MTB-debutantens dagbog: Jeg skal være mere cool!
Barbara skal deltage i sit andet MTB-løb - og det bliver en oplevelse, der helt sikkert er værd at læse om!
Hvordan er det at stille op til et MTB-løb som ny i sporten? Det forsøger vi at få svar på her!
Dgi.dk har bedt 36-årige Barbara Openhaupt om at skrive som sine oplevelser som ny i MTB-sporten og ny til MTB-løb. Dette er hendes anden af i alt tre dagbøger.
Læs den første her: Debutantens dagbog: Vil folk råbe af mig, fordi jeg er langsom?
Og den tredje her: Debutantens dagbog: Utrygheden er forsvundet
Opdatering på Facebook
Dagen for anden afdeling af DGI MTB Cup nærmer sig, og på Facebook bliver der postet en opdatering fra DGI:
”Så er der en lille teaser til ruten klar. Ruten veksler mellem noget af det officielle blå spor med alle de der sving, som er kropumulige at blive overhalet på, efterfulgt af lige stykker med gode, brede overhalingsmuligheder, så man kan sakke endnu mere bagud. Den hårdeste stigning er ikke for vattede dameben, og når du skal af cyklen, så hold for Guds skyld ind til højre, så de der seje MTB’er M/K kan komme forbi uden at skulle vælte over dig. Når du endelig er kommet op af opkørslen og er helt syret til, skal du manøvrere cyklen ned ad en umenneskelig og vældigt ujævn nedkørsel. Herfra kører vi ud på Egedalssporet, drejer skarpt til højre op til Musebjerg, hvis navn snyder den utrænede, da den naturligvis ikke er i musestørrelse, men er stejl og klar til at tage pusten fra dig. Derefter skal du have gang i hele din adrenalinpumpede krop, da du skal ned ad en alt for svær, lang og hurtig nedkørsel, der ender i flere skarpe sving, som truer dig med at ende dagen inde i et træ. Så et stykke, hvor du kan kollidere frontalt med dagens hurtige ryttere, der er på vej ud på ruten igen – endnu en gang! Stykket vil være opdelt af minestrimmel, så du ikke bliver væk fra os andre. ”
OK – indrømmet, det er ikke det der står, men det jeg læser.
Barbara Obenhaupt
- Gift
- Mor til to
- 36 år
Hvad nu hvis kæden ryger af?
Selv om første afdeling gik rigtig godt, og jeg var glad og stolt, har nervøsiteten ikke helt sluppet min krop, og jeg er stadig usikker på min egen kunnen. Én af de ting jeg er nervøs ved er defekt på ruten. Hvad gør jeg, hvis jeg punkterer, knækker kæden eller en af de andre 1.000 ting, som kan gå i stykker på cyklen?
Normalt kører jeg jo med min mand, som altid er sød til at hjælpe og fikse, men når løbet køres, er jeg nødt til at kunne selv, da jeg jo ikke kan regne med at andre deltager vil stoppe deres løb bare for at hjælpe mig.
Jeg melder mig til et mekanikerkursus hos DGI, og efter et par timer på skolebænken, hvor jeg selv fik lov til at skille ad og samle diverse dele, føler jeg mig rustet til at klare de mest basale defekter og reparationer selv.
Så er det løbsdag!
Løbsdagen oprinder, og i bilen på vej mod løbet, går snakken om sporet, bakkerne, nervøsiteten og andre ting. Til denne afdeling er det nemlig muligt at melde sig til for en enkelt gang og min mand og en klubkammerat skal også køre med, og vi følges i bil dertil. Det er hyggeligt, og stemningen – og spændingen – begynder at rumstere i mit hoved og i min krop, men på den helt rigtige måde denne gang.
Jeg varmer let op ved at løbe mig en tur. I min gruppe starter vi til sidst, og da startskuddet går, kommer jeg godt fra start. Jeg finder en kvinde, som kører nogenlunde ligeså hurtigt (eller langsomt??) som mig, men hun er lidt mere cool og fortsætter bare på sporet, når hun bliver overhalet, hvor jeg trækker ind til siden og nogen gange sætter foden ned.
