Sådan foregår et 'bikefit'

Vil du sidde bedre på cyklen? Kom med en landevejsrytter til bikefit og få et indblik i, hvad det vil sige at få cyklen tilpasset til sin krop og køreposition.

Bikefitting er det nye sort inden for cykling. Specielt landevejsrytterne har taget indretning af cyklen til sig, og der er dukket adskillige forskellige udbydere op på scenen.

Denne artikel handler ikke om, hvorvidt det er den ene eller anden form for bikefitting, der er den bedste eller mest korrekte. Den er mere en gennemgang af principperne og en beskrivelse af, hvad du som landevejsrytter kan bruge et bikefit til.

Det viste sig ret hurtigt, at den nye siddeposition på cyklen gav en forbedring af outputtet.

Bo Wacker, bikefittet cykelmotionist

Bikefit blev testet af motionsrytter

For at få indblik i bikefittings forunderlige verden, har vi brugt et klassisk journalist kneb og sendt en mand i marken. Vores ”prøvekanin” er Bo Wacker, der har været cykelmotionist i 20 år og til daglig arbejder som cykelkonsulent i DGI Midt- og Vestsjælland.

Bo Wacker besøgte Rune Larsen fra firmaet AimHigh, der er et af landets mange steder, hvor du kan få lavet et bikefit. Firmaet skriver selv på sin hjemmeside:

”Det er vigtigt at forholde sig til, at bikefit ikke er en eksakt videnskab i samme grad som simpel matematik, men at der findes viden om kroppens biomekanik og om musklernes samspil, som skal tolkes unikt for hver enkelt udøver.”

Samtale og tur på gulvet

Bo Wackers besøg hos bikefitteren varede to timer, og det begyndte med en kort samtale om, hvad Bo som rytter ønskede at opnå med et bikefit.

”Efter et par rygoperationer og en alvorlig skulderskade var den primære hensigt for mig at kunne køre på cykel i længere tid, uden at få ondt i primært lænden. Min personlige andenprioritet var at opnå en sidestilling, hvor der kunne komme optimal kraft ud i pedalerne under længerevarende belastning,” fortæller Bo Wacker.

Bikefit dig selv

Kan man bikefitte sig selv? Ja, selvfølgelig kan man også det.

Spørger du en gammel erfaren cykelhandler eller cykelrytter, vil han sige, at du bare måler din skridtlængde og trækker 10 cm fra. Så har du sadelhøjden målt fra midten af krankboksen til toppen af sadlen (målt langs sadelrør og sadelpind).

Vil du gå mere grundigt til værks på egen hånd, kan du følge denne guide på vorespuls.dk:

Næste punkt på dagsordenen var en tur på gulvet, hvor kroppens udformning og smidighed blev tjekket. Ved hjælp af nogle få øvelser kunne bikefitteren hurtigt konstatere, at Bo ikke er den mest smidige.

”Specielt min lænd og mine haser var meget stramme, og min manglende smidighed indikerede, at jeg nok ikke kunne opnå den mest optimale aerodynamiske sideposition, men da komfort på cyklen var førsteprioritet, var det ikke noget problem.”

På med måleudstyr og op på cyklen

Et bikefit indeholder selvfølgelig også en tur op på cyklen. Bo fik monteret diverse målepunkter på fod, knæ, hofte, arm og skulder, der blev brugt til en videoanalyse af siddestillingen. Hos denne Bikefitter var der også tilkoblet et apparatur, som analyserede rytterens tråd.

Efter fem minutters kørsel på ’hometraineren’ var den første videoseance færdig, og derefter fik Bo opmålt diverse vinkler ud fra et foruddefineret bikefitting-system.

”Som udgangspunkt viste tallene, at jeg sad en anelse for højt og en anelse for ’dybt’, altså at forskellen mellem sadelhøjde og styrhøjde ikke var korrekt,” siger Bo Wacker.

Videomålingen målte også ’effekten’ af trådet, og der blev udregnet nogle gennemsnitsværdier, der senere skulle bruges som kontroltal.

Bikefitteren justerede på cyklen

Efter de forskellige målinger blev cyklen justeret. Sadlen blev sat lidt ned, og en kortere frempind blev monteret, dog med noget mere vinkel. Bikefitteren sikrede sig også, at sadlen var helt vandret, og frempinden blev vendt opad, så kørestillingen blev mere komfortabel.

Sådan blev Bos cykel justeret

  • Sadel sat 10 mm ned
  • Sadel sat 7 mm tilbage
  • Styr sat 14 mm op
  • Styr sat 16 mm tættere på spidsen af sadlen
  • Råd om at finde en sål, der giver mere støtte i svangen og gå i gang med simple smidighedsøvelser

For at teste om justeringerne havde givet pote, skulle Bo køre nye fem minutter på ’hometraineren’, og herefter vurderede bikefitteren, om vinklerne i forhold til gennemsnitsværdierne var forbedrede, og om effekten i trådet var forbedret.

”Det viste sig ret hurtigt, at den nye siddeposition på cyklen gav en forbedring af outputtet. Det var ikke store tal, men der var en forskel,” siger Bo Wacker.

”Det var dog meget vigtigere for mig, at følelsen af en mere afslappet siddeposition, hvor oplevelsen af at kunne sidde optimalt i længere perioder uden smerter, var markant.”

Justering af cyklen er selvfølgelig vigtig i forhold til siddestilling på cyklen, men en stærkere muskulatur i kropsstammen er også en vigtig faktor. Her kan simple mave og ryg øvelser gøre en stor forskel.

Kan det så betale sig at gå til en bikefitter?

Det er ikke nogen hemmelighed, at det ikke er helt billigt at få lavet et bikefit. Derfor er der ifølge Bo Wacker nogle overvejelser, du skal gøre dig.

”Man skal først og fremmest gøre sig klart på, at der er rigtige mange meninger om bikefit. En ting føler jeg dog er vigtigt, og det er at den person, der udfører bikefittet, har viden og erfaring om kroppen, og ikke kun ’fitter’ ud fra det optimale poweroutput og aerodynamiske siddeposition,” siger Bo Wacker.

Vi håber, du nu er blevet lidt klogere på, hvad et bikefit indebærer. God tur på landevejen, uanset siddestilling!