Guide til gravel: Sådan kommer du i gang

Gravelcykling rykker for alvor, også blandt motionister. Her får du en række tips til at komme i gang, så du kan komme ud på grusvejene.

Gravel køres primært på grusveje og giver dig en helt anderledes oplevelse på cyklen - med både fart, natur og en grad af adventure.

Gravelcykling foregår - som navnet indikerer - primært på grusveje, og det er på få år blevet meget populært, fordi det tilbyder en helt anden oplevelse på cyklen. Der er stadig fart på, men du får en anden naturoplevelse, og så har disciplinen en art 'adventure' over sig.

Måske sværger du mest til din landevejsracer eller foretrækker at hoppe på mountainbiken og kører helst single tracks i skoven. Måske har du aldrig cyklet på andet end en rusten havelåge. Det skal ikke stoppe dig, du kan sagtens komme i gang med gravel alligevel.

Læs med her - Peter Meinert, idrætskonsulent i DGI Cykling, giver dig nogle bud på, hvordan du bedst kommer med på gravel-bølgen, og hvilke overvejelser du skal gøre dig, inden du kaster dig ud på grusvejene og eventuelt køber en gravelcykel.

Cykel og udstyr

Du behøver ikke købe en gravelcykel med det samme. Det er dumt at bruge mange tusinde kroner på en gravelcykel, du efterfølgende aldrig får brugt. Du kan sagtens prøve disciplinen af uden for at finde ud af, om det er noget for dig.

Hvis du allerede ejer en mountainbike, kan du egentlig bare cykle afsted, for den er godt rustet til at klare grusvejene. Men der er alligevel nogle ulemper, fortæller Peter Meinert.

"Med en MTB kan du både køre selv og deltage i løb og arrangementer. Det er der en del, der vælger. Men den er jo lidt tungere end en gravelcykel, så måske bliver du træt af, at de andre kører fra dig, og at du skal arbejde lidt hårdere for sagerne," siger han.

Landevejscyklen er som udgangspunkt heller ikke bygget til gravel, men med et par bredere dæk, kan du alligevel godt prøve gravel af på din racer.

"Uden de brede dæk kommer landevejscyklen til kort på grus, men det kan være en mulighed at sætte nogle bredere dæk på og se, om det er noget for dig," siger Peter Meinert.

Overvej gravelcykel med to hjulsæt

Hvis du bliver bidt af grusoplevelsen, kan det være en mulighed på sigt at erstatte raceren med en decideret gravelcykel. Den kører nemlig også ganske udmærket på landevejen.

"Der er en tendens til, at nogle vælger at købe en gravelcykel med to hjulsæt - både graveldæk og dæk til turene på landevejen. På den måde kan de bruge den til det meste og få en glimrende oplevelse. Det er fint for de fleste motionister," siger Peter Meinert og uddyber:

"Hvis du vil køre meget stærkt og virkelig går op i tempoet på landevejen, er det dog ikke sikkert, du bliver tilfreds."

I forhold til sko og pedaler anbefaler Peter Meinert en MTB-løsning, så det er nemt at komme af, hvis det er nødvendigt på de lidt vanskelige strækninger på stien eller i skoven. Resten af beklædningen er den samme, som du ville bruge på din landevejscykel eller MTB.

Det skal du have med

Når du pakker cykeltasken til en graveltur, er det langt hen ad vejen de samme ting, du også ville tage med til landevej, MTB og cykelcross.

"Som minimum skal man have slange, dækjern og pumpe med. Hvis du også har multitool, kædeskiller og et ekstra kædeled med, er du rigtig godt rustet til eventuelle problemer. Det er også en god idé med nogle lapper, hvis der kommer ridser i dækket," siger Peter Meinert.

Han anbefaler desuden en cykelcomputer med GPS og kort, især hvis du skal køre på ukendte veje og ikke-opmærkede ruter.

Find ruten og kom godt i gang

Når du har gjort cyklen klar og pakket tingene, er du klar til at køre - men hvor skal køre hen? Du kender måske nogle spændende steder og grusveje i lokalområdet, og ellers kan du finde god inspiration på forskellige Facebookgrupper som eksempelvis Gravel Cycling Denmark.

"I Facebookgrupperne skriver folk om fede ruter, gode oplevelser og leder måske efter nogle at cykle med. Grupperne er rigtig gode til at blive inspireret og motiveret til de næste gravel-ture,” siger Peter Meinert.

Du kan også komme godt i gang ved enten at tage en tur med en bekendt, der har lidt gravel-erfaring, eller deltage i et af DGI’s “Kaffegrums og grusveje”-ture, hvor der er plads til både begyndere og øvede og masser af mulighed for at stille spørgsmål. Du er også altid velkommen til at kontakte din lokale DGI-konsulent, der kan hjælpe dig i retning af flere gode gravel-oplevelser.