MTB-udstyr: 5 ting du skal ønske dig

Gør både juleaften og din næste MTB-tur endnu bedre - her bliver du guidet til at skrive de bedste MTB-ønsker på ønskesedlen.

Undertrøje, GPS og knæbeskyttere er nogle af de ting, du bør ønske dig Foto: Mette Thorning

”Gå aldrig ned på udstyr”.

Det er helt sikkert en sætning, du har hørt mange gange, efter du har kastet din kærlighed på mountainbikesporten.

Der er da også masser af gode, spændende dimser, komponenter og tilbehør, du kan bruge dine penge på, når du kigger i butikker eller på nettet - og det kan være svært at bestemme sig for, hvad der er det rigtige køb. Frygt dog ikke, vi giver her fem bud på, hvad du skal ønske dig.

#1 Dropper post

At være i stand til at tvinge sadlen ned i højde for at få mere bevægelsesrum under bagdelen er et kæmpe plus. Det gør dig i stand til hurtigere og mere sikkert at køre nedad, over træstammer, gennem sving og andre manøvrer, som kræver et lavt tyngdepunkt.

Alt efter cykelstel, højde og hvad der er af plads i dit sadelrør, er der mange løsninger at vælge mellem.

Tag ned i din lokale cykelbiks og få hjælp, eller forhør dig hos en af dine klubkammerater, som allerede har investeret i en dropper post.

#2 God undertrøje i merinould

Især i ydersæsonen og vinteren er en god undertrøje uundværlig, og vil gøre din tur langt sjovere og knap så kold. En undertrøje i merinould er et godt valg til ønskesedlen. Du holder nemlig varmen rigtig godt med merinould, og samtidig har det den fordel, at det ikke begynder at lugte som tøj i kunststof eller bomuld, så du behøver ikke vaske den efter hver tur. Mellem vaskene skal den bare hænge i den friske luft.

Læs mere om godt tøj til vinterturene.

#3 GPS

En GPS kan bruges til meget mere end heftige intervaller og pulsstatistik. Er du på nye græsgange, eller bare knap så god til at finde vej, kan det være rart at kunne orientere sig, uden at skulle have mobilen frem.

Ligeledes kan du flere steder på nettet downloade spor i områder, du gerne vil udforske på egen hånd uden en lokal mountainbiker.

På den måde kan du lettere tilpasse din tur, når du er på ferie med familien og ikke har tid til at ”fare vild”.

Flats-pedaler og sko

Måske du kunne ønske dig et par flats-pedaler?

#4 En god lygte

Den rette lygte kan både hjælpe med køreegenskaber, køreglæde og sikkerhed. Derfor er det et godt valg til ønskesedlen. Måske skal du faktisk ønske dig to eller tre, for loven siger, at du skal have to lygter fastmonteret på din cykel. Så ud over en for- og baglygte på cyklen, er det også en god idé med en lygte på hjelmen, så lyset følger din synsvinkel. Med den løsning holder du dig inden for loven og får mest ud af dit setup.

#5 Knæbeskyttere

En del af MTB-sporten kan være ensbetydende med styrt. Derfor er beskyttelsesudstyr vigtigt. Det er ikke nødvendigvis store voldsomme styrt, det kan også være i snegletempo op ad en stigning, hvor du ikke når at klikke ud eller sætte foden i.

Når du kører med beskyttelse på dine knæ, er der mindre sandsynlighed for sår, skrammer og blå mærker. Men endnu vigtigere, kan det afhjælpe mere eller mindre alvorlige skader, hvis du skulle være uheldig og lande med knæet på en sten eller en spids rod.

Selv en lille væskesamling inde bag knæskallen kan gøre, at du ikke kan komme i skoven på grund af smerter. Mange oplever også en større tryghed ved at have beskyttelse på, og kan hjælpe dig mentalt, når der skal rykkes grænser.

Der findes knæbeskyttere i flere forskellige afskygninger. Nogle har en hård skal, som minder lidt om den type, man bruger til rulleskøjter. Andre er lavet af blødt og fleksibelt materiale, der bliver hårdt ved koalition. Spørg eventuelt om erfaringer i dit mountainbikenetværk, eller tag hen til en butik og se med fingrene.

God MTB-tur – og glædelig jul!