Tour de Taxa viser vejen for nye holdkaptajner

Tour de Taxas holdledere har været på kaptajnkurser i DGI, og nu føler de sig endnu bedre klædt på til træningsturene og den lange tur til Paris.

Tour de Taxas deltagere til DGI's kaptajnkursus Foto: Kristian Venø

At cykle i en gruppe på den bedste og mest sikre måde kræver teknik og viden om de forskellige regler. Det ved man hos Tour de Taxa, der hvert år står for et langt træningsforløb afsluttende med en samlet tur fra Danmark til Paris i juli måned.

Fakta om Tour de Taxa

Tour de Taxa kører i 2015 for sjette gang fra Danmark til Paris i juli måned.

Projektet indeholder en masse træninger, så alle ryttere, uanset udgangspunkt, er klar til den otte dage lange tur.  

Kører du med Tour de Taxa til Paris er du samtidig med til at støtte Julemærkehjemmene i Danmark.

Derfor har en stor gruppe af holdlederne fra Team Taxa været på DGI’s nye kaptajnuddannelse, der varer én dag. 

”Det var rigtig godt, og vi er nu endnu mere klar til at cykle i felt på den bedst måde, så både ryttere og billisterne er glade,” siger Dan Volmar, der er motionscykelrytter og formand for Tour de Taxa.

”Indholdet af kurset blev fremlagt på en struktureret og meget motiverende måde, så det var faktisk også rigtig spændende for dem, der på forhånd måske var lidt skeptisk over for, hvad de lige kunne lære af DGI,” fortsætter Dan Volmer. 

Til gavn for alle former for grupper af cykelryttere

Du tænker måske, at DGI’s kaptajnuddannelse kun er for folk i cykelklubber, men DGI vil også meget gerne have uddannelsen bredt ud til andre, der kører sammen i grupper. Det kan være via en Facebook-gruppe, et cykelhold på arbejdspladsen eller bare en fast aftale med cykelvennerne.

Og ifølge Dan Volmar vil alle grupper af motionscykelryttere have gavn af at tage på DGI’s kaptajnuddannelse.

”Det er helt sikkert. Vi henvender os til en broget flok, og der er mange andre grupper af cykelryttere som os, og her er det bare vigtigt at have fokus på sikkerheden og køreteknikken,” siger Dan Volmar, der selv var deltager på kurset.

Fælles platform

Kaptajnuddannelsen giver deltagerne redskaberne til at udvikle sikkerheden og køreteknikken ude på de danske landeveje.

De overordnede mål med uddannelsen er blandt andet at reducere antallet og uheld og få alle til at udvise ”go stil" på landevejen.

”Indholdet på kurset er ikke raketvidenskab, men det giver os en fælles platform at gå ud fra. Nu kan vi for eksempel bruge de samme udtryk, når vi kommunikerer. Og vi fik talt en masse om sikkerhed,” siger Dan Volmer.