MTB-debutantens dagbog: Vil folk råbe af mig, fordi jeg er langsom?

Barbara er ny på mountainbike, og hun har masser af fordomme og bekymringer, før hendes først MTB-løb. Læs hendes beretning og find ud, om de bliver gjort til skamme eller holder stik.

Barbara Obenhaupt cykler over målstregen i sit første MTB-løb. Foto: Bent Nielsen

Hvordan er det at stille op til et MTB-løb som ny i sporten? Det forsøger vi at få svar på her!

Dgi.dk har bedt 36-årige Barbara Openhaupt om at skrive som sine oplevelser som ny i MTB-sporten og ny til MTB-løb. Her får du hendes første af tre dagbøger, hvor hun lige fra hjertet fortæller om fordomme, bekymringer og succeser:

Læs den anden her: Debutantens dagbog: Jeg skal være mere cool!

Og den tredje her: Debutantens dagbog: Utrygheden er forsvundet

Tvunget til at begynde at motionere

De sidste 20 år har jeg til tider lidt af store smerter i maven. For nogle år siden beder min læge mig derfor være opmærksom på min kost og begynde at motionere. Min mand har lige investeret i en mountainbike, og det er jo nærliggende at købe sådan en, for så vil vi kunne komme på ture sammen og dele passionen for sporten.

Barbara Obenhaupt

  • Gift
  • Mor til to
  • 36 år

Men jeg er lige blevet mor - og dermed bange for alt i hele verden. Og jeg tænker, at det jo er en farlig sport, og man kan komme frygteligt til skade.

Fitness er forsøgt, mange gange, og et fast hold med ufleksible træningstider duer heller ikke med skiftende arbejdstider og en familie med flere aktiviteter, der skal koordineres. Derfor falder tanken på løb, som kan gøres alle steder, på alle tidspunkter. Som sagt, så gjort, og jeg køber mig et par løbesko for at begynde at løbe.

Tog mountainbike til skoven for at løbe

Skæbnen vil, at min mand køber en ny mountainbike, og jeg arver den gamle. Den bliver i starten brugt til at køre fra hjemmet og ud til skoven for at suse frem og tilbage på de lækre spor. Altså i løbeskoene, for mountainbiken bliver parkeret i skovbrynet. Det skal der dog snart blive lavet om på, for min mand foreslår, at vi melder os til en Xterra.

Jeg er umiddelbart klar, men samtidig lidt betænkelig over de 15 km mountainbike, så min mand foreslår, at vi bare kan følges. Men det vil jeg alligevel ikke have siddende på mig, så ud over at komme mere i skoven på mountainbiken, melder jeg mig også til DGI MTB Cup. Nu skal det være nok med at stå på sidelinjen og heppe!

Jeg føler mig straks hjemme og velkommen, selvom jeg ikke kender mere end et par stykker.

Barbara Obenhaupt

Blev taget godt imod i MTB-klub

Jeg melder mig ind i en mountainbikeklub for at kunne køre med folk på mit eget niveau og for at få mulighed for at få del i en etableret træning. Første træning går fint, der er et hold på mit niveau, hvor jeg kan følge med. Og frygten for at stikke udenfor, når man ikke kommer i stram lycraklubdragt og kliksko, bliver gjort til skamme.

Til næste træning er der ikke andre end mig på begynderniveau, men de, der var dukket op, tager mig med i skoven og venter, uden jeg føler sig til besvær. Endnu en frygt, der forsvinder som dug for solen.

Tankerne om deltagelse i første afdeling af løbet, bliver større og flere, jo tættere jeg kommer på dagen. Er formen god nok? Går jeg kold efter 30 minutter? Bliver jeg kørt over ende? Og hvad sker der, når jeg er den sidste af alle, der kommer over målstregen?

Løbsdag!

Dagen oprinder. Nu er det løbsdag. Jeg har sovet dårligt, og maven kører i centrifugalmode. Igen melder alle mulige bekymringer sig. Bliver jeg sat af på startloopet, eller bliver jeg råbt af på singletracket, fordi jeg er langsom? Og hvordan med de der store drops, som helt sikkert er med på ruten? Og hvad nu, hvis min cykel punkterer?

Jeg kommer til løbet i god tid, og der er masser af muligheder for at få ro på nerverne, finde startnummer og få overblik over, hvor starten går fra. Iført kondisko, løbetrøje og nyindkøbt cykelbuks skiller jeg mig som frygtet ikke ud.

Alle med en mountainbike og en nogenlunde kondi kan stille op. Selv én der er så uskolet som mig.

Barbara Obenhaupt

Der er både deltagere i snorlige cykeltøj og de lidt mere afslappede udi cykelmode til stede. Nogle bruger ventetiden til at varme op. Jeg tænker, at det i den grad er overskud. Eller erfaring.

Fem minutter til start. Jeg placerer mig bagerst i sin startgruppe, dels for ikke at skulle blive overhalet lige med det samme, dels for at være sikker på ikke at køre forkert og væk fra ruten. Der er tre startgruppe, der skal sættes i gang, inden jeg, resten af kvinderne, U17 og herrerne over 60 bliver skudt i gang.

DGI MTB-cups for alle

DGI afholder MTB-cups flere steder i Danmark. Barbara deltager i DGI Midt- og Vestsjælland cup.

Cuppen er en motionscup målrettet alle niveauer, breder sig over seks afdelinger i sommerhalvåret og foregår på seks forskellige spor i Midt- og Vestsjælland.

Nogle af sporene må ikke køres ud over på selve dagen, så her er der en særlig anledning til at køre helt nye spor.

Så er det nu. Jeg finder en anden damerytter, jeg kan ligge bag, og allerede nu er nervøsiteten og adrenalinen kommet under kontrol. Nogen gange bliver jeg grebet af stemningen og får trådt lidt for meget til, så jeg er nødt til at tage farten af i svingene for ikke at blive usikker og stiv i kroppen. Men det kører, og jeg passerer mål første gang - uden at være blevet overhalet. Et enkelt sted hopper jeg af cyklen for at trække over en bro, men det er egentlig okay, synes jeg.

Forsigtig-Per på vej mod mål

Nu begynder de hurtigste herrer at komme bagfra. De har fart på og mens min følgesvend bare kører videre, skal jeg vende mig til overhalingerne. Jeg stiger i første omgang af cyklen, men efter nogle gange, nøjes jeg med at sætte en fod ned og holde ind til siden.

Til tider kommer det belejligt, for her kan jeg samtidig løfte cyklen over forhindringer, som jeg på grund af adrenalin og træthed pludselig føler er ret svære, eller få mig et pusterum. Jeg trækker ”forsigtig-Per-kortet”. Alle indtrykkene tærer også på kræfterne, og jeg glæder mig nu til at komme i mål.

Målstregen kan ses for enden af det sidste stykke grusvej. Det føles godt og jeg gennemfører uden at blive kørt over, styrte, råbt af eller blive sidst. Al frygt og fordomme er endnu en gang gjort til skamme. De hurtige er ude på endnu en omgang, så mens der ventes, kan man tage et stykke kage og drikke noget kakao, som den arrangerende klub har sørget for.

Der er hyggeligt i målområdet med en summen af glade ryttere, der sammenligner omgangstider, sjove historier og snak om cykler eller andre ting. Jeg føler mig straks hjemme og velkommen, selvom jeg ikke kender mere end et par stykker.

Hvis jeg kan, så kan alle

Så er det tid til podiet, og til min store overraskelse bliver jeg kaldt op til en tredjeplads. At der til første afdeling kun er tre ud af seks tilmeldte damer under 40, der stiller op, siger vi ikke til nogen, og jeg synes det er mega skægt – også fordi jeg godt ved, at jeg næste gang nok ikke kommer nær podiet. Men det er lige meget, for bare det at deltage har i denne omgang været en sejr for mig.

Alle med en mountainbike og en nogenlunde kondi kan stille op. Selv én der er så uskolet som mig.

Det er en af de helt vilde krydser, jeg kan sætte i mit livs bog. Jeg havde overhovedet ikke troet, at jeg i en alder af 36 skulle have mod på at deltage i sådan et løb. Jeg er stolt og glad!

Der er en måned til næste afdeling. Jeg er mere rolig omkring det nu, og håber på at kunne udfordre mig selv lidt mere næste gang. Indtil da skal der øves på teknikken, og jeg beslutter sig for at tilmelde mig et teknikkursus hos DGI. Det bliver godt.

Jeg er ikke til at stoppe, og hvis jeg kan, kan alle kvinder:)

Følg med i vore følgeton om Barbara, når hun efter ferien har kørt med i flere af cuppens afdelinger.