Dansen lyser ud af dem

Dans er ikke forbeholdt en genre eller et sted. I Lindholm Gymnastikforening i Aalborg har Bevægelses Værkstedet Nord vundet frem. Holdet kører nu på sin 11. sæson.

Det er mandag aften, regnen falder tungt, mørket har lagt sig over Aalborg, men lyset er tændt i Nordkraft og i øjnene på to dygtige danseinstruktører. Hver mandag har de danseholdet BVN (Bevægelses Værkstedet Nord), som er en del af Lindholm Gymnastikforening.

Anders og Stephanie, som de to instruktører hedder, elsker dans og selv ikke det tunge efterårsvejr kan sætte en stopper for deres danseglæde.

Instruktører med danselys i øjnene  

Anders Engelund og Stephanie Sloth Krage har tilsammen 18 års danseerfaring og har prydet diverse danseholde som Ollerup Dansekompagni og danset for Stepz.

De startede begge i gymnastikken, som der stadig er en stor kærlighed til, men fandt i dansen mulighed for udfordring og en anderledes type udfoldelse. Med et dansehold i gymnastikregi vil de gerne nå ud til ’Gymnastik Danmark’ og vise dem et alsidigt bevægelsesmønster.

Da snakken falder på forårsopvisninger og det show de det næste halve år skal øve på, bliver lyset i deres øjne endnu større.

"Vi glæder os så meget til at lave shows" fortæller Anders, mens han næsten ikke kan holde glæden inde.

Anders Englund

De to instruktører elsker at arbejde med processer og inddrager gerne deres dansere, så alle føler sig som en del af showet.  

Instruktørernes gode råd

Her kommer instruktørernes gode råd til opstart af dansehold i en gymnastikforening:

  1. Gør det spiseligt. Det behøver ikke være alt for eksperimenterende lige når I starter op. Start stille og roligt og fornem hvad dine dansere synes er fedt.
  2. Du behøver ikke stå med det hele selv. Det er helt okay ikke at være verdensmester i det hele. Prøv eksempelvis at gå til dit netværk og se om du kender nogen der vil lave en koreografi for dig til jeres show.
  3. Inviter det ind i små bider. Har du allerede et gymnastikhold, så prøv nogle forskellige ting af på dem inden du opstarter et dansehold. Se hvad der fungere for lige netop din forening og tag udgangspunkt i det.

Vis mere Vis mindre

Ærefrygt og store forventninger 

BVN startede for 11 sæsoner siden i Aalborg og har siden skabt større forståelse for dans i det nordjyske. Det er derfor også med en smule ærefrygt at de to instruktører tager fat om opgaven, for første gange sammen. Anders har tidligere undervist på BVN, men for Stephanie er det første år som instruktør.

Opgaven som instruktør bliver taget seriøst, for ude til opvisningerne er der blevet en forventning til at BVN leverer, hver gang. "Vi forsøger at skabe et intimt rum, hvor dansen kan udvikle sige" fortæller Anders og fortsætter "nu har folk jo se BVN i Nordjylland et par år, så de forventer også at få en show." 

De to instruktører står heldigvis på spring for at give publikum netop det - et show med dans der rør folk.

To instruktører mange stilarter 

Da de to instruktører bliver spurgt om hvilken stilart de danser på holdet, kigger de hurtigt på hinanden og begynder at grine. ”Sådan lidt af hvert” svarer Anders, 

”Det er nok sådan lidt Anders og Stephanie stil” tilføjer Stephanie.

De to kan nemlig ikke lide at blive sat for meget i kasser, dansen handler nemlig for dem om det modsatte, at kunne slippe bevægelserne fri. 

I fællesskab forsøger dansere og instruktører derfor at indvie gymnastikverdenen mere i danseverdenen, så der bliver en fælles forståelse og respekt.