Dansekonsulent med stor DGI-erfaring

Skal du have besøg af en dansekonsulent i år?
Så er det godt, at vi har fået Steffen på kontoret. Steffen er vores nye dansekonsulent og han skal det næste år arbejde med udviklingen af danseforeninger i hele landet.

For Steffen lå dansen ikke lige til højre benet, men det gjorde musikken og foreningsarbejdet til gengæld. For Steffen har i over 30 år arbejdet i efterskoleverdenen og har som både lærer forstander været med til at sætte sit aftryk på en masse unge mennesker. 

I sin fritid har musikken fået en stor plads i Steffens hjerte, om det er på trompet i Ribe Bigband eller ved klaveret til fællessang, så betyder musikken meget for ham.  

Jeg sætter en stor pris på foreningsfællesskabet

Steffen Bendix Pedersen

Konsulent med DGI i blodet 

Steffen er bestemt en konsulent med DGI i blodet. En opvækst i Horne ved Varde hvor det traditionelle foreningsliv var i højsæde og et højskoleophold på Viborg Gymnastikhøjskole vagte Steffens leder og instruktør interesser, som han har båret med sig gennem hele livet, både som lærer og i det frivillige.

På Steffens DGI-CV står der derfor også både Vejleder, Kursusinstruktør, Redigering af DGI Sangbogen og Bestyrelsesmedlem af DGI Sydvest. Med DGI-kompetencerne på plads og en lyst til at få dansen udviklet i alle stilarter, kommer Steffen gerne ud til netop din forening og hjælper med at udvikle dansen og foreningen.

"Jeg sætter en stor pris på foreningsfællesskabet og jeg elsker at være sammen med andre omkring gode aktiviteter" fortæller Steffen med glæde i stemmen, mens han fortsætter "og hvis vi skal starte med en sang, så sætter jeg mig gerne til klaveret".