Laura er vild med at danse

Laura Larsen på 18 år fra Holstebro har altid været glad for dans. Og så har hun en vindermentalitet, der gør, at når hun sætter sig et mål, så arbejder hun hårdt for at nå det.

”Man må bare øve og øve og blive ved med at kæmpe, så skal det nok lykkes." Foto: Privat foto

Laura Larsen fra Holstebro har gået til dans, siden hun var otte år gammel. Her startede hun til hip hop, og siden har der ikke været nogen vej tilbage.

”Jeg har altid bevæget mig til musik og har set mange danseprogrammer. Jeg fortalte mine forældre, at jeg godt kunne tænke mig at gå til dans, hvorefter jeg startede på et hip hop-hold. Og det fangede mig bare fuldstændig, og så har jeg danset siden,” griner Laura Larsen.

Foruden hip hop danser Laura også rock’n roll, showdance og cheerleading med flere. 

Sjovt at undervise børn

Laura har altså danset mange forskellige stilarter, men det er særligt de moderne danse, der interesserer hende. Hun har også lyst til at lære dans fra sig og har derfor undervist på børnehold samt haft et hold i rytmegymnastik for 16-23-årige, hvor hun blandt andet underviste i funk og showdance.

”Jeg kan godt lide at lære noget fra mig, og jeg kan godt lide, at børn er glade for at lære - de synes det er sjovt. Det er fedt,” fortæller Laura Larsen.

I vinterferien skal Laura undervise på Sej og Sjov dans i både Ringkøbing og Nr. Nissum. Her skal hun, sammen med andre undervisere, lære børn mellem 7-10 år både cheerleading, hip hop, stomp, mavedans, showdance og rock’n roll.

”Alle danse er meget forskellige. Hip hop og showdance har mange af de samme trin, men hip hop er mere hårdt, mens der ofte er et tema i showdance. I cheerleading skal børnene blandt andet prøve nogle af de forskellige løft, så jeg glæder mig til nogle hyggelige og sjove dage, der forhåbentlig giver børnene lyst til at fortsætte med at gå til dans,” fortæller Laura.

Øvelse gør mester

I dag er Laura 18 år, går i 3.g på Holstebro Gymnasium og er indehaver af flere guld- og sølvmedaljer fra DM, Jysk og Fynsk mesterskab. Til DM har hun blandt andet vundet 1 x guld i rock’n roll som par, 2 x guld i rock n’ roll i hold og 1 x guld i rock n’ roll formation. Hun har blandt andet også en sølvmedalje i DM i cheerleading. Men de mange mesterskabstitler tager Laura med jysk ro. For hende er det ikke medaljerne, men selve det at have et mål, der driver hende.

”Jeg kan godt lide at have noget at træne efter, noget at gå efter. Hvis man nu bliver slået af en og så tænker, ’ej det kan jeg godt gøre bedre’. Tror bare godt jeg kan lide at have et mål,” siger Laura Larsen.

Og det er også det bedste råd, Laura kan give videre: ”Man må bare øve og øve og blive ved med at kæmpe, så skal det nok lykkes. Jeg havde en drøm om at vinde DM engang, og nu har jeg vundet det fire gange, så det kan godt lykkes,” smiler Laura Larsen.

Til april skal Laura til Nordiske Mesterskaber i rock’n roll med sin partner. Partnerskabet er forholdsvis nyt, men de træner hårdt for at være så klar som mulig.