hvert fald lidt endnu, stadig med fælgbremser, så skal du låne et hjul af en anden, kan du lynhurtigt skifte.