Jeg må tilrane mig lidt mere coolness og forsøger at tænke mere på mig selv - og have tiltro til, at dem, som overhaler, har helt styr på, hvornår det kan lade sig gøre. Det er nemlig også en både skreven og uskreven regel, at det er den, der kommer bagfra, der har ansvaret for en forsvarlige overhaling.
Kommer i tanke om min coolnes
Jeg rammer en nedkørsel og kan mærke nogle ryttere der ligger bag mig og gerne vil forbi. Jeg forsøger at finde et sted, inden det begynder at gå ned af for alvor, hvor jeg kan trække ind til siden, men kommer så i tanke om min coolness. Det går stejlt ned, og jeg sætter farten til ekstra langsom for ikke at komme ud af kontrol med min kunnen, hvilket resulterer i, at dem bagi også må sætte farten ned.
DGI MTB-cups for alle
DGI afholder MTB-cups flere steder i Danmark. Barbara deltager i DGI Midt- og Vestsjælland cup.
Cuppen er en motionscup målrettet alle niveauer, breder sig over seks afdelinger i sommerhalvåret og foregår på seks forskellige spor i Midt- og Vestsjælland.
Nogle af sporene må ikke køres ud over på selve dagen, så her er der en særlig anledning til at køre helt nye spor.
I bunden af bakken trækker jeg så langt ind til højre, jeg kan, mens jeg kører og siger, at de bare kan suse forbi. De returnerer med et kæmpe tak! Jeg fik ikke en gang skældud, som jeg havde forventet. Så dejligt og skønt at opleve, at der blev taget hensyn begge veje.
Nu tør jeg presse mig selv lidt mere på sporet. Det kører bare, jeg har ikke styr på, hvor jeg er på ruten, men det er lige meget, humøret er i top. Jeg passerer startområdet for anden gang, og hvor jeg første gang var lidt forknyt, er smilet nu op til begge øre. Efter tredje omgang er løbet slut, og jeg synes det gik rigtig godt.
Fejret med juice, kakao og kage
Jeg kom fint rundt. Det var et dejligt spor. Også selvom nogle enkelte syntes, de havde svært ved at komme udenom andre. Jeg havde et udmærket flow på de fleste strækninger, og der var ikke nogle snævre broer, tykke træstammer, sten, der skulle forceres eller andet, der kan få mit hjerte til at hoppe ud af min bedste løbetrøje.
Jeg kom ikke op ad bakkerne med de misvisende navne, men det gør heller ikke noget. Jeg gjorde det rigtigt godt. Jeg kom ind som en af de sidste, men dét at jeg endnu engang kom igennem, hel og uden skrammer, det er altså bare stort, er det!
Da jeg passerer målstregen er tiden præcist gået, så jeg slipper for en fjerde omgang. Det er alligevel lidt dejligt. Jeg er glad og tilfreds. Og sikke nogle dejlige mennesker, som stod ude i kanten og heppede!
De var helt enormt søde til at heppe og klappe én op ad bakkerne og fortælle, hvor godt man gjorde det – vel vidende, at man lignede en meget moden tomat kørende i et tempo folk kunne have hinket op ad bakke i. Men det føles godt, at de gør det!
I målområdet står den arrangerende klub klar med kaffe, juice, kakao og hjemmebagt kage. Lige hvad man trænger til. Det skal jo fejres, skal det!
Tager på DGI-kursus for kvinder
Jeg skal jo i alt køre seks afdelinger, og mellem tredje og fjerde afdeling har jeg meldt mig til et fire timers DGI-kursus for kvinder, der er nybegyndere på mountainbiken. Jeg glæder mig. Her er der fokus på den korrekte teknik, og jeg trænger til at få instrukser i, hvordan man kommer bedst op, ned, frem, rundt og får bremset ned.
Jeg bliver lynskarp, når fjerde afdeling køres. Jeg har ikke noget mod at køre med mænd, ej heller at tage kurser sammen med mænd, men stemningen er tit en anden, når det kun er kvinder, der er til stede.