Ny dansekonsulent: Dans for mig er fællesskab, bevægelsesglæde og god musik

Der er nye takter på vej i DGI Dans & Musik, hvor en omstrukturering af idrætten har ført til at alle danse-aktiviteter samles på kontoret ved DGI Sydvest. Det har også betydet, at der har kunnet ansættes en konsulent, der udelukkende skal arbejde med Dans & Musik, og hun får sin gang i foreninger over hele landet.

Den nye konsulent i DGI Dans & Musik, Gitte Nygaard Andersen Foto: Louise Christine Rasmussen

Gitte Nygaard Andersen er 27 år, og hun kommer fra Nørre Nebel nord for Esbjerg. Hun er vendt tilbage til området efter at have boet en årrække i København, hvor hun læst Idrætsfysiologi ved Københavns Universitet. Inden dette var der også tid til et ophold på Ollerup Gymnastikhøjskole, hvor hun var elev på danselinjen, og fik stiftet bekendtskab med en lang række danseformer.

Egentlig var det gymnastikken Gitte startede i som barn, og både hende og resten af familien var dybt involverede i den lokale idrætsforening. Så foreningsidrætten har altid spillet en stor rolle i hendes liv.
Interessen for dans kom som 17 årig, da hun besluttede at starte sit eget dansehold i forening. Hun var tiltrukket af den store frihed i dansen som udtryksform.

”Man kan udtrykke så mange forskellige følelser i dansen. Uanset hvilken stemning man er i, så giver det mening med dansen. Og så går man jo altid derfra mega glad,” fortæller hun.

”Jeg kan også godt lide dansen for fællesskabet – man får en følelse af at høre sammen. Og det er et nærværende fællesskab, hvor man kan mærke hinanden. Det er en god modvægt til de mere uhåndgribelige fællesskaber på fx sociale medier.”

Et fælles sprog

Gitte fortæller, at en tidligere danselærer kaldte engang dansen for et fælles sprog, som kan bruges på tværs af landegrænser og kulturer. Det skal tages helt bogstaveligt, som en oplevelse fra en rejse i Afrika også viste:
”På en rejse i Tanzania var vi på en helt lokal bar – helt uden turister. Der er et kæmpe dansegulv, hvor de lokale virkelige fyrer den af. De danser en slags fællesdans, og selvom vi ikke kunne kommunikere på nogen måde, går der ikke længe før de har lært os den – og vi bliver en del af fællesskabet på dansegulvet.”

Dans er også sundhed

Set fra hendes synspunkt har DGI Dans & Musik mange ting at byde på – også i forhold til sundhed og trivsel generelt. Her vil hun gerne have DGI Dans & Musik til at spille en endnu større rolle:
”Der er plads til alle i vores foreninger. Alle kan være med uanset niveau, og det er ikke svært at starte til som voksen eller senior. Foreninger er gode til at vise at det handler om fællesskabet og om at vi har det sjovt. Så kommer sundheden – også den mentale – helt af sig selv.”

Gitte er klar med nye ideer omkring nye aktiviteter, og hun glæder sig til at komme ud og arbejde med foreningerne. Det gælder både for eksisterende danseforeninger og for foreninger, der gerne vil starte op med dans i den eller anden form.