Så er de første DGI Danseinstruktører blevet uddannet

De 11 kursister kom fra vidt forskellige stilarter, men de fik alle fyldt rygsækken op med teori, øvelser og danselege i løbet af en intens weekend i Faaborg på Fyn.

I august 2018 var det første gang, at DGI Dans & Musik afholdte en tværgående instruktøruddannelse, der klæder danseinstruktører på til rollen som underviser. Uddannelsen var udbudt som en pilotuddannelse, hvor det ny-udviklede undervisningsmateriale blev testet. 

”De pædagogiske virkemidler og den teoretiske viden om opvarmning, skader og motorisk udvikling er jo den samme lige meget, om man underviser i hip hop eller mavedans,” fortæller Gitte Nygaard Andersen, der er idrætskonsulent for Dans og Musik i DGI.  Hun fortsætter: ”Derfor har vi valgt at udbyde en samlet uddannelse, hvor man også får noget ud af at møde de andre stilarter."

På denne første version af uddannelsen deltog instruktører med forskellig dansebaggrund bl.a. inden for hiphop, moderne dans, showdance og mavedans, og der var deltagere, der skulle starte dansehold for første gang i den nye sæson, og nogle, der var mere garvede.

I løbet af weekenden kom deltagerne omkring, hvad det vil sige at være en dygtig underviser i dans. De fik bl.a. redskaber til at bruge forskellige undervisnings-former, og til at organisere holdet på forskellige måder, så de kan skabe en varieret og inspirerende undervisning i et trygt miljø.

De arbejdede ligeledes med musikforståelse og at skabe koreografier med udgangspunkt i Labans bevægelseslære, ice-breakers og danselege, opvarmning, stræk og skader. Så de var vidt omkring, inden de søndag sluttede af med at undervise hinanden i grupper indenfor deres egen stilart med brug af de redskaber de havde fået i løbet af weekenden.

Efterfølgende fik de feedback på undervisningen af de andre deltagere og de to meget dygtige undervisere, Mette Nagel og Mie Hytteballe Kristensen, som begge har stor erfaring indenfor dans og undervisning.

Der var efterfølgende stor ros til både uddannelsen og underviserne:

Uddannelsen oversteg langt mine forventninger, jeg fik så mange gode redskaber som jeg kan gå direkte hjem og bruge og jeg føler mig nu helt klar til at kunne gå hjem og starte et dansehold.

Deltager

Jeg fik en masse nye ideer og lærte en hel masse nyt. Der var en god balance mellem teori og praksis. Fedt først at tale om det og så afprøve det efterfølgende

Deltager

 

Deres feedback bliver brugt til at kvalificere undervisningsmaterialet, og så bliver uddannelsen udbudt igen i 2019.