Vild udvikling: MTB-spor bruges som aldrig før

Siden 2013 er antallet af mountainbikeryttere i statens skove og andre naturområde vokset med 15-20 procent hvert år.

Flere og flere danskere køre på MTB-spor i de danske statsskove Foto: Martin Paldan

540 kilometer MTB-spor er, hvad statens skove og naturområder indeholder i Danmark. Og de bliver brugt i højere grad for hvert år, der går, skriver Naturstyrelsen.

Tendens i hele landet

MTB-sporet i Hareskoven ved København har flere automatiske tællere på det 25 kilometer lange spor, og de talte sidste år, at 90.500 MTB’er var igennem. Siden 2013, hvor tællerne kom op, er antallet steget med 15-20 procent hvert år.

Derfor giver det god mening, at danskerne får endnu flere kilometer mountainbikespor at boltre sig på i statens skove og andre naturområder.

Esben Lunde Larsen, miljø- og fødevareminister

Det er samme tendenser, der ses i andre skove, hvor der også er sat MTB-tællere op. Det glæder Danmarks miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.

”Naturen skal ikke være et lukket museum. Den skal både benyttes og beskyttes. Vi skal slå dørene op til naturen, så flere kan få glæde af naturen. At flere og flere danskere hopper på MTB-cyklen og får pulsen op på et af de mange spor, der er lavet lige præcis til det, er glædeligt. Ved at etablere spor, der er målrettet mountainbikeryttere, mindsker vi også de mulige gener for naturen og skovens andre gæster,” siger han til Naturstyrelsen.

Samme tendenser i DGI

De samme tendenser ses inden for MTB-klubber og antallet af medlemmer.

"I DGI har vi også oplevet stigning i antallet af MTB'er de seneste år, og det er en tendens, vi på ingen måde kan se stoppe foreløbigt, hvilket vi naturligvis er enormt glade for," siger projektleder for DGI Cykling, Ulrich Gorm Albrechtsen.

Vil du være MTB-instruktør?

DGI er på banen med en helt ny uddannelse for dig, der vil give glæden ved mountainbike videre til andre - læs mere:

I 2016 steg antallet af medlemmer af cykelklubber (dækker både landevejscykling og MTB) med hele 26 procent - og en væsentlig del af dem er MTB-motionister. 

Første MTB-spor kom for 17 år siden

Det allerførste MTB-spor i statens skove og andre naturområder kom tilbage i 2000. Nu er årstallet 2017, og der er 54 spor i hele landet med mere end 540 km spor – og flere er på vej.

”Jeg har en klar vision for, at alle danskere skal kunne leve dét liv, de gerne vil. Det indebærer blandt andet, at de har adgang til en rig natur, og at der både skal være plads til gåture, løbeture og cykleture i de danske skove. Derfor giver det god mening, at danskerne får endnu flere kilometer mountainbikespor at boltre sig på i statens skove og andre naturområder,” siger Esben Lunde Larsen.

Og der er ingen tvivl om, at mountainbike er kommet for at blive. I 2013 generede idrætten en samfundsøkonomisk gevinst på 600 millioner kroner og næsten 450 fuldtidsbeskæftigede, skriver Naturstyrelsen.