Stormøde i DGI Dans og Musik - et kig bag kulisserne

Lørdag d. 19. september var 30 frivillige fra hele landet samlet i Ringe for at debattere og koordinere indsatsen inden for Dans og Musik. Kom med og se hvordan det ser ud, når der både køres processer, diskuteres og selvfølgelig danses.

Der var frivillige rejsende helt fra Bornholm til mødet i Ringe på Fyn, og helt som man ville forvente det starter det med tonerne af en aktuel sang fra DGI sangbogen, der hylder den blå september himmel.

Emnerne bliver dog hurtigt alvorlige, for i DGI Dans og Musik har man de sidste år oplevet en række omvæltninger. DGI har måttet lave nogle ret skarpe prioriteringer i forhold til økonomi og brug af personalet, og det har givet nye vilkår for de frivillige. Der luftes frustrationer, og tingene bliver taget til efterretning af Per Frost, der er repræsentant fra hovedbestyrelsen.

På den grønne bane

Alle er dog med på at kigge frem i tiden i den næste proces, hvor sedlerne på gulvet viser hvilke tiltag, som der skal satses på. Det gælder om at være på den positive grønne bane – frem for den negative sorte – for det giver god energi, når man er positiv og accepterer de vilkår, man har at arbejde under.

Der er en stor vilje til at gøre noget for at vende udviklingen i Dans og Musik, og der bliver peget på bl.a. det at blande danseformerne for at tiltrække nye medlemmer. Der bliver også foreslået at lave enkle og lettilgængelige versioner af de sværeste dansearter, sådan som man har gjort de i andre idrætsgrene for at få børnene tidligere på banen.

Den åbne skole kan også danse

Der var flere der pegede på, at den nye skolereform også åbnede for, at danseforeningerne kunne komme ud på skolerne og vise glæden og gejsten ved at danse – og måske på den måde få flere unge medlemmer i foreningerne. Leg og bevægelse til musik er allerede en stor del af det som DGI underviser fx profilskoler og idrætsbørnehaverne i, så det er bare et spørgsmål om at få de lokale foreninger på banen også.

Gang i danseskoene

Når man er til Stormøde i Dans og Musik så sidder man selvfølgelig ikke bare ned hele dagen. Inge Hansen fra DGI Sydvest kom forbi og viste nogle lette og sjove danse, og da først trinene sad der, så gik det hurtigt.

Dagen sluttede med et indlæg med den nyeste viden om tidens seniorer – hvilke tilbud er de interesserede i, og hvordan kan man fange dem. Og her slutter vi også vores lille kig bag kulisserne – spørger du de frivillige, så er fællesskabet en stor del af deres motivation for at ligge så mange timer i deres udvalgte idræt.