Dans & Disney
I Nr. Bjært Strandhuse IF’s danseafdeling står kreativiteten ikke stille.
Årets DGI Danseforening 2021
Sidste år blev danseafdelingen kåret som Årets DGI Danseforening 2021, men det har ikke stoppet dem fra at tænke kreativt og udvikle nye idéer. Foreningen tæller nu 100 dansere, som hver uge giver den max gas på dansegulvet. Der bliver også holdt MGP-fest, hvor selfies, dans og selvfølgelig selve MGP-showet spiller en stor rolle.
Det nyeste skud på stammen er konceptet Dans & Disney, her handler det ikke om at danse som Disney prinsesser, men derimod at modtage hele familien til en hygge aften.
Det starter med fællesspisning, hvorefter et par dejlige hjælpere ser Disney Sjov med børnene, mens forældrene får mulighed for at prøve kræfter med Moderne Pardans inde i hallen. Et koncept mange har fundet interessant.
Alle kan være med
Det handler ikke om at være den bedste danser, eller om at se bedst ud, det handler om at få småbørnsforældre til at være aktive. Gennem pardansen får de mulighed for at se hinanden i øjnene en times tid, prøve noget nyt og få sved på panden.
”Jeg tror det er vigtigt, at man bare kaster sig ud i det”
fortæller Casper Rasmussen
Casper har danset en time med sin kone Louise, mens deres datter spiste fredagsslik og så Disney Sjov. ”Man kunne godt se til at starte med at mange af mændene var lidt bange” fortsætter han med et smil. Alligevel var der store smil og masser af grin hos alle par, da timen først var i gang, specielt når trinene drillede lidt eller musikken var lidt hurtigere end man havde regnet med.
Aftenen handler nemlig ikke om at være perfekt, men derimod om at være sammen.
Jeg vil gerne give andre mere dans
Glæden var heller ikke til at skjule for instruktør Rikke Graven Æbeløe der både igennem undervisningen og efterfølgende havde det største smil på. Sammen med sin dansepartner Lisa Bærentsen fik de parrene igennem en sambainspireret opvarmning, Engelsk Vals og Jive.
”Jeg elsker det” fortæller Rikke ”når jeg ikke selv kan få min mand med, giver det mig meget, at jeg kan se glæden gennem andre. Det giver mig så meget.” Rikke og Lisa underviser normalt foreningens børnehold, men har været på flere DGI-kurser i Moderne Pardansdans, så foreningen også har mulighed for at tilbyde de voksne aktiviteter.
Succesen gentages den 22. april hvor tidligere Vild med Dans danser Esbern Syhler-Hansen overtager undervisningen. Tilmelding hos foreningen www.nbsif.dk/aktiviteter/dans/