Prøvemedlemskab åbner cykelklubben op for nye medlemmer

Fordomme manes til jorden, når cykelklubber tilbyder et gratis prøvemedlemskab til deltagere i DGI Hærvejsløbet, og det kan tiltrække nye medlemmer til klubben.

Mange deltagere i DGI Hærvejsløbet har ingen erfaring med at cykle i større grupper, men det kan de få med et prøvemedlemskab. Foto: Lasse Olsson

Hjelmene er spændte, cykelskoene er klikket i pedalerne, og lycraen sidder, som den skal.

Læs også: DGI Hærvejsløbet er også for elcykler

I tænker måske ikke selv over det, men for en nybegynder udefra kan en motionscykelklub virke som en lukket klub. Også selvom det er meget langt fra virkeligheden med grin, sammenhold og fællesskab.

Men når først nybegynderne kommer ind i klubberne, opdager de, at der ikke er noget at være bange for. Det er i hvert fald den oplevelse, som flere klubber og prøvemedlemmer har haft, efter at deltagerne i DGI Hærvejsløbet i år blev tilbudt tre måneders gratis prøvemedlemskab i en lokal cykelklub.

Fordomme fjernes

73 klubber over hele landet tog tilsammen imod over 400 prøvemedlemmer på både landevejscykel og MTB i perioden op til DGI Hærvejsløbet. Blandt dem var Randers Cykelmotion, som fik besøg af 11 nye ryttere. Ud af de 11 tegnede to rigtige medlemskaber i klubben efter løbet.

Formanden i Randers Cykelmotion Ralf Johannesen tror, det skyldes, at prøvemedlemmernes fordomme om at køre i en cykelklub bliver afkræftet.

”Mange bliver overraskede, når de kommer ud at køre med os. De tror, at vi bare racer derudaf, og at de ikke kan følge med. Men vi er bare en motionscykelklub,” siger han.

Læs også: 110 km MTB: Elsebeth Broch Knudsen

Omkring halvdelen af alle prøvemedlemmer havde ikke tidligere været medlem i en cykelklub, og mange er kun vant til at cykle alene. Derfor er det afgørende, at klubben formår at tage godt imod dem og introducere dem til kulturen.

”Vi sætter en af de erfarne ryttere i klubben af til at tage imod og vejlede nye medlemmer de første gange. Og så opfordrer vi altid de nye til at deltage i både træninger og vores sociale arrangementer og klubture,” siger Ralf Johannesen.

Jeg blev lukket ind fra første minut. Det var en god oplevelse

Villy Hansen, prøvemedlem

Overraskende nemt at komme i gang

62-årige Villy Hansen var en af de 11 prøvemedlemmer i Randers Cykelmotion. Han opdagede muligheden ved et tilfælde, og efter tidligere at have overvejet at melde sig ind tog han chancen med et prøvemedlemskab i klubben.

Hurtigt modtog han en mail med en velkomsthilsen og en invitation til sæsonstart på landevejen den 1. april. Her sørgede en erfaren rytter fra klubben for, at Villy Hansen fik en perfekt velkomst.

”Det var en fantastisk oplevelse. Der var en, der sagde: ’Er du en af dem, der skal køre Hærvejsløbet?’. Jeg var omringet af folk, der introducerede mig til klubben og fortalte, hvordan træningerne fungerer,” siger han og tilføjer:

Læs også: 40 km MTB: Kjeld Thomsen kører på holdet Team BM Hygge og er med i Brande Motion

 ”Jeg blev lukket ind fra første minut. Det var en god oplevelse.”

Efter DGI Hærvejsløbet tegnede Villy Hansen et rigtigt medlemskab i klubben. Efter i flere år at have cyklet mest alene havde han fået øjnene op for fordelene ved at køre i en klub.

”Jeg vil gerne fortsætte med at cykle, og jeg ved, at jeg får ti gange mere ud af det ved at cykle i en gruppe, fordi vi presser hinanden. Og så er der jo en masse socialt i det. Vi snakker jo hele vejen rundt og har det rigtig godt sammen,” siger han og tilføjer, at det var overraskende nemt at komme ind i klubben. 

Klubben skal give en god velkomst

DGI Hærvejsløbet tog i forbindelse med 2019-udgaven af løbet initiativ til at bruge eventet til at generere flere medlemmer i danske cykelklubber. Derfor er der fra DGI’s side stor tilfredshed med, at flere deltagende klubber har fastholdt prøvemedlemmerne efter løbet.

”Det handler om at bygge bro mellem eventdeltagelse og det at træne med andre i en forening. Vi er stolte over at kunne bidrage til, at flere stifter bekendtskab med at køre i en cykelklub. Det er en forudsætning for, at flere på sigt vælger at melde sig ind,” siger René Vinther Olsen, der er en del af teamet bag DGI Hærvejsløbet.

Læs også: 165 km MTB: Preben Brouw, Vildbjerg Motion

Tiltaget kan være med til at skaffe cykelklubberne flere nye medlemmer helt uden besvær. Men det sker altså ikke uden indsats fra klubben. René Vinther Olsen mener, at klubberne har en stor opgave i at tage godt imod prøvemedlemmerne.

”Klubbens vigtigste opgave er at give nye medlemmer en rigtig god oplevelse, når de gæster klubben i forbindelse med prøvemedlemskabet,” siger han og tilføjer:

”Mange af deltagerne i DGI Hærvejsløbet har aldrig prøvet at køre i en cykelklub, og det kan godt virke lidt skræmmende at møde op til træning første gang. Derfor betyder det rigtig meget, at cykelklubben formår at give de nye en god oplevelse.”

DGI Hærvejsløbet køres igen den 27. juni 2020. Tilmeldingen åbner den 22. oktober